Hvad går tabt, når behandlingen planlægges uden patienten? Det har Hebah Mansieh Özcan undersøgt i sit nye speciale
Under sit feltarbejde på et psykiatrisk akutafsnit oplevede sygeplejerske og kandidat i tværfaglige sundhedsstudier Hebah Mansieh Özcan, hvordan en patients behandlingsforløb skiftede fuldstændigt fokus, fordi patienten fik mulighed for at præsentere sig på en ny måde, der overraskede både hende og behandlerne. I sit speciale undersøger hun brugen af arket personlige statements som redskab til øget personcentrering. Her peger hun på, hvor vigtigt det er at inddrage patientens perspektiver, før behandlingen planlægges, hvis man ikke vil overse viden om patienten, der kan være afgørende for deres recovery.
Af Marie Vester Koch
Dagen før Hebah Mansieh Özcan møder den mandlige patient, er han blevet indlagt og beskrevet i sin journal som psykotisk, fordi han fremstår paranoid. Nu sidder han til en lægesamtale, som Hebah Mansieh Özcan observerer, og fortæller om sig selv på en måde, der giver et helt andet perspektiv på hans tilstand.
”Han begynder at fortælle om sig selv med udgangspunkt i sit personlige statement. Han fremstår meget ressourcestærk, og det går op for os, der deltager i samtalen, at det er et helt andet billede vi ser, end det der er beskrevet fra dagen inden. Det viser sig, at han har oplevet et traume, der gør, at han har været bange for nogle ting, der har fået ham til at fremstå psykotisk,” fortæller Hebah Mansieh Özcan om mødet.
Mødet med den mandlige patient afspejler en større problematik i psykiatrien, som Hebah Mansieh Özcan belyser i sit speciale i tværvidenskabelige sundhedsstudier: Man kan mangle vigtig information om patienten i behandlingsplanlægningen, hvis patienten ikke får mulighed for at komme ordentligt til orde fra start.
Om personlige statements:
Personlige statements er fire spørgsmål, som man svarer på som en del af forberedelsen til møder, samtaler o.l.:
- Sådan vil jeg introducere mig selv…
- Det er vigtigt for mig at…
- Jeg vil gerne have hjælp til…
- Så jeg kan…
Læs mere om personlige statements her
Helt konkret har Hebah Mansieh Özcan på et psykiatrisk akutafsnit undersøgt, hvordan arket personlige statements kan bruges til at styrke patientens mulighed for at få sine perspektiver inddraget i behandlingsplanlægningen. Hun peger på, at patientens perspektiv kan føre til afgørende ændringer i behandlingen, og at personlige statements kan være en brugbar metode til at understøtte patienten i at komme til orde.
I tilfældet med den mandlige patient var det nye perspektiv på hans traumer ”en information vi kun fik, fordi han læste det op fra sine personlige statements”, som Hebah Mansieh Özcan formulerer det.
Men hun understreger også, at personlige statements ikke altid er ligetil at bruge. Dels fordi patienten ikke nødvendigvis føler sig i stand til det, dels fordi der ikke er en naturlig plads til redskabet i organiseringen omkring patienten. Derfor kræver det, at behandlerne kender metoder og tilