Baggrundsartikel om personlige mål
Samarbejdet mellem borger og indsats, samt borgernes aktive deltagelse i eget forløb, er i fokus som aldrig før. Det er en central del af den store omstilling i den offentlige sektor, der skal vende bøtten så fx psykiske kriser i langt mindre grad fører til en livslang tilværelse som psykisk syg.
Centralt i omstillingen er at borgerne skal indtage en ny rolle, og særligt at borgerens personlige mål skal vise vejen. Det optræder i udtryk som “borgeren ved roret” og “borgeren som medskaber.” Men ville du kunne forklare, hvad du havde brug for, hvis din hverdag var tæt på at bryde sammen – eller brændt sammen for længst? Det er ikke sikkert. Og ville andre egentlig lytte? Måske.
Vi har skrevet denne artikel, for at bidrage til at en meningsfuld praksis omkring menneskers forløb, når man er i krise og søger hjælp i region eller kommune.
Af Klavs Serup Rasmussen, chefkonsulent og projektansvarlig, Peer-Partnerskabet
I både kommuner og styrelser er der enighed om, at fremtidens indsatser i socialpsykiatrien bygger på et bedre samarbejde mellem borger og indsats. Særligt skal borgernes egne mål spille en større rolle, hvis indsatserne skal leve op til en minimumskvalitet for recovery-orienteret rehabilitering.
Artiklen består af tre dele:
1. Eksempler på hvordan konkrete rammer har
betydning for mødet mellem indsats og borger.
2. Det, der kan være svært at se for andre end borgerne.
3. Sådan arbejder vi med at styrke borgerne i samarbejdet
Denne forandring optræder i udtryk som “borgeren ved roret” og “borgeren som medskaber” og repræsenterer i sin kerne noget meningsfuldt, som alle har ønsket. For eksempel har patienter/borgere har gang på gang efterlyst at blive inddraget og hørt. Skiftende regeringer har lavet reformer om det samme og Social- og Boligstyrelsen gemmefører sit recovery-program som netop skal styrke personlige mål og borgernes stemme.
Ud over de mange direkte ønsker om bedre inddragelse og et mere meningsfuldt samarbejde, er der mange andre grunde til, at det er godt at der er kommet fokus på personlige mål og samarbejde.
Den vigtigste vil dog alrid være, at mennesker ikke forandrer sig for forandringens skyld eller blot fordi nogen laver en plan for en. Ens egne mål og ønsker for hverdagen, er den drivkraft man har – også når hverdagen ikke fungerer. Man kan ikke komme sig i rollen som patient eller borger. Man kommer sig, som sig selv.
Personlige mål er derfor fundamentale. Både for en selv, men også hvis behandling og støtte skal bidrage til, at man kommer styrket gennem psykiske kriser og kan stå på egne ben igen.
Samtidig viser forskning at det er blevet sværere at stå ved roret. Den behandling og støtte man kan få, er blevet stadig mere specialiseret og arbejder med stadig mere afgrænsede problematikker og forståelser af, hvilke problemer i ens hverdag, man kan få hjælp til “lige netop her.”
Det har lagt ansvaret over på en selv, især hvis man har brug for hjælp mere end ét sted. Man skal både kunne finde vej og kunne dokumentere og argumentere for sine behov så det matcher den medarbejder man taler med.
Samtidig er det også sværere for medarbejdere end tidligere at høre, hvad mennesker siger. Da det er stadig mere afgrænset hvad man skal lykkes med, vil man typisk sortere information fra, der ikke passer til at opfylde ens specifikke og afgrænsede mål.
Der er med andre ord stærke kræfter på spil. På den ene side vil de medarbejdere man møder, have fået at vide at de skal søge at arbejde med ens håb og drømme. Samtidig kan de kun arbejde med ens personlige mål på en afgrænset og bestemt måde.
Det efterlader de mennesker, som i dagligdagen enten har brug for behandling eller støtte, et vanskeligt sted. Men det efterlader også de medarbejdere, som arbejder på det enkelte botilbud, eller i akutmodtagelsen eller som sidder i myndighed i en kommune, et sted hvor man er fanget mellem krav om kun at arbejde i en bestemt retning og mødet med menneskers behov, som ofte er rodede og uformelige.
