Forståelsen af recovery har også betydning for peers

Baggrundsartikel: Recovery og peer-støtte

Det er efterhånden alment accepteret, at mennesker kan komme sig af selv alvorlige psykiske vanskeligheder. Selvom der fortsat er usikkerheder, giver det ikke længere mening, at sige ‘en gang syg, altid syg.’
Af samme grund er det afgørende, at den støtte der gives, bidrager til, at flest muligt kommer sig. Hvordan den støtte ser ud, tegner sig til at være noget helt andet, end mange måske tror.

Af Klavs Serup Rasmussen, chefkonsulent og medudvikler af projekt Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet.

I årtier har god hjælp til psykisk sygdom være ensbetydende med en høj faglig kvalitet i enten de specialiserede indsatser i kommunerne eller i den regionale behandlingspsykiatri.

Ved at læse denne artikel får du:

En kort update på, hvor de aktuelle diskussioner af recovery er.

Input til nye forståelser af peer-støtte

Men den brede accept af recovery – altså at mennesker kan komme sig – har ført til to årtiers usikkerhed om, hvad god støtte egentlig er og hvordan man omstiller sig til en recovery-orienteret praksis.

Omstillingen er ikke en let proces. Studier finder løbende, at ”recovery er accepteret, men der mangler veje til at gå fra retorikken om recovery, til det konkrete samarbejde.” (Borg mfl, 2009). Enkelte studier konstaterer endda, at man har ”failed to achieve consensus on how to realize the vision of recovery” (Yarborough mfl, 2016).

Som en brik i puslespillet, forsøger den nye bog ’Recovery-orienterede praksisser’ (Oute og Jørgensen, 2021) at bidrage, ved både at kaste lys både forud og bagud. For os er det grundlæggende interessante ved bogen, at den gennemgående argumenterer for, at man bør fokusere på personlig recovery som det overordnede mål for den støtte og behandling, der gives.

“Distinktionen mellem klinisk recovery og personlig recovery ses i dag som en central skillelinje i den globale forståelse af recovery-orienteret praksis” (fra ’Recovery-orienterede praksisser’ )

Bogens argument er, at klinisk recovery ofte ikke giver et retvisende billede af et menneskes oplevelse af sin tilværelse. Ved i stedet at tage udgangspunkt i personlig recovery, at det bliver muligt at indfange ‘det der tæller’ for det enkelte menneske og dermed styrke menneskers muligheder for at komme sig.

Forskning har vist, at der kun er et lille til moderat overlap mellem klinisk og personlig recovery (Van Eck et al., 2018), hvilket betyder, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem hvor mange symptomer man har og hvor meningsfuld man oplever sin hverdag. Man kan med andre ord have det rigtig dårligt, når man måler det, men samtidig have et rigtig godt liv, når man spørger den man måler. Og omvendt.

Klinisk recovery har i høj grad fokus på ens symptomer og funktionsevne.

Personlig recovery har i høj grad fokus på ens egne  oplevelse af håb og meningsfuldhed i hverdagen, samt af hvad der hjælper.

Ved at fokusere så stærkt på personlig recovery foretager bogen et med egne ord ‘kritisk og radikalt brud‘ i forhold til den nuværende praksis i indsatserne for mennesker med psykiske vanskeligheder. Lad os nu se. Det er fagpersoner, der siger noget til nogle andre fagpersoner, så det er egentlig blot et lukket kredsløb, der diskuterer med sig selv.

Men der sker faktisk noget i bogen, som er lidt spændende. Med afsæt i forfatternes ståsted som er “en mere socialt orienteret forståelse af personlig recovery end de tidligere definitioner” bevæger bogen sig i sin gennemgang af forskellige forståelser og definitioner af recovery, væk fra den klassiske Anthony-definition, som vi også selv har brugt meget.

I stedet vælger forfatterne at fokusere på Alain Topor’s nyere definition fra 2020, hvilket er det, der grundlæggende gør bogen interessant.

De to definitioner lyder sådan her:

Recovery er en dybt personlig, unik forandringsproces med hensyn til ens holdninger, værdier og mål, færdigheder og/eller roller.

Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv på præget af håb og aktiv medvirken selv med de begrænsninger, der er forårsaget af sygdom. Recovery indebærer udvikling af ny mening og nyt formål i ens liv.

W.A. Anthony

Recovery is a deeply social, unique, and shared process in which our living conditions, material surroundings, attitudes, values, feeling, skill and/or roles are changing.

It is a way of living satisfying, hopeful, and reciprocal lives, together with others even though we may still experience distress, unusual experiences and troubled og troubling behavior.

Recovery involves engaging in new material and social contexts and in open dialogues where new ways of understanding and handling the situation are created as we move beyond the psycho-social-material crisis.

