Baggrundsartikel: Personlige mål
Samarbejdet mellem borger og indsats, samt borgernes aktive deltagelse i eget forløb, er i fokus som aldrig før. Det er en central del af den store omstilling i den offentlige sektor, der skal vende bøtten så fx psykiske kriser i langt mindre grad fører til en livslang tilværelse som psykisk syg.
Centralt i omstillingen er at borgerne skal indtage en ny rolle, og særligt at borgerens personlige mål skal vise vejen. Men ville du kunne forklare, hvad du havde brug for, hvis din hverdag var tæt på at bryde sammen? Nej vel. Ville andre lytte? Måske.
Vi har skrevet denne artikel, for at bidrage til at en meningsfuld praksis omkring menneskers forløb, når man er i krise og søger hjælp i region eller kommune.
Af Klavs Serup Rasmussen, chefkonsulent og projektansvarlig,
Peer-Partnerskabet
I både kommuner og styrelser er der enighed om, at fremtidens indsatser i socialpsykiatrien bygger på et bedre samarbejde mellem borger og indsats. Særligt skal borgernes egne mål spille en større rolle, hvis indsatserne skal leve op til en minimumskvalitet for recovery-orienteret rehabilitering.
Artiklen består af tre dele:
1. Eksempler på hvordan konkrete rammer har
betydning for mødet mellem indsats og borger.
2. Det, der kan være svært at se for andre end borgerne.
3. Sådan arbejder vi med at styrke borgerne i samarbejdet.
Det er godt. Personlige mål og ønsket om personcentrering er helt rigtig, hvis mennesker skal komme styrket gennem kriser og skabe sig et liv, som de selv ønsker det.
Samtidig har brugerne gang på gang råbt på at blive hørt, skiftende regeringer har lavet reformer, Socialstyrelsen har iværksat sit kvalitetsprogram, og i 2023 kom Reform-kommissionen med sine anbefalinger, efter at have set på det komplekse møde mellem borgeren og system – uden dog at komme med noget pejlemærke for gode møder, selv det er hele nervesystemet i Velfærdsstaten.
Grunden til det er godt at der er kommet fokus på møder og samarbejde er, at mennesker ikke forandrer sig for forandringens skyld eller blot fordi nogen laver en plan for en. Ens egne mål for hverdagen, ens drømme og at man bliver taget alvorligt, er fundamentalt, hvis behandling og støtte skal bidrage til, at man kommer styrket gennem psykiske kriser og kan stå på egne to ben igen.
Samtidig haster det. Rigtig meget faktisk.
Langt flere i befolkningen har det psykisk dårligt og søger hjælp. Det giver mere travlt, mindre tid til den enkelte og slider på alle. Særligt fordi antallet af unge og voksne, der kommer ind i det kommunale system er større end antallet, der får det så godt, at de kan forlade de kommunale systemer.
Samtidig viser forskning*, at vi pt. er meget bedre til at gribe mennesker i krise, end til at hjælpe dem videre. Det er derfor ikke bare godt, men nødvendigt, at menneskers egne svar og løsninger er kommet i fokus.
Vi er dog sjældent der, hvor borgernes stemme reelt gør en forskel i forhold til, hvad man alligevel havde tænkt sig at gøre i indsatserne. Denne artikel gennemgår nogle af årsagerne til det.
* Winsper C, Crawford-Docherty A, Weich S, Fenton SJ, Singh SP. How do recovery-oriented interventions contribute to personal mental health recovery? A systematic review and logic model. Clin Psychol Rev. 2020 Mar; 76:101815. | Badu E, O’Brien AP, Mitchell R. An Integrative Review of Recovery Services to Improve the Lives of Adults Living with Severe Mental Illness. Int J Environ Res Public Health. 2021 Aug 23;18(16):8873 | Sreeram, A., Cross, W. and Townsin, L. (2021), Effect of recovery-based interventions on recovery knowledge and attitudes of mental health professionals, regarding recovery-oriented practice: A quantitative narrative review. Int J Mental Health Nurs, 30: 1057-1069.
Kernen af udfordringen - NÅR MAN ER BORGER
Det grundlæggende problem med at give borgeren en ny rolle, er at personlige mål er mere i familie med socialpædagogiske handleplaner. Særligt i de situationer, hvor hverdagen ikke fungerer, er det mere naturligt ikke at kunne sige hvad der skal til, end det modsatte.
Vi ved at hverdagssproget er utilstrækkeligt til at formidle de oplevelser og intense følelsesmæssige belastninger man oplever i en krise. Samtidig er det dokumenteret, at mennesker i mange situationer ikke tør sige, hvad de egentlig har på sinde, af frygt for at miste den hjælp de kan få – uanset om det er den rette. Denne frygt bunder helt naturligt i angsten for at blive overladt med noget, man ikke føler man kan bære alene.
Alt i alt vil det altid være en ulige situation, når man er i krise og møder et helt system, som mange borgere oplever som stressende og hvor det kan være svært at huske hvad man vil sige.
Det får de fleste mennesker til ikke at fokusere på sig selv og hvad der kunne gøre en reel forskel i ens hverdag. I stedet tilpasser man sig det system man møder – i sprog, forståelser og løsninger. Det kan både ske stort set umærkeligt, eller gennem egentlige markeringer og diskussioner af, hvordan menneskers problemer skal forstås, og hvem der har ret til at definere dem (link).
”Min psykiske sårbarhed er der ingen, der kan se. Når jeg har skullet bede om støtte til min hverdag, har jeg derfor valget mellem at lyde og ligne en, som ikke kan noget, eller byde ind med lidt mere – men så tror alle at jeg kan alting.” – borger om at være patient og borger.
Det er dog ikke gratis at lade ens problemer synke ned i faglige forståelser – hverken for en selv eller indsatsen.
Medarbejderne mister en god samarbejdspartner i borgeren og borgerne mister ofte evnen til at handle på den situation man er i, når ens vanskeligheder adskilles fra ens egne svar. I stedet må man vente på, at andre løser problemerne.
Personlige mål og personcentrering er hjørnestenen i Socialstyrelsens nye pejlemærker for faglig kvalitet – klik her for at gå til. Klik på billede for at forstørre.
Dette tab af handlekraft betyder, at mange ender med ikke at kunne gøre noget ved den situation de er i. Det opleves ofte som at være gået i stå og gør det svært at leve et liv uden hjælp.
Af samme grund er der et voksende fokus i regioner og kommuner på styrket personcentrering, som giver borgernes viden og ønsker en central rolle i planlægningen, beslutningerne og samarbejdet omkring borgernes forløb. Dertil fremhæves peer-støtte også som væsentlig for styrket person-centrering.
Det følgende handler om, hvad man skal tænke over, hvis det på en god måde skal lykkes, at udvikle samarbejdet mellem indsatser og borgere. Det er ikke det endelige svar på alting, men et forsøg på at belyse den side af samarbejdet, der tales mindst om: Hvordan det er at være et menneske i krise overfor en temmelig stor Velfærdsstat? Og hvad betyder den asymmetriske relation, for ønskerne om et andet samarbejde?
Del 1: Rammernes betydning
Det er enkelt at beskrive, hvad det kræver at formulere det, der er vigtigt for en selv: Evnen til at tale for sig selv. Håb. At det man siger bliver taget alvorligt. At man selv har mulighed for at danne sig en idé om, hvad der kan være virkningsfuldt og hvilken hverdag, der er god for en.
Men det er alligevel slet ikke enkelt. Det følgende er blot tre eksempler på, hvordan selve rammerne for at mødes, har haft stor indflydelse på om vi har kunnet tænke og sige noget som var vigtigt for os selv, til de medarbejdere vi mødte.
