Når mennesket kommer først: Erfaringer med personlige statements
Arket personlige statements er en fleksibel og enkel metode til at skabe ejerskab og indflydelse for brugere i social -og behandlingspsykiatrien fortæller både fagfolk og brugerne selv. Personlige statements er både meget let at gå til, styrker samarbejdet og kan ændre tilgangen til hyppige brugere af psykiatrien, men det kræver, at organisationerne er klar til at arbejde med metoden.
17 brugere, fagfolk, peers og frivillige er gennem tre år blevet interviewet om deres erfaringer med at styrke brugerens stemme i samarbejdet med det psykiatriske system.
Her er de vigtigste pointer fra de 17 interviews, fortalt gennem seks udvalgte cases.
Af Astrid Helmer Mørck, journalist
Fire spørgsmål på et ark papir kan ændre mødet mellem mennesker i behandlings- og socialpsykiatrien.
Det fortæller en lang række brugere og professionelle, der har arbejdet med redskabet “personlige statements” i løbet af de sidste tre år.
Forandringen ligger i, at de personlige statements åbner for en anderledes samtale, hvor nye emner kommer på bordet.
Det giver brugerne mulighed for at se sider af sig selv, de slet ikke vidste, de havde, mens de, der arbejder professionelt i behandlings- og socialpsykiatrien, ser muligheder i at få nye vinkler på brugerne. Mange fremhæver, at redskabet kan gøre forholdet mellem parterne mere lige og skabe ejerskab.
Desuden kan værktøjet være en støtte på vejen mod et velfungerende hverdagsliv. For det er en metode til at se på alt det, man gerne vil have fylder mere i ens liv, i stedet for udelukkende at se på det, man vil have til at fylde mindre.
Og det er afgørende for troen på, at man kan komme sig efter en psykisk krise.
Sygdommen trådte i baggrunden
For Thea blev de personlige statements startskuddet til en ny tilgang til at komme sig og udviklede sig senere til et anker, hun kunne vende tilbage til løbende.
Det startede med et overraskende spørgsmål fra hendes psykiater.
– Hvem er du?
I tidligere behandlingsforløb havde Thea vænnet sig til at svare på spørgsmål om symptomer, medicin og diagnoser.
Men denne gang bad psykiateren hende beskrive, hvem hun var.
Thea begyndte at fortælle.
Bagefter gik det op for hende, at noget var forandret.
– Det kan godt være, at jeg hører stemmer, men jeg er så meget mere. Jeg fandt ud af, at jeg havde alle de her ressourcer, siger hun.
Siden barndommen har Thea levet med psykiske lidelser, og stemmerne har altid været der.
I perioder har det været svært at få hverdagen til at fungere, fortæller hun.
Men de fire spørgsmål blev begyndelsen på en ny måde at forstå sig selv på.
For da hun blev spurgt til, hvad hendes drømme og tanker var, trådte diagnoser og sygdom i baggrunden.
Om Thea
Job: Peer-medarbejder
Organisation: Lokalpsykiatrien Odense
Landsdel: Odense, Region Syddanmark
Erfaring med personlige statements: Benytter det i mødet med brugere i FACT-team og har selv erfaring med arket som tidligere psykiatribruger
Redskabet personlige statements blev startskuddet til en ny tilgang til at komme sig. Undervejs udviklede de sig til et anker, hun kunne vende tilbage til.
Thea er en af en række brugere, peers og fagfolk, der fortæller, at værktøjet har været gavnligt for dem og kan ændre mødet mellem mennesker i behandlings- og socialpsykiatrien.
For brugerne åbner værktøjet op for en anderledes samtale, får nye emner på bordet og er en måde at se sider af dem selv, de slet ikke vidste, de havde.
Dem, der arbejder professionelt i behandlings- og socialpsykiatrien, ser især muligheder i at få nye vinkler på brugerne, og at de kan gøre forholdet mellem parterne mere lige. Desuden kan værktøjet være en støtte på vejen mod et velfungerende hverdagsliv. For det er en metode til at se på alt det, man gerne vil have fylder mere i ens liv, i stedet for udelukkende at se på det, man vil have til at fylde mindre. Og det er afgørende for troen på, at man kan komme sig efter en psykisk krise.
På sigt kan de personlige statements måske være med til at forhindre hyppige genindlæggelser i psykiatrien.
Men selv om mange beskriver metoden som et vendepunkt, er redskabet langt fra uden problemer.
Flere peger på, at det kræver tid, overskud og en organisation, der er villig til at lytte til brugerne, hvis det skal fungere optimalt.
Hvad er personlige statements?
Personlige statements er et ark med fire spørgsmål, man kan bruge som en del af forberedelsen til møder, samtaler o.l.:
- Sådan vil jeg introducere mig selv…
- Det er vigtigt for mig at…
- Jeg vil gerne have hjælp til…
- Så jeg kan…
Personlige statements er udviklet af Peer-Partnerskabet i samarbejde med peers i social- og behandlingspsykiatrien med baggrund i Patricia Deegans Power Statements.
Det er designet til at støtte brugeren af arket i at:
- Får nye perspektiver på sig selv
- Få en klar idé om, hvad man gerne vil i sit liv
- Blive tydeligere på, hvad man har brug for hjælp til
- Lettere at kunne formidle til andre, hvad man har brug for hjælp til
Når samtalen begynder et andet sted
Personlige statements spænder bredt og bliver brugt i forskellige sammenhænge – de kan blandt andet anvendes til samtaler mellem brugere og behandlere eller peer eller som et konkret mødeforberedelsesværktøj.
Men fællesnævneren er, at de personlige statements styrker brugerens stemme, uanset hvilken kontekst, det bliver benyttet.
Om Helle Phillipsen
Job: Peer-medarbejder
Organisation: Midt- og Vestsjællands hospital, Psykiatrien Syd
Landsdel: Region Sjælland
Erfaring med personlige statements: Benytter det i samarbejdet med brugere på akutpsykiatrisk modtagelse.
De fire spørgsmål skaber en ramme at tale indenfor og giver en mulighed for, at fagpersoner kan se det hele menneske, fortæller Helle Phillipsen, der er peer-medarbejder på et psykiatrisk akutafsnit i Region Sjælland.
– Alle har ressourcer, somme tider kan man bare ikke få øje på dem, siger hun.
Den anderledes vinkel kan være en vej til at løse noget, der kan lyde simpelt, men i praksis er svært: At forberede sig til afgørende møder og gøre sig tanker om, hvad man gerne vil have ud af det.
I de tilfælde kan personlige statements give rum til at få ændret på nogle af de afgørende ting.
Helle Phillipsen har selv oplevet at blive fastlåst af en diagnose og at vriste sig fri af den igen for at tage kontrol over sit liv og sin behandling. Det vil hun gerne give videre til de mennesker, hun møder i sit arbejde.
– Jeg er jo et nyt menneske hver dag, og det er sådan vi er nødt til at møde folk. Der hjælper skemaet, og det giver flere ord til at formidle til andre. Det bliver helt konkret, siger hun.
Samtidig giver samtalerne ud fra spørgsmålene brugeren et ejerskab, der kan få positiv betydning og i sidste ende forhindre genindlæggelser, vurderer Helle Phillipsen. For man er bedre til at overholde aftaler, man selv er en del af, som hun siger.
– Det handler om at turde sige det, der fylder, højt – også selv om man tror, det ikke er det vigtigste for lægen, siger hun.
En tom lejlighed og en stribe nederlag
Om Patrick Kjer
Job: Facilitering af personlige statements
Organisation: Vejviseren, Haderslev Kommune
Landsdel: Region Syddanmark
Erfaring med personlige statements: Benytter det til at støtte brugere i mødeforberedelse.
Patrick Kjer ved, hvordan det føles, når beslutninger om ens eget liv bliver truffet, før man selv når at blive hørt. I dag er han frivillig inddragelsesfacilitator i Haderslev Kommune, men i en årrække har han selv været til mange møder med kommunen og regionen som bruger i psykiatrien.
Tit dukkede han op til, at andre allerede var i gang med et møde og sad og talte om ham. Det førte til uhensigtsmæssige beslutninger og en stribe af nederlag – selvom intentionerne var gode nok, understreger Patrick Kjer.
Undervejs på et af møderne foreslog medarbejderne, at Patrick Kjer skulle flytte i et botilbud. Forslaget opstod spontant, og alle syntes, det lød som en god idé. Han blev bedt om at tage stilling med det samme.
Men han nåede aldrig at mærke efter, om han var klar. Han takkede ja til lejligheden, men den stod stort set tom – i løbet af halvandet år sov han der kun tre-fire gange.
– Det føltes ofte som at få en masse presset ned over hovedet på mig, uden at jeg var involveret i, hvad der skete. Min viden om mig selv kom ikke rigtig i spil. Hvis jeg havde haft en tydeligere stemme, kunne vi alle sammen spare en masse kræfter, siger Patrick Kjer.
Da beslutningerne blev truffet uden Patrick Kjers perspektiv, endte de med ikke at hjælpe ham.
– Jeg synes, at det der sker, når man tager beslutninger, der fører til nederlag på nederlag, er, at man til sidst siger ja til hvad som helst i håbet om, at et eller andet vil fungere, siger han.
I dag bruger han personlige statements som en måde at give andre den stemme og følelse af ligeværd med de professionelle, han selv savnede.
Mange – og komplekse – møder
Får man en psykisk lidelse, vil man typisk skulle gå til mange møder. Gennemsnitligt vil man skulle samarbejde med mellem syv og ti forskellige kommunale medarbejdere (VIVE, 2018). Dertil er der møderne med sundhedsprofessionelle og andre instanser.
Møderne er komplekse, og borgerne beskriver, at uanset hvor tæt og godt et samarbejde man har, opleves der en tydelig ulighed i magt, sprog og forberedelsesmuligheder. I undersøgelser oplever medarbejdere typisk at lykkes bedre med at inddrage borgerne i de beslutninger, der tages, end borgerne selv oplever (VIVE, 2021).
Fra patient til medspiller
Patrick Kjers erfaring spejler Jytte Vestergaards, der er jobformidler i Randers Kommune. Hun kalder ejerskab for “et kerneelement” i at få folk tilbage på arbejdsmarkedet.
-Ved brugen af personlige statements oplever borgerne større ejerskab og mening i de tiltag, der bliver sat i gang og samtaler med borgerne får en anden karakter, når borgeren selv har været med til at formulere mål og ønsker, fordi det skaber et fælles ejerskab for processen, og den forandring, der skal ske i borgerens liv, siger Jytte Vestergaard.
Ifølge hende påvirker de personlige statements arbejdet “betydeligt”, og i den ideelle verden kommer de i spil så tidligt i processen som muligt.
Flere fagfolk fremhæver også, at fordi personlige statements ikke nødvendigvis er handlingsanvisende, er det også med til at skabe en fornemmelse af ligeværd
Virker ikke af sig selv
Men personlige statements virker ikke automatisk.
Selvom der er mange positive aspekter ved de personlige statements, er der også udfordringer ved værktøjet.
Om Jytte Vestergaard
Job: Jobformidler
Organisation: Fleksjobafdelingen, Randers Kommune
Landsdel: Region Midtjylland
Erfaring med personlige statements: Benytter det med brugere af jobcenteret i opstarten af samarbejde
Den vigtigste pointe, som Hebah Mansieh Özcan, der er sygeplejerske og kandidat i tværfaglige sundhedsstudier, fandt, da hun skrev speciale om personlige statements efter et feltarbejde på en psykiatrisk akutmodtagelse, var, at det er altafgørende, hvilken kontekst man anvender dem i.
Om Hebah Mansieh Özcan
Job: Sygeplejerske og kandidat i tværfaglige sundhedsstudier
Organisation: Psykiatrisk Center Amager
Landsdel: Region Hovedstaden
Erfaring med personlige statements: Har skrevet speciale om personlige statements
Behandlingsplanerne blev ofte lagt på tværfaglige morgenmøder, før man havde talt med brugerne. Derfor var der ikke mulighed for, at brugernes egne ord og ønsker påvirkede beslutningerne.
Hebah Mansieh Özcan mener, at rækkefølgen bør vendes om, så man først har en samtale med brugeren og derefter lægger en behandlingsplan. På den måde bliver brugerens perspektiv en reel del af beslutningsgrundlaget.
Hun fandt også ud af, at der manglede systematik. Det betød, at meget var overladt til tilfældigheder og enkelte medarbejdere.
Gik i stå trods gode intentioner
Der ligger også et arbejde i at implementere brugen af værktøjet, erfarede recovery-mentor Inger Justesen fra Region Hovedstaden.
På trods af positive erfaringer fra et halvt års pilotprojekt, er personlige statements fortsat ikke blevet en fast del af praksis, selvom hun personligt fortsat benytter det sporadisk i sine samtaler med brugerne.