A. Topor

Og hvad så?

Det er vanskeligt for os at vurdere, hvor meget vægt vi skal tillægge bogen i forhold til den samlede udvikling på feltet. Men skiftet fra Anthony til Topor repræsenterer en væsentlig forskydning (eller udvikling) i forståelsen af, hvad der er virksomt i en recovery-proces, og det er bestemt ikke lige meget om det er den ene eller anden definition man lægger vægt på.

Er man en kommune eller region, der arbejder ud fra Anthonys definition (og det gør næsten alle, også her i Peer-Partnerskabet på en måde), arbejder man ud fra en overbevisning om, at mennesker kan komme sig som et resultat af et velfungerende forløb, blot man selv deltager aktivt i at få det bedste ud af det.

Her forstås recovery som en individuel forandring, som på mange måder er løsrevet fra de sociale og materielle sammenhænge, vi som mennesker indgår i. Der kan være en bevidsthed om betydningen af netværk og fællesskaber, men oftest mest som et efterværn for den enkelte, og sjældent som det afgørende virkningsfulde.

Hvis bogen ‘Recovery-orienterede praksisser’ er en indikator for, at personlig recovery bliver det primære fokus fremover, vil tænkningen om individet i stigende grad blive set som begrænset. Så vil det være centralt at have svar på, hvordan psykisk sårbare kan deltage i sociale processer, der rummer en form for gensidighed og hvor man kan være sig selv og have et hverdagsliv, ud over de problemer man måtte have.

Med andre ord betyder Topors definition, at professionelle relationer og behandlingstilbud skal spille en anden rolle end i dag, hvor der ofte bruges mange kræfter på at skabe gode vej ind i indsatserne samt at sikre god kvalitet i indsatsen. Med Topor har en indsats først god kvalitet, hvis der også er mulighed for at bevæge sig fra at være modtager til deltager, når den akutte krise og de værste problemer ikke længere fylder alt.

Ved siden af specialiseringen har vi brug for steder, der kan samle og skabe forbindelser.
Steder, der kan lette overgange, og som kan engagere hele lokalsamfundet. Her tror vi, at nye samarbejdsformer mellem kommuner og aktører i lokalsamfundet kan være en vej frem.
(Center for Særlige Sociale Indsatser, Helsingør Kommune, 2017).

Ved at se forudsætningerne for recovery som sociale, og ikke længere som et spørgsmål om den rette behandlingsindsats eller specialiserede socialpædagogiske indsats, pustes der til det gamle udsagn; ‘If the problem is social, then social solutions are needed,’ der bunder i, at der er meget vi ikke kan se, når vi kun ser på individet:

Other social determinants of mental ill-health include poverty, unemployment and reduced social networks. When these social causes become framed as ‘vulnerability’ factors, i.e. something about the individual, then the real issues of justice, exclusion, power and marginalisation are occluded.” (link)

Hvorfor er det interessant for peers?

Peer-støtte i Danmark har på mange måder fulgt i hælene på den generelle tænkning i kommuner og regioner. Læs vores tidligere artikel Peer-støtte i Danmark: En mellemtid, hvor vi spørger om peer-støtte er helt sin egen – eller blot et nyt lag i indsatserne.

Det betyder også, at peer-støtte herhjemme typisk forstås ud fra Socialstyrelsens definition (der bygger på samme tankespor som Anthonys definition af recovery). Igen siger vi os ikke fri af også at bruge denne definition, men der er måske ved at gå noget op for os. Socialstyrelsens definition af peer-støtte er:

“Peer-støtte er støtte til forandring, som finder sted mellem to eller flere personer, der har fælles levede erfaringer, og hvor mindst en af parterne har omsat og bearbejdet sine erfaringer til såkaldte erfaringskompetencer. De levede erfaringer kan bl.a. være relateret til et handicap, psykiske vanskeligheder eller social udsathed fx hos borgere med misbrug”
– Socialstyrelsen 2021.

Som sagt er det usikkert, hvor meget vægt, der skal lægges på en bogudgivelse, men hvis ‘Recovery-orienterede praksisser’ er indikator for noget som helst, har valget af Alain Topors definition som den foretrukne, faktisk kæmpestor betydning for, hvilken rolle peer-støtte egentlig skal spille i menneskers recovery, da det flytter fokus fra personlig støtte til social forandring

Ser man tilbage på, hvordan peer-støtte startede og hvilken forskel mennesker gik sammen for at skabe – længe før peer-støtte blev fortolket af de offentlige indsatser i Danmark – var forståelsen af peer-støtte på mange måder identisk med Topors recovery-definition. Målet var at skabe fællesskaber, hvor mennesker hjælper hinanden med at tage ansvar for deres eget liv og i fællesskab udvikle de løsninger, man har brug for og som opleves som virkningsfulde.