Hvad ved vi om praksis:
“Det er en generel udfordring at sikre systematisk forankring af en recovery-orienteret tilgang helt ude i den konkrete praksis, hvor der samarbejdes med borgeren. Det gælder eksempelvis i samarbejdet med borgeren om borgerens handleplan og udviklingsmål.”
Hvad er overhovedet muligt at tænke? (og sige)
Nyere teori hælder til at alt er forhandlet, og er man borger i et offentligt system, er hvem man er og hvad der kan siges, næsten altid noget der forhandles om. Med til at forme udfaldet af forhandlingen er alle de store og små faktorer, der bestemmer hvad der er muligt at italesætte og forstå i mødet mellem borger og indsats.
Indkaldelsen, venteværelset, navneskiltene og låsene, der skal åbnes af dem med nøgler – det er altid sammen med til at placere borgerne i en særlig position, hvor spørgsmålet ‘hvad ønsker du?’ fra en medarbejder overhovedet ikke er det samme spørgsmål, som hvis en god ven spurgte. At undlade at tale om uligheden i disse møder, er blot med til at forstærke magtuligheden mellem borgerne og indsatsen.
Det er ikke muligt at beskrive rammernes betydning fuldt ud, da det blander sig med vores hverdags-forståelser af hvad det vil sige at have en psykisk krise. Man må blot konstatere at der er meget, der påvirker et møde og former hvad vi som mennesker kan tænke og sige.
Traditionelt har man søgt at imødegå dette ved ved at udvikle indsatserne, fx ved at bruge spørgeteknikken Motiverende Interview. Men så længe konteksten og magtbalancen i samtalerne forbliver uændret, er der kun tale om forbedringer af serviceniveauet og ikke om en ændring af selve samarbejdsrelationen.
Spørger man brugerne, oplever de fortsat i mødet med indsatserne, at det er svært at sætte ens egne, positive mål for behandling og støtte på dagsordenen, og der opleves et stort behov for at blive bedre rustet til at deltage i møder.
Dette behov optræder uanset, hvor tæt og godt et samarbejde man har med medarbejderne og de involverede indsatser, og skyldes, at der er en tydelig ulighed i magt, sprog og forberedelsesmuligheder i forbindelse med de forskellige møde.
Mange brugere beskriver at konsekvensen er, at de ofte ender med at bagatellisere problemer og spørgsmål – eller at andre bagatelliserer det man siger. Det kan sætte sig dybe spor, som citatet med Sarah ovenfor viser. Andre beskriver at de overlader det til de faglige indsatser, at beskriver deres behov og situation.
Den kompleksitet, der er forbundet med formulering af personlige mål, har gjort samarbejdet omkring dette, har udviklet sig til et selvstændigt metodefelt kaldet ‘Fælles Beslutningstagning’ (SDM).
Et af kerneelementerne i Fælles Beslutningstagen er beslutningsstøtte-redskaber. Dette er noget af det vi har arbejdet mest med i Peer-Partnerskabet med bl.a. udgivelsen af ‘Guide til et godt hverdagsliv’ i 2015 og vores udvikling af personlige statements i 2021-2023.
Trimming eller indrullering er et begreb, der afvendes af Erving Goffman til at karakterisere institutioners proces med at forme brugerne til indsatsens arbejds- og tænkemåder (“On the Characteristics of Total Institutions”, 1957)
Du har kun 5 minutter
En central udfordring ved personlige mål er, at man som borger typisk har et vindue på fem minutter til at forklare sig i. Hvis det ikke lykkes, vil der herefter typisk være indsatsens forforståelse af situationen, der bliver styrende for samarbejdet. Af forklare sig til denne type møder er med andre ord en færdighed, man skal kunne.
I tilfælde af, at man ikke lykkes med selv at sætte en dagsorden, er det veldokumenteret at det er medarbejderens forforståelse af hvem du er og hvad du kan, der bliver styrende for samarbejdet.