Hvor man som medarbejdere har et fagligt bagland og politisk lydhørhed, står man dog som borger i en langt mere udsat position. Man skal både finde ud hvad der måske kan gøre en forskel, hvad der er muligt, og sætte sig igennem, så man bliver hørt. Uden nogen at støtte sig til eller direkte adgang til politisk lydhørhed. Samtidig kan man ikke, som medarbejderne, bare gå hjem, hvis det bliver for meget.
Det er ofte usynligt hvor stor en opgave man står med, når man opsøger hjælp.
Det følgende skal give både medarbejdere og dig, der søger hjælp (samt dine pårørende) lidt bedre indsigt i, hvad der egentlig er på spil, når bliver bedt om at være medskaber af sin egen hjælp.
NÅR MAN ER BORGER: Kernen af udfordringen
Det grundlæggende problem med at give borgeren rollen som kaptajn eller medskaber, er at personlige mål bruges på samme måde som i for eksempel socialpædagogiske handleplaner, hvor mål handler om noget, der skal skabe en konkret forandring.
De situationer, hvor hverdagen ikke fungerer, er karakteriseret ved at der er sket noget, som overgår ens evne til at beherske sig selv og situationen, og hvor det typisk er mere naturligt ikke at kunne sige hvad der skal til, end det modsatte.
Det er en situation, hvor man har brug for en tryg ramme og nogen at støtte sig til, hvilket så igen konflikter med medarbejdernes behov for at gøre noget, der kan måles og dokumenteres.
Kan man overhovedet forklare?
Selvom man har været vågen hele vejen i sin krise, er hverdagssproget stadig utilstrækkeligt til at beskrive de oplevelser og intense følelsesmæssige belastninger man oplever i en krise. Der er med andre ord en kløft mellem hvor man er og hvad andre kan forstå. Denne kløft forstærkes af, at det er modtagerens evne til at rumme og forstå, der sætter grænsen for, hvad man kan sige på en meningsfuld måde.
Hvad tør man sige?
Det er dokumenteret, at mennesker i mange møder med de offentlige systemer, ikke tør sige, hvad de egentlig har på sinde, af frygt for at miste den hjælp de kan få. Uanset om hjælpen er den rette. Denne frygt bunder helt naturligt i angsten for at blive overladt med noget, man ikke føler man kan bære alene.
Alt i alt vil det altid være en ulige situation, når man er i krise og møder et helt system, som mange borgere oplever som stressende og hvor det kan være svært at huske hvad man vil sige.
Det får de fleste mennesker til ikke at fokusere på sig selv og hvad der kunne gøre en reel forskel i ens hverdag.
I stedet tilpasser man sig det system man møder – i sprog, forståelser og løsninger. Det kan både ske stort set umærkeligt, eller gennem egentlige markeringer og diskussioner af, hvordan menneskers problemer skal forstås, og hvem der har ret til at definere dem.
”Min psykiske sårbarhed er der ingen, der kan se. Når jeg har skullet bede om støtte til min hverdag, har jeg derfor valget mellem at lyde og ligne en, som ikke kan noget, eller byde ind med lidt mere – men så tror alle at jeg kan alting.” – gruppedeltager om at være patient og borger.
Hvis problem er det?
Det er ikke gratis for nogen at lade ens problemer synke ned i faglige forståelser – hverken for en selv eller indsatsen.
Personlige mål og personcentrering er hjørnestenen i Socialstyrelsens nye pejlemærker for faglig kvalitet – klik her for at gå til. Klik på billede for at forstørre.
Medarbejderne mister en god samarbejdspartner i borgeren og man mister selv en del af – eller hele – sin evne til at handle på den situation man er i, når ens vanskeligheder adskilles fra ens egne svar, og i stedet kobles til faglige forståelser. Hvis det sker, er man typisk overladt til at vente på, at andre løser ens problemer. Og så kan man vente længe. Der er ikke så meget mere at sige om det. Spørgsmålet er hvad man kan gøre.
Det følgende handler af samme grund om, hvad man skal tænke over, hvis det på en god måde skal lykkes, at udvikle samarbejdet mellem indsatser og borgere, så personlige mål og ens egen viden om sig selv, kan spille den rolle, der er brug for at den spiller.
Det skal ikke læses som det endelige svar på alting, men som et forsøg på at belyse den side af samarbejdet, der tales mindst om: Hvordan det er at være et menneske i krise overfor en de forskellige faglige systemer. Og hvad denne asymmetriske har af betydningen for alles ønske om et andet samarbejde.
Del 1: Rammernes betydning
Det er i princippet enkelt at beskrive, hvad det kræver at formulere det, der er vigtigt for en selv: Evnen til at tale for sig selv. Håb. At det man siger bliver taget alvorligt. At man selv har mulighed for at danne sig en idé om, hvad der kan gøre en forskel og hvilken hverdag, der er god for en.
Men det er alligevel slet ikke enkelt.
Det følgende er blot tre eksempler på, hvordan selve rammerne for at mødes, har stor indflydelse på, om man kan tænke og sige noget som er vigtigt for en selv. Eksemplerne bygger på erfaringsbaseret (peer) viden, og fra møderne vi har været til.
Hvordan ser det ud i praksis,:
“Det er en generel udfordring at sikre systematisk forankring af en recovery-orienteret tilgang helt ude i den konkrete praksis, hvor der samarbejdes med borgeren. Det gælder eksempelvis i samarbejdet med borgeren om borgerens handleplan og udviklingsmål.”
Eksempel 1: Hvad kan man overhovedet tænke (og sige)?
Nyere teori hælder til at alt er forhandlet. Er man borger i et offentligt system, er hvem man er og hvad der kan siges, næsten altid noget af det, der forhandles om.
Med til at forme udfaldet af disse forhandlinger er alle de store og små faktorer, der bestemmer hvad der er muligt at italesætte og forstå i mødet mellem borger og indsats.
Indkaldelsen, venteværelset, navneskiltene og låsene, der skal åbnes af dem med nøgler – det er altid sammen med til at placere borgerne i en særlig position, hvor spørgsmålet ‘hvad ønsker du?’ fra en medarbejder overhovedet ikke er det samme spørgsmål, som hvis en god ven spurgte.
At undlade at tale om uligheden i disse møder, er blot med til at forstærke magtuligheden mellem borgerne og indsatsen.
I litteraturen kaldes denne proces, for indrullering, når både ens egen og andres forståelser af, hvem man er, og hvorfor man gør, som man gør, formes at det man er trådt ind i (med navneskiltene, e-boks, computeren og alt det som former hvor man er). Ingen har særlig meget magt over processen,der er alt for mange kræfter på spil, men den sætter en ramme for, hvad der kan tales om og ske. Det er ikke muligt at beskrive rammernes betydning fuldt ud, men at lade som om de ikke betyder noget, er useriøst.
Flere stedet har man søgt at imødegå dette ved ved at udvikle indsatserne og samarbejdet. For eksempel ved at bruge spørgeteknikken Motiverende Interview. Men så længe konteksten og magtbalancen i samtalerne forbliver uændret, er der kun tale om forbedringer af serviceniveauet og ikke om en egentlig ændring af selve rammerne som man skal dele sine personlige mål i. Der er stadig nogen, der kan udskrive en, eller tage ens økonomi fra en. Eller noget andet.
Spørger man borgerne, oplever de fortsat, at det er svært at sætte ens egne, positive mål for behandling og støtte på dagsordenen, og der opleves et stort behov for at blive bedre rustet til at deltage i møder
Dette behov optræder uanset, hvor tæt og godt et samarbejde man har med medarbejderne og de involverede indsatser, og skyldes, at der er en tydelig ulighed i magt, sprog og forberedelsesmuligheder i forbindelse med de forskellige møde.
Mange brugere beskriver at konsekvensen er, at de ofte ender med at bagatellisere problemer og spørgsmål – eller at andre bagatelliserer det man siger. Det kan sætte sig dybe spor, som citatet med Sarah nedenfor viser. Andre beskriver at de overlader det til de faglige indsatser, at beskrive deres behov og situation.
Den kompleksitet, der er forbundet med formulering af personlige mål, og samarbejdet omkring dette, har udviklet sig til et selvstændigt metodefelt kaldet ‘Fælles Beslutningstagning’ (SDM).
Et af kerneelementerne i Fælles Beslutningstagen er beslutningsstøtte-redskaber. Dette er noget af det vi har arbejdet mest med i Peer-Partnerskabet med gennem bl.a. peer-gruppeforløbene i “Vejen til hverdagslivet,” samt Guide til et godt hverdagsliv’ og vores udvikling af personlige statements.
Trimming eller indrullering er et begreb, der afvendes af Erving Goffman til at karakterisere institutioners proces med at forme brugerne til indsatsens arbejds- og tænkemåder (“On the Characteristics of Total Institutions”, 1957)
Eksempel 2: Du har kun 5 minutter
En anden central udfordring ved personlige mål er, at man som borger typisk har et vindue på fem minutter til at forklare sig i. Hvis det ikke lykkes, vil der herefter typisk være indsatsens forforståelse af situationen, der bliver styrende for samarbejdet. Af forklare sig til denne type møder er med andre ord en færdighed, man skal kunne.
I forskningen kaldes dette at opnå “candicacy,” altså at formå at blive taget alvorligt af de medarbejdere man sidder overfor. At kunne det kræver ofte at man indenfor de første fem minutter lykkes med at sige noget, der for medarbejderne er udtryk for, at man er berettiget til deres hjælp. Dette indebærer typisk at kunne oversætter ens egne behov til det administrative og professionelle sprog, som medarbejderne anvender.
I tilfælde af, at man ikke lykkes med selv at sætte dagsordenen, er det veldokumenteret at det er medarbejderens forforståelse af hvem du er og hvad du kan, der bliver styrende for samarbejdet.
Vigtigheden af at opnå “candicacy” er i Danmark bedst dokumenteret på beskæftigelsesområdet, hvor <em “>sagsbehandlerens tro på, om borgeren kommer i job, [skaber] en større chance for, at borgeren kommer i job.” I udlandet er det velbelyst på bl.a. sundhedsområdet.
At mødes på en god måde og sammen finde løsninger, der kan fungere i menneskers hverdag, stiller store krav til alles kompetencer – uanset om man er social/sundhedsfaglig medarbejder, peer-medarbejder eller borger.
Eksempel 3: Personlige mål skal være personlige
Når man har det dårligt, kan man ofte ikke overskue de møder man skal til. Det kan være uklart, hvorfor der skal laves behandlingsplaner, handleplaner og lignende. Man kan heller ikke altid huske, hvad der bliver talt om og aftalt.
Samtidig er indsatserne vant til at arbejde ud fra planer og mål, skridt for skridt. Men når man selv står i det, går det både op og ned – og der er alle mulige slags usikkerheder. Det er en situation, hvor man ofte ikke kan sige så meget om hvad man vil. Oftere har man mest brug for nogen at støtte sig til, imens man prøver sig frem.
Konsekvensen er, at personlige mål ofte ender med at være fx at opøve sociale færdigheder, huske at tage sin medicin, undgå at være symbiotisk med sin kæreste etc. Altså at ens personlige mål snarere spejler de forventninger man tror andre har til en, eller direkte faglige mål.
Problemet, når personlige mål ikke er særligt personlige, er at man mister ejerskabet over retningen i samarbejdet med andre. Det kan virke modsat og man kan følge opgivelse, fordi det man virkelig ønsker, ikke er det man samarbejder med andre om.
Skal man lave mål sammen med for eksempel medarbejdere, understreger litteraturen, at det er vigtigt at hjælpe mennesker med at identificere og prioritere personlige recovery-mål over faglige mål. Det fungerer ikke, hvis rækkefølgen er omvendt.
Hvordan kan mål blive personlige
Til en konference i 2020 gennemgik engelske engelske ImROC hvad man egentlig har brug for, for at kunne formulere meningsfulde personlige mål. Det handler især om at have mulighed for at:
- forstå og skabe mening i det, der er sket.
- finde ud af, hvad og hvem der hjælper, og hvad og hvem der ikke hjælper.
- selv at vurdere, hvad og hvem der er vigtig i ens liv, og hvad ens drømme og mål er.
At overveje disse ting, rummer ofte at man har brug for også at støtte sig til andre, dvs. en form for læring. Denne læring sker bedst sammen med nogen man er ligeværdige med.
Personlige mål hænger derfor tæt sammen med adgang til andre sammenhænge end der, hvor der er medarbejdere. Det bør ikke overraske, da viden om empowerment er en del af de fleste uddannelser på socialområdet.
Kilder: Mike Slade: 100 Ways to Support Recovery: A guide for mental health professionals, Rethink 2009 | Geoff Shepherd, Jed Boardman & Mike Slade: Recovery. Fra begreb til virkelighed. Sainsbury Centre for Mental Health 2008 | Marit Borg, Bengt Karlsson og Anette Stenhammer: Recoveryorienterte praksisser. En systematisk kunnskapssammenstilling, Nasjonalt Kompetansecenter for psykisk helsearbeid, 2013
Styrker personlige mål - eller ansvarliggør de?
Lige så nødvendige personlige mål er for at man kan finde vej i sin recovery, lige så vigtigt er det at personlige mål ikke bliver noget man “skal kunne.” Forskningen har vist at der er faldgruber, når man selv får et større ansvar i samarbejdet. De væsentlige dilemmaer forbundet med personlige mål er:
- Hvis ansvar er det, hvis den faglige indsats ikke gør en forskel?
- Borgeren kan vælge, men har ofte ikke indflydelse på, hvad man kan vælge mellem.
- Exit (at gå) er sjældent en reel mulighed.
- Social ulighed betyder at man har forskellige forudsætninger for deltagelse.
- Ens mål og ønsker baseres ofte på tilfældigheder, da man ikke har haft mulighed for at kvalificere dem.
Fotaki, M. (2011). Towards developing new partnerships in public services: users as consumers, citizens and/or co‐producers in health and social care in england and sweden. Public Administration, 89(3), 933-955.
Forskning finder at det især er vigtigt at kan man få støtte til at finde ud af, hvad der er muligt og hvad man har ret til, samt at man er forberedt til et møde. Endelig siger litteraturen også at man skal kunne stå fast, og ikke lade sig påvirke for meget af stedet, medarbejderne og hvad de tre ovenstående eksempler ellers gennemgår.
Del 2: Det ingen andre kan se
Møder er ’en grundlæggende byggesten i det menneskelige liv’ (kilde), og betydningen af at kunne forklare sig selv til møder, kan ikke overvurderes.
Det følgende er overhovedet ikke udtømmende, men skal pege på, at der foregår meget indeni et menneske, som også har betydning for mødet med indsatsen og ens muligheder for at formulere personlige mål.
Vidste du at...
Der længe var en overbehandling af højt blodtryk, fordi mødet med lægen fik manges blodtryk til at stige. Derfor får man nu en blodtryksmåler med hjem. Mødet med en autoritet påvirker de fleste.
Mødet sker på midten - så det hele afhænger af borgeren
Det er tilforladeligt at tro, at når vi taler om møder mellem indsats og borger, så kommer indsatsen mennesket i møde. Det passer ikke. Man mødes på halvvejen, og kan du ikke nå derhen, er du ringere stillet.
Vi har ikke kunnet finde så meget om det på voksenområdet, men det samme gælder som når man er barn og går i skole:”Man bliver nødt til at have kontrol over sig selv hvis man skal kunne samarbejde.”
At kunne regulere sig selv er en af de helt store opgaver der følger med psykisk sårbarhed, og som man er alene med imens man lærer sig kunsten af forklare sig. Det er åbenbart for svært eller skræmmende for de her systemer at arbejde med, at man lejlighedsvist er skør.
At finde ud af hvordan man forklarer sig og samarbejder med andre, så det rent faktisk gavner en, er en læringsproces man typisk er alene med. Det betyder også at enhver form for social ulighed forstærkes i denne situation, for jo bedre du kan forklare dig, jo bedre kan medarbejderne hjælpe dig.
”Den helt centrale udfordring er, at det oftest er dem med det stærkeste udgangspunkt, der er bedst til at gribe mulighederne. Altså er meget af det, som vi umiddelbart ser som frit og lige, faktisk det modsatte.” – Rasmus Landersø, ROCKWOOL Fonden, Berlingske Tidende d. 13. juli, 2018
Samtidig udspiller psykiske kriser sig i et grænseland, hvor det kan tage år at finde ordene til at beskrive, hvad man oplever. Men hvor verden dog kan spinde, når man først finder de rigtige ord.
Gennem to år har vi i samarbejde med peer-medarbejdere i hele landet spurgt brugerne om hvordan de oplever at gå til møder. Læs mere
Det er derfor højst en halv sandhed, når vi som samfund gang på gang taler om at gøre noget bedre, ved at uddanne medarbejderne mere, skabe bedre procedurer o.lign. til medarbejderne.
I første omgang er det borgerne, der skal have mulighed for at klæde sig bedre på, hvis der skal ske noget andet, end der plejer.
Samtidig viser erfaringerne fra Fælles Beslutningstagen at indsatserne ofte ser pessimistisk på borgerens situation og har svært ved helhjertet at tro på, at borgerne er i stand til at formulere mål, der hjælper dem.
Indenfor fælles beslutningstagen søges dette imødegået, ved at lægge vægt på beslutningsstøtte-redskaber og rammer for mødet.
Når klappen går ned
De fleste mennesker påvirkes af asymmetriske møder, dvs. møder hvor den ene part har mere magt eller større autoritet end den anden.
Vi er begyndt at overveje, om der kan ske en decideret traume-relateret nedlukning eller freeze til visse former for møder. Det forekommer relevant, da mennesker med psykiske vanskeligheder oftere er traumatiserede, end resten af befolkningen.
Hvis man er traumatiseret af fx vold, seksuelle overgreb eller andre voldsomme ting, og sidder over for en autoritet som skal hjælpe, kan skabe visse reaktioner.
Dels kan oplevelsen af afmagt grundt den asymmetriske relation i sig selv være en faktor. Dels vil man meget hurtigt aflæse om medarbejderen kan rumme det man vil sige. Kan medarbejderen ikke det, er det ikke sikkert det siges – der skal være ører, der kan høre.
Til fagkonferencen om Trauma Informed Care i 2018, blev det oplyst at ca. 70% af medarbejderne i psykiatrien i USA har traumer, og at en væsentligt kilde til brugen af tvang, var den gensidige triggering mellem patienter og personale.
Traumers betydning for personlige mål og samarbejdet mellem menneske og indsats, er pt kun en hypotese der kan forklare, hvorfor vi oplever at klappen så ofte går ned, når det er aller mest vigtigt at sige noget.
En traumeorienteret tilgang søger at skabe psykisk og fysisk sikkerhed, hvilket kan være vanskeligt til møder med magtulighed.
Re-traumatisering i systemer
Hvad tager magten fra et menneske:
– At skulle genfortælle sin historie ofte
– At blive behandlet som en sag
– At blive set som en etiket (fx misbruger, skizofren)
– Ingen muligheder for at vælge i service eller behandling
– Ingen mulighed for at give feedback om sine oplevelser.
Link
Der er spøgelser med til mødet
I Peer-Partnerskabets gruppeforløb kan vi høre, hvor meget de forskellige forhistorier spiller ind på, hvad man siger til et møde med et offentligt system.
Forhistorierne kan vise sig ved, at man har lært at spille de roller, der skal til, for ikke at blive afvist. Andre tror ikke længere på, at de vil blive forstået i samarbejdet med indsatserne, og har vænnet sig til at skulle klare sig selv.
Man skal selvfølgelig have været i kontakt med indsatser i længere perioder af ens liv, før spøgelserne vokser sig store. Men det er der også mange der er.
Der er, med andre ord, ofte spøgelser med, når borger og indsats skal samarbejde. Det har betydning for, hvad der bliver bragt i spil.
Når en metode som livshistoriefortælling breder sig, handler det i høj grad om at spole tilbage og få fat i, hvad der egentlig var vigtigt for den enkelte, før man kastede håndklædet i ringen og lod sig drive med.
Opsummerende
Dette er som nævnt blot eksempler på alle de forhold der spiller ind på hvad der sker til et møde, og om det der aftales gør en meningsfuld forskel:
- Man kan let blive trimmet ind i en kontekst, hvor det kan være vanskeligt at formulere meningsfulde personlige mål.
- Det er både en læreproces og en færdighed at beskrive ens personlige mål.
- Borgerne skal være proaktive, hvilket forstærker ulighed i sundhed og social støtte.
- Vigtigt, at der fra indsatsens side skelnes mellem personlige mål og indsatsmål.
- Der skal være plads til udforskning og læring. Dette er ikke altid muligt indenfor indsatsens rammer.
- Traumer må forventes at spille en rolle.
- Tidligere erfaringer påvirker hvad man ønsker at sige og samarbejde om nu. Erfaringerne er ikke altid positive.