– Det er gået lidt i stå, efter vi afsluttede afprøvningen. Vi fik at vide, at vi skulle fortsætte på det niveau, vi kunne efterfølgende. Og det tænkte jeg også, at det gør vi, men så er det bare ebbet ud. Så er der nogle andre ting, der fylder, siger hun og peger på vigtigheden af, at det struktureres og kommer oppefra.
En anden udfordring er, at tilgangen kan favorisere “den stærke patient”. Det er ikke alle, der har overskuddet til at svare på de fire spørgsmål, særligt ikke når de befinder sig i den akutte fase af deres psykiske krise.
Især det første spørgsmål, der lægger op til at beskrive sig selv som noget andet end sin sygdom, kan være en udfordring, fordi mange har været så vant til netop at koble sin identitet op på den del.
Et menneskesyn frem for et værktøj
Den største øjenåbner i Hebah Mansieh Özcans speciale var en bruger, der fik ændret sin behandlingsplan markant.
Inden en samtale blev han beskrevet som psykotisk og paranoid i sin journal.
Men da han læste sit personlige statement op, blev det tydeligt, at hans reaktioner hang sammen med et traume.
Han fortalte efterfølgende, at han sandsynligvis ikke ville have fået sagt det uden papiret som støtte.
– Jeg var positivt overrasket over at personlige statements kunne det her. Det var en øjenåbner. Det fik mig til at tænke over, hvordan vi kan misse så vigtige ting med patienter, vi arbejder med dagligt.
For Helle Phillipsen er det ikke så meget selve arket med spørgsmål, men tankegangen bag de personlige statements, der gør forskellen.
– Jeg håber, at psykiatrien tager det mere nært – ikke som et værktøj, men som et menneskesyn: At man ser mennesket før sygdommen, siger hun.
Thea drømmer om, at personlige statements bliver en obligatorisk del af almen praksis, så man stiller spørgsmål, der giver brugerne mulighed for at finde deres egen vej i recovery.
Hun bruger stadig værktøjet.
Men hun behøver ikke længere tage papiret med de fire spørgsmål frem.
De er blevet en del af den måde, hun ser sig selv på.
Om Inger Justesen
Job: Recoverymentor
Organisation: Psykiatrisk Center Frederiksberg
Landsdel: Region Hovedstaden
Erfaring med personlige statements: Har i et halvt år afprøvet mulighederne for at bruge metoden til øget personcentrering
Hvad ved vi fra praksis?
Gennem udvikling, afprøvning og undervisning i personlige statements har Peer-Partnerskabet indsamlet fortællinger og cases fra praksis, hvor personlige statements bliver benyttet i mange forskellige sammenhænge og af mennesker med mange forskellige baggrunde.
I alt er der udgivet 17 cases, der beskriver 20 forskellige menneskers oplevelse af at arbejde med arket. Derudover er der skrevet tre rapporter og et inspirationshæfte om at benytte personlige statements i praksis. Cases, rapporter mm. kan findes her LINK
Gennem de 17 cases har der været en række tematikker og pointer, der er gået igen om, hvilken virknings personlige statements har, og hvilke udfordringer der kan være ved at inddrage arket i sit arbejde.
De vigtigste pointer fra de 17 cases:
Personlige statements:
- Åbner for ny, mere ligeværdig samtale og relation mellem behandler og bruger, hvor brugerens viden bliver lige så vigtig som behandlerens, og hvor brugeren kan indtage en anden rolle end som ”syg”
- Støtter brugeren i at sige de ting, der er vigtige for brugeren, hvilket især er nyttigt til mødeforberedelse
- Øger ejerskabet for de beslutninger, der bliver taget om brugerens liv fx behandling eller valg af indsats
- Der er i de psykiatriske systemer ikke en fastlagt organisering for, hvor og hvordan brugerens stemme bliver en del af planlægning af behandling og indsatser. Derfor er der heller ikke en naturlig plads til et redskab som personlige statements
- Hvis personlige statements bliver en fast del af praksis, kan man risikere, at arket mister sin fleksibilitet og mulighed for at være brugerens eget – på brugerens præmisser.
- Ikke alle brugere ønsker, eller er parat til, at benytte personlige statements.
Peer-Partnerskabet er bekendt med Theas fulde navn
Personlige statements er udviklet med støtte fra TrygFonden og Sundhedsstyrelsen