Betydningen af forforståelser for samarbejdet, er dokumenteret på beskæftigelsesområdet, hvor “sagsbehandlerens tro på, om borgeren kommer i job, [skaber] en større chance for, at borgeren kommer i job.“
At mødes på en god måde og sammen finde løsninger, der kan fungere i menneskers hverdag, stiller store krav til ens kompetencer – uanset om man er social/sundhedsfaglig medarbejder, peer-medarbejder eller borger.
Typisk har borgerne ikke adgang til at opnå disse kompetencer, med mindre de har dem i forvejen – eller stærke pårørende.
Mål skal være personlige
Når man har det dårligt, kan man ofte ikke overskue de møder man skal til. Det kan være uklart, hvorfor der skal laves behandlingsplaner, handleplaner og lignende. Man kan heller ikke altid huske, hvad der bliver talt om og aftalt.
Samtidig er indsatserne er vant til at arbejde lineært ud fra planer og mål, men i udsatte situationer har man ofte mere behov for trinvist at prøve sig selv af, og kan ikke altid sige tydeligt hvad målet er.
I mødet mellem de to verdener, og da personlige mål sjældent er handlingsanvisende, bliver personlige mål ofte oversat ind i indsatsens forståelse. Konsekvensen er, at borgernes mål ofte ender med at være fx at opøve sociale færdigheder, huske at tage sin medicin, undgå at være symbiotisk med sin kæreste etc.
Skal man lave mål sammen, understreger litteraturen, at det er vigtigt at hjælpe mennesker med at identificere og prioritere personlige recovery-mål, og ikke faglige mål.
Kilder:
Mike Slade: 100 Ways to Support Recovery: A guide for mental health professionals, Rethink 2009 | Geoff Shepherd, Jed Boardman & Mike Slade: Recovery. Fra begreb til virkelighed. Sainsbury Centre for Mental Health 2008 | Marit Borg, Bengt Karlsson og Anette Stenhammer: Recoveryorienterte praksisser. En systematisk kunnskapssammenstilling, Nasjonalt Kompetansecenter for psykisk helsearbeid, 2013
Hvad skal der til
Som ImROC gennemgik til Socialstyrelsens konference om kvalitet i Socialpsykiatrien den 9. september 2020, skal man – for at kunne formulere meningsfulde personlige mål – have en chance for at:
- forstå og skabe mening i det, der er sket.
- finde ud af, hvad og hvem der hjælper, og hvad og hvem der ikke hjælper.
- mulighed for selv at revurdere, hvad og hvem der er vigtig i ens liv, og hvad ens drømme og mål er.
Fordi rammerne er som de er, bør man overveje om der ikke mangler steder udenfor det offentlige, hvor man som menneske kan arbejde med dette.
Medarbejdere vil altid repræsentere et system og dermed myndighed, og det har overrasket os, hvor mange deltagere i vores peer-grupper, der føler sig observerede og overvågede, når der er medarbejdere med.
Styrker personlige mål - eller ansvarliggør de?
Dette var blot tre eksempler på, hvordan personcentrering i praksis kræver at man meget bevidst udvikler rammerne for et bedre og mere ligeværdigt samarbejde.
Vi mangler fortsat at se en reel offentlig interesse for at udvikle denne side af samarbejdet. Der har ellers været god tid til at sætte sig ind i sagerne. Det offentlige Danmark har i snart tyve år søgt at gentænke relationen mellem indsats og borger(e).
Samskabelse, brugerinddragelse og medborgerskab er en del af bevægelsen væk fra de traditionelle offentlige velfærdsydelser, hvor borgeren blev set som et individ med rettigheder, men sjældent blev inddraget i det, man havde ret til at modtage.
Et øget fokus på personlige mål, egne styrker og viden er nødvendigt. Men der er også faldgruber i form af styrket ulighed og ansvarliggørelse, når borgeren i større grad får ansvar for hvad der skal ske:
- Er det borgerens ansvar, hvis indsatsen ikke gør en forskel?
- Borgeren kan vælge, men har ofte ikke indflydelse på, hvad man kan vælge mellem.
- Exit (at gå) er sjældent en reel mulighed.
- Social ulighed betyder forskellige forudsætninger for deltagelse.
- Præferencer baseres ofte på tilfældigheder.
Fotaki, M. (2011). Towards developing new partnerships in public services: users as consumers, citizens and/or co‐producers in health and social care in england and sweden. Public Administration, 89(3), 933-955.
Del 2: Det ingen andre kan se
Møder er ’en grundlæggende byggesten i det menneskelige liv’ (kilde), og betydningen af at kunne forklare sig selv til møder, kan ikke overvurderes.
Det følgende er overhovedet ikke udtømmende, men skal pege på, at der foregår meget indeni et menneske, som også har betydning for mødet med indsatsen og ens muligheder for at formulere personlige mål.
Vidste du at...
Der længe var en overbehandling af højt blodtryk, fordi mødet med lægen fik manges blodtryk til at stige. Derfor får man nu en blodtryksmåler med hjem. Mødet med en autoritet påvirker de fleste.
Mødet sker på midten - så det hele afhænger af borgeren
Det er tilforladeligt at tro, at når vi taler om møder mellem indsats og borger, så kommer indsatsen mennesket i møde. Det passer ikke. Man mødes på halvvejen, og kan du ikke nå derhen, er du ringere stillet.
Vi har ikke kunnet finde så meget om det på voksenområdet, men det samme gælder som når man er barn og går i skole:”Man bliver nødt til at have kontrol over sig selv hvis man skal kunne samarbejde.”
At kunne regulere sig selv er en af de helt store opgaver der følger med psykisk sårbarhed, og som man er alene med imens man lærer sig kunsten af forklare sig. Det er åbenbart for svært eller skræmmende for de her systemer at arbejde med, at man lejlighedsvist er skør.
At finde ud af hvordan man forklarer sig og samarbejder med andre, så det rent faktisk gavner en, er en læringsproces man typisk er alene med. Det betyder også at enhver form for social ulighed forstærkes i denne situation, for jo bedre du kan forklare dig, jo bedre kan medarbejderne hjælpe dig.
”Den helt centrale udfordring er, at det oftest er dem med det stærkeste udgangspunkt, der er bedst til at gribe mulighederne. Altså er meget af det, som vi umiddelbart ser som frit og lige, faktisk det modsatte.” – Rasmus Landersø, ROCKWOOL Fonden, Berlingske Tidende d. 13. juli, 2018
Samtidig udspiller psykiske kriser sig i et grænseland, hvor det kan tage år at finde ordene til at beskrive, hvad man oplever. Men hvor verden dog kan spinde, når man først finder de rigtige ord.
Gennem to år har vi i samarbejde med peer-medarbejdere i hele landet spurgt brugerne om hvordan de oplever at gå til møder. Læs mere
Det er derfor højst en halv sandhed, når vi som samfund gang på gang taler om at gøre noget bedre, ved at uddanne medarbejderne mere, skabe bedre procedurer o.lign. til medarbejderne.
I første omgang er det borgerne, der skal have mulighed for at klæde sig bedre på, hvis der skal ske noget andet, end der plejer.
Samtidig viser erfaringerne fra Fælles Beslutningstagen at indsatserne ofte ser pessimistisk på borgerens situation og har svært ved helhjertet at tro på, at borgerne er i stand til at formulere mål, der hjælper dem.
Indenfor fælles beslutningstagen søges dette imødegået, ved at lægge vægt på beslutningsstøtte-redskaber og rammer for mødet.
Når klappen går ned
De fleste mennesker påvirkes af asymmetriske møder, dvs. møder hvor den ene part har mere magt eller større autoritet end den anden.
Vi er begyndt at overveje, om der kan ske en decideret traume-relateret nedlukning eller freeze til visse former for møder. Det forekommer relevant, da mennesker med psykiske vanskeligheder oftere er traumatiserede, end resten af befolkningen.
Hvis man er traumatiseret af fx vold, seksuelle overgreb eller andre voldsomme ting, og sidder over for en autoritet som skal hjælpe, kan skabe visse reaktioner.
Dels kan oplevelsen af afmagt grundt den asymmetriske relation i sig selv være en faktor. Dels vil man meget hurtigt aflæse om medarbejderen kan rumme det man vil sige. Kan medarbejderen ikke det, er det ikke sikkert det siges – der skal være ører, der kan høre.
Til fagkonferencen om Trauma Informed Care i 2018, blev det oplyst at ca. 70% af medarbejderne i psykiatrien i USA har traumer, og at en væsentligt kilde til brugen af tvang, var den gensidige triggering mellem patienter og personale.
Traumers betydning for personlige mål og samarbejdet mellem menneske og indsats, er pt kun en hypotese der kan forklare, hvorfor vi oplever at klappen så ofte går ned, når det er aller mest vigtigt at sige noget.
En traumeorienteret tilgang søger at skabe psykisk og fysisk sikkerhed, hvilket kan være vanskeligt til møder med magtulighed.
Re-traumatisering i systemer
Hvad tager magten fra et menneske:
– At skulle genfortælle sin historie ofte
– At blive behandlet som en sag
– At blive set som en etiket (fx misbruger, skizofren)
– Ingen muligheder for at vælge i service eller behandling
– Ingen mulighed for at give feedback om sine oplevelser.
Link
Der er spøgelser med til mødet
I Peer-Partnerskabets gruppeforløb kan vi høre, hvor meget de forskellige forhistorier spiller ind på, hvad man siger til et møde med et offentligt system.
Forhistorierne kan vise sig ved, at man har lært at spille de roller, der skal til, for ikke at blive afvist. Andre tror ikke længere på, at de vil blive forstået i samarbejdet med indsatserne, og har vænnet sig til at skulle klare sig selv.
Man skal selvfølgelig have været i kontakt med indsatser i længere perioder af ens liv, før spøgelserne vokser sig store. Men det er der også mange der er.
Der er, med andre ord, ofte spøgelser med, når borger og indsats skal samarbejde. Det har betydning for, hvad der bliver bragt i spil.
Når en metode som livshistoriefortælling breder sig, handler det i høj grad om at spole tilbage og få fat i, hvad der egentlig var vigtigt for den enkelte, før man kastede håndklædet i ringen og lod sig drive med.
Opsummerende
Dette er som nævnt blot eksempler på alle de forhold der spiller ind på hvad der sker til et møde, og om det der aftales gør en meningsfuld forskel:
- Man kan let blive trimmet ind i en kontekst, hvor det kan være vanskeligt at formulere meningsfulde personlige mål.
- Det er både en læreproces og en færdighed at beskrive ens personlige mål.
- Borgerne skal være proaktive, hvilket forstærker ulighed i sundhed og social støtte.
- Vigtigt, at der fra indsatsens side skelnes mellem personlige mål og indsatsmål.
- Der skal være plads til udforskning og læring. Dette er ikke altid muligt indenfor indsatsens rammer.
- Traumer må forventes at spille en rolle.
- Tidligere erfaringer påvirker hvad man ønsker at sige og samarbejde om nu. Erfaringerne er ikke altid positive.
At der er så meget på spil kan måske forklare at de brugere vi har interviewet oplever det som deres ansvar at sikre, at møder med indsatsen er meningsfulde for dem. Samtidig kender de fleste i større eller mindre grad til problemer med at blive hørt og inddraget i tilrettelæggelsen af eget forløb, og har oplevet at modtage behandling/støtte, som de ikke fandt relevant eller meningsfuld for dem. Læs mere.
Der skal med andre ord mere til, for at intentionen med at gøre brugerne til medskabere af eget forløb, skal blive til en meningsfuld virkelighed, der gør at det er lettere at komme sig af sine psykiske lidelser.
Hvor vigtigt er det egentlig?
Det kan måske virke mystisk at vi bruger så mange kræfter på personlige mål og møder. Så hvor vigtigt er det egentlig?
Der laves 900.000-950.000 kommunale planer for borgerne om året. Medtages beskæftigelsesområdet laves der næsten dobbelt så mange.
Det bør ikke være overraskende, at der er en høj risiko for at man i de fleste af disse planer finder uklare, ligegyldige eller direkte skadelige udviklingsmål, fordi – og det er vores påstand – planerne ofte ikke bygger på borgernes mål, men er resultatet af et ulige møde, hvor der er mange andre ting i spil. Med andre ord, er planer som ikke gør gavn, en skjult men frygtelig kilde til tab af både handlekraft og medarbejdernes tid.
Vi tror på, at man kan komme meget længere end det. Men at man bør overveje, om det er tilstrækkeligt at træne medarbejderne og lave nye sagsbehandlingsgange.
Den måde, der pt. tales om brugerinddragelse og personlige mål mere i familie med socialpædagogiske handleplaner, end en færdighed vi naturligt har med os som mennesker. Vi er overbeviste om, at man bliver nødt til at styrke borgerne i selv at kunne beskrive deres eget ståsted i hverdag, egne styrker og dermed også egne mål.
Socialstyrelsen, september 2021.
Del 3: Peer Partnerskabets tilgang
Alle de ovenstående forhold indgår i de tilgange vi anvender i Peer-Partnerskabet, selvom der selvfølgelig er nogle ting vi ikke kan som en offentlig instans gør bedre. Fx hvis man er ved at miste sin lejlighed, er det nok bedst at gå til kommunen.
Nogle af de typiske forandringer som peer-støtte skaber, er at man får mod på forandring i ens liv, og en større tro på at noget kan forandre sig til det bedre.
Det er ikke os der skaber den forandring for andre. Den peer-støtte vi arbejder med bygger på en tro på, at vi hver især bedst kender vores egne styrker og svagheder. At samles og tage udgangspunkt i levede erfaringer, skal hjælpe os hver især med at tage ansvar for os selv, så vi selv kan finde frem til vores egne løsninger og genvinde kontrol over vores liv. I et tempo, der passer til os selv.
Vores erfaring er, at det at være sammen med andre, der også har prøvet at have det svært psykisk, skaber et trygt rum, hvor gruppedeltagerne kan dele deres erfaringer og følelser og støtte hinanden.
Det kan fx være i forhold til ting, der er svære at tale om med mennesker, der ikke har prøvet det selv – enten fordi andre ikke forstår, eller fordi man er usikker på, hvordan de vil reagere.
Man kan kalde det vi skaber et konstruktivt fællesskab, et udforskningsfællesskab, eller et målfrit rum, hvor der er plads til at man undersøger ens egne svar og løsninger – i fællesskab med andre. Dette giver en selv muligheden for, at:
- Fremme ens egne muligheder for at forstå hvad der er sket og sker.
- Fremme ens muligheder for tage beslutninger om det, som er væsentligt for en selv.
En Rejse Mod Et Bedre Hverdagsliv – Også For Peergruppelederen
Der er naturligvis mest fokus på, hvad man som peer-gruppedeltager får ud af et gruppeforløb hos Peer- Partnerskabet. Her vil jeg dog fokusere på, at jeg også personligt får stor gavn af det frivillige arbejde som peer-gruppeleder – at gå fra at have en hverdag, der fungerer, til at have dage, der byder på udfordringer, glæder og tilfredshed.
Læs artiklenFire Spørgsmål Var Med Til At Vende Charlies Syn På Sig Selv
Et simpelt, nyt værktøj skal hjælpe psykiatri-patienter i spil i egen behandling og styrke både deres og peer-medarbejderes stemmer.
”Det er indtil videre det eneste redskab, jeg er stødt på, som på en respektfuld måde får spurgt reelt ind til den enkelte persons egne ønsker,” siger sygeplejerske og projektleder Anne Rosenquist
Læs artiklenDisse to processer, som oftest fungerer bedst i samspil med andre og gennem ikke-hierarkiske relationer, er væsentlige forudsætninger for at mennesker kan genfinde et ståsted i hverdagen og begynde at komme sig.
Det har overrasket os, hvor stor vægt deltagere i peer-gruppeforløbene lægger på, at relationerne er ligeværdige og at de selv har kunnet definere, hvad der er vigtigt for dem.
Personlige mål er en færdighed
Ud fra vores erfaringer og alt de vi har lært af gruppedeltagerne, er det tydeligt, at på samme måde som det kræver uddannelse og træning af medarbejdere, for at de kan lave behandlingsplaner eller VUM-handleplaner, er det også en færdighed at være borger eller bruger eller patient.
Dertil ligger der i denne færdighed at det handler om en selv. Der er derfor en tæt sammenvævning mellem det der foregår indeni og det man har brug for at sige til andre.
Uanset om man starter med rammerne og fx Fælles Beslutningstagen eller med at skabe muligheder for at mennesker kan møde ligesindede, så bør det ske sideløbende med kvalificeringen af medarbejderne.
”Hvis vi ikke mødeforbereder, bliver behandlingen på systemets betingelser, ikke på det enkelte menneskes”
– Peer-medarbejder
Skridt på vejen til at formulere personlige mål
Læs hvad tidligere gruppedeltagere siger
Jeg har ikke før tænkt over, hvordan jeg præsenterede mig.
Her fortæller Hans-Henrik om at være sygemeldt og starte i et gruppeforløb, han ikke var sikker på, han kunne gennemføre. Flere måneder efter gruppen sluttede, mødes gruppedeltagerne stadig.
Peer-gruppen gav nye veninder og evighedsredskaber til fremtiden.
Når man står ved en skillevej i livet, kan det være svært at finde ud af, hvilken retning man helst vil gå. Det kender Denice, som har gået i peer-gruppeforløb i Fredericia, alt til.
Hvis jeg skal vende vrangen ud på mig selv, foretrækker jeg, at andre gør det samme!
Hvor går man hen, når hverdagen er slået ud af kurs? Når man gerne vil tage nye skridt, men det er svært at gøre alene? 51-årrige Peter fra København meldte sig i sommers til en peer-gruppe.
Baggrund: Hvorfor er personlige mål blevet vigtige
Personlige mål skal skabe handlekraft og bidrage til at en indsats gør en meningsfuld forskel for den enkelte. Da recovery forudsætter aktiv medvirken, er dette godt – hvis det gøres rigtigt. Men personlige mål kan også føre til, at borgerne ender med at være ansvarliggjorte for deres situation, uden reelt at kunne gøre noget – dette kaldes responsibilized and disempowered.
Personlige mål handler derfor også om at finde gode veje til at dele ansvar, skabe lige muligheder og kvalificere samarbejdet.
Personlige mål er ikke lige vigtige i alle situationer. Tommelfingerreglen er, at jo længere man skal leve med en vanskelighed i sin hverdag, jo vigtigere bliver ens egen forståelse og handlekraft.
Der er rimelig meget viden om, hvad medarbejderne ser som barrierer for at inddrage borgerne i samarbejdet. Top 5 er: a) Mangel på tid b) “Det er meget godt, men passer ikke til lige netop denne borger” c) kan ikke lade sig gøre i praksis d) “Jeg tror borgeren foretrækker at vi gør det på en anden måde” e) “Jeg ønsker ikke at involvere borgerne på denne måde.” (link)
Der er langt mindre viden om barriererne hos borgerne. Vi håber at denne artikel gør en lille forskel i forhold til det. Skriv gerne hvad du tænker i kommentarerne!
Note: Denne artikel er først udgivet marts 2021.
Den er efterfølgende redigeret september 2021 , januar 2022 og februar 2023.