At der er så meget på spil kan måske forklare at de brugere vi har interviewet oplever det som deres ansvar at sikre, at møder med indsatsen er meningsfulde for dem. Samtidig kender de fleste i større eller mindre grad til problemer med at blive hørt og inddraget i tilrettelæggelsen af eget forløb, og har oplevet at modtage behandling/støtte, som de ikke fandt relevant eller meningsfuld for dem. Læs mere.
Der skal med andre ord mere til, for at intentionen med at gøre brugerne til medskabere af eget forløb, skal blive til en meningsfuld virkelighed, der gør at det er lettere at komme sig af sine psykiske lidelser.
Hvor vigtigt er det egentlig?
Det kan måske virke mystisk at vi bruger så mange kræfter på personlige mål og møder. Så hvor vigtigt er det egentlig?
Der laves 900.000-950.000 kommunale planer for borgerne om året. Medtages beskæftigelsesområdet laves der næsten dobbelt så mange.
Det bør ikke være overraskende, at der er en høj risiko for at man i de fleste af disse planer finder uklare, ligegyldige eller direkte skadelige udviklingsmål, fordi – og det er vores påstand – planerne ofte ikke bygger på borgernes mål, men er resultatet af et ulige møde, hvor der er mange andre ting i spil. Med andre ord, er planer som ikke gør gavn, en skjult men frygtelig kilde til tab af både handlekraft og medarbejdernes tid.
Vi tror på, at man kan komme meget længere end det. Men at man bør overveje, om det er tilstrækkeligt at træne medarbejderne og lave nye sagsbehandlingsgange.
Den måde, der pt. tales om brugerinddragelse og personlige mål mere i familie med socialpædagogiske handleplaner, end en færdighed vi naturligt har med os som mennesker. Vi er overbeviste om, at man bliver nødt til at styrke borgerne i selv at kunne beskrive deres eget ståsted i hverdag, egne styrker og dermed også egne mål.
Socialstyrelsen, september 2021.
Del 3: Peer Partnerskabets tilgang
Alle de ovenstående forhold indgår i de tilgange vi anvender i Peer-Partnerskabet, selvom der selvfølgelig er nogle ting vi ikke kan som en offentlig instans gør bedre. Fx hvis man er ved at miste sin lejlighed, er det nok bedst at gå til kommunen.
Nogle af de typiske forandringer som peer-støtte skaber, er at man får mod på forandring i ens liv, og en større tro på at noget kan forandre sig til det bedre.
Det er ikke os der skaber den forandring for andre. Den peer-støtte vi arbejder med bygger på en tro på, at vi hver især bedst kender vores egne styrker og svagheder. At samles og tage udgangspunkt i levede erfaringer, skal hjælpe os hver især med at tage ansvar for os selv, så vi selv kan finde frem til vores egne løsninger og genvinde kontrol over vores liv. I et tempo, der passer til os selv.
Vores erfaring er, at det at være sammen med andre, der også har prøvet at have det svært psykisk, skaber et trygt rum, hvor gruppedeltagerne kan dele deres erfaringer og følelser og støtte hinanden.
Det kan fx være i forhold til ting, der er svære at tale om med mennesker, der ikke har prøvet det selv – enten fordi andre ikke forstår, eller fordi man er usikker på, hvordan de vil reagere.
Man kan kalde det vi skaber et konstruktivt fællesskab, et udforskningsfællesskab, eller et målfrit rum, hvor der er plads til at man undersøger ens egne svar og løsninger – i fællesskab med andre. Dette giver en selv muligheden for, at:
- Fremme ens egne muligheder for at forstå hvad der er sket og sker.
- Fremme ens muligheder for tage beslutninger om det, som er væsentligt for en selv.
En Rejse Mod Et Bedre Hverdagsliv – Også For Peergruppelederen
Der er naturligvis mest fokus på, hvad man som peer-gruppedeltager får ud af et gruppeforløb hos Peer- Partnerskabet. Her vil jeg dog fokusere på, at jeg også personligt får stor gavn af det frivillige arbejde som peer-gruppeleder – at gå fra at have en hverdag, der fungerer, til at have dage, der byder på udfordringer, glæder og tilfredshed.
Læs artiklenFire Spørgsmål Var Med Til At Vende Charlies Syn På Sig Selv
Et simpelt, nyt værktøj skal hjælpe psykiatri-patienter i spil i egen behandling og styrke både deres og peer-medarbejderes stemmer.
”Det er indtil videre det eneste redskab, jeg er stødt på, som på en respektfuld måde får spurgt reelt ind til den enkelte persons egne ønsker,” siger sygeplejerske og projektleder Anne Rosenquist
Læs artiklenDisse to processer, som oftest fungerer bedst i samspil med andre og gennem ikke-hierarkiske relationer, er væsentlige forudsætninger for at mennesker kan genfinde et ståsted i hverdagen og begynde at komme sig.
Det har overrasket os, hvor stor vægt deltagere i peer-gruppeforløbene lægger på, at relationerne er ligeværdige og at de selv har kunnet definere, hvad der er vigtigt for dem.
Personlige mål er en færdighed
Ud fra vores erfaringer og alt de vi har lært af gruppedeltagerne, er det tydeligt, at på samme måde som det kræver uddannelse og træning af medarbejdere, for at de kan lave behandlingsplaner eller VUM-handleplaner, er det også en færdighed at være borger eller bruger eller patient.
Dertil ligger der i denne færdighed at det handler om en selv. Der er derfor en tæt sammenvævning mellem det der foregår indeni og det man har brug for at sige til andre.
Uanset om man starter med rammerne og fx Fælles Beslutningstagen eller med at skabe muligheder for at mennesker kan møde ligesindede, så bør det ske sideløbende med kvalificeringen af medarbejderne.
”Hvis vi ikke mødeforbereder, bliver behandlingen på systemets betingelser, ikke på det enkelte menneskes”
– Peer-medarbejder
Skridt på vejen til at formulere personlige mål
Læs hvad tidligere gruppedeltagere siger
Jeg har ikke før tænkt over, hvordan jeg præsenterede mig.
Her fortæller Hans-Henrik om at være sygemeldt og starte i et gruppeforløb, han ikke var sikker på, han kunne gennemføre. Flere måneder efter gruppen sluttede, mødes gruppedeltagerne stadig.
Peer-gruppen gav nye veninder og evighedsredskaber til fremtiden.
Når man står ved en skillevej i livet, kan det være svært at finde ud af, hvilken retning man helst vil gå. Det kender Denice, som har gået i peer-gruppeforløb i Fredericia, alt til.
Hvis jeg skal vende vrangen ud på mig selv, foretrækker jeg, at andre gør det samme!
Hvor går man hen, når hverdagen er slået ud af kurs? Når man gerne vil tage nye skridt, men det er svært at gøre alene? 51-årrige Peter fra København meldte sig i sommers til en peer-gruppe.
Baggrund: Hvorfor er personlige mål blevet vigtige
Personlige mål skal skabe handlekraft og bidrage til at en indsats gør en meningsfuld forskel for den enkelte. Da recovery forudsætter aktiv medvirken, er dette godt – hvis det gøres rigtigt. Men personlige mål kan også føre til, at borgerne ender med at være ansvarliggjorte for deres situation, uden reelt at kunne gøre noget – dette kaldes responsibilized and disempowered.
Personlige mål handler derfor også om at finde gode veje til at dele ansvar, skabe lige muligheder og kvalificere samarbejdet.
Personlige mål er ikke lige vigtige i alle situationer. Tommelfingerreglen er, at jo længere man skal leve med en vanskelighed i sin hverdag, jo vigtigere bliver ens egen forståelse og handlekraft.
Der er rimelig meget viden om, hvad medarbejderne ser som barrierer for at inddrage borgerne i samarbejdet. Top 5 er: a) Mangel på tid b) “Det er meget godt, men passer ikke til lige netop denne borger” c) kan ikke lade sig gøre i praksis d) “Jeg tror borgeren foretrækker at vi gør det på en anden måde” e) “Jeg ønsker ikke at involvere borgerne på denne måde.” (link)
Der er langt mindre viden om barriererne hos borgerne. Vi håber at denne artikel gør en lille forskel i forhold til det. Skriv gerne hvad du tænker i kommentarerne!
Note: Denne artikel er først udgivet marts 2021.
Den er efterfølgende redigeret september 2021 , januar 2022 og februar 2023.