I det lys har peer-to-peer fra begyndelsen handlet om at skabe:

“…a system of giving and receiving help founded on key principles of respect, shared responsibility and mutual agreement of what is helpful.”
– Shery Mead, 2003.

Shery Mead, der citeres her, er stifter af programmet Intentional Peer Support, som er et af de mest udbredte peer-programmer i verden. I Intentional Peer Support handler peer-støtte om det mennesker kan være fælles om og vokse af, i kraft af deres livserfaringer. Det er en samskabende, udforskende og gensidig tilgang, hvilket med tiden er blevet det mange andre fagligheder søger at bevæge sig i retning af.

Selvom de fleste, der har haft psykiske vanskeligheder og er kommet sig, vil kunne genkende vigtigheden af at møde andre og finde genkendelse, kan det måske være vanskeligt for peers i Danmark, at forholde sig til peer-støtte i en form, der ikke handler så meget om selv at have en erfaringskompetence, som kan bruges til at støtte andre. Peer-støtte er mere blevet en funktion end et fælles konstruktivt rum, og samtidig vil mange peers sandsynligvis opleve, at blive mødt med forventninger fra andre psykisk sårbare, om at støtte dem. Altså at det hele skal gå én vej. Vi er allesammen velfærdssamfundets børn og opdraget til at tænke at vi er individer med ret til hjælp.

Kort sagt er det let at få øje på mange ting, der kan gøre det vanskeligt som peer at skulle forholde sig til, at den hjælp der faktisk gør en forskel, bygger på gensidighed og fællesskaber.

Samtidig ved man det måske godt selv, men ellers har utallige brugerundersøgelser kortlagt det: Hjælp er cirkulært. Ingen kan lide kun at være den, der modtager hjælp. Man skal derfor også have mulighed for at give noget tilbage.

Og det er måske – mest af alt – de muligheder, der mangler, når man er psykisk sårbar. De steder, hvor man kan bruge sine stærke sider, selvom man ikke kan alt.

Alt i alt kan både Topors og Meads tanker virke eksotiske, også for os i Peer-Partnerskabet, men samtidig er det nødvendigt at overveje, om ikke de har fat i den lange ende. Og hvis de har, rejser det mange spørgsmål, herunder:

  • Hvem skal kæmpe for bedre levevilkår for psykisk sårbare? Er det peers, foreninger eller også indsatserne? Kan man fx arbejde med psykisk sårbare uden at adressere fattigdom?
  • Hvordan og hvem kan skabe plads til at man kan arbejde med sine egne løsninger i konstruktive – men ikke for rammesatte – læringsrum?
  • Hvis det vigtige er at kunne bevæge sig fra at være modtager til deltager, hvor stiller det lønnede peers?

Hos de mennesker vi møder i Peer-Partnerskabet, er det mere reglen end undtagelsen, at man går alene med følelser af at være anderledes og med meget man ikke deler med andre. Det sociale behov er helt åbenlyst at færre skal føle sig anderledes, udenfor og ensomme.

Samtidig er det ikke tilstrækkeligt, hvis man følger Topors definition, kun at fokusere på at kringle symptomerne, bryde ensomheden og overkomme de barrierer der kan opstå gennem stigma og selvstigma. Det er lige så vigtigt, at man har noget at stå op til. Og at man har råd til at købe en kop kaffe, så man kan føle sig som alle andre mennesker. Alain Topor har besøgt mange cafeer i Stockholm for at se, hvor mange kopper kaffe man kan købe, når man er på den svenske kontanthjælp.

Gæt selv resultatet.

 

Recovery-orienterede praksisser
– i velfærdsinstitutioner og civilsamfund

Jeppe Oute og Kim Jørgensen
Forlaget Samfundslitteratur.

Er du blevet nysgerrig på, hvilken viden og tænkning, som bogen til venstre efter vores opfattelse er en del af, anbefaler vi dette oplæg af Jerry Tew fra konferencen i Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering (2019).

Edit: Denne tekst er redigeret efter sin udgivelse. Ovenstående tekst “Er du nysgerrig” med henvisning til Jerry Tew er tilføjet samt citatet “What seems to matter most is having a ‘place in the world’ to recover into.

3 kommentarer til “Forståelsen af recovery har også betydning for peers”

  1. Pingback: Handlekraft kræver handlerum - et bidrag til den internationale debat - Peer Partnerskabet

  2. Pingback: Handlekraft kræver handlerum – et bidrag til den internationale debat - Outsideren

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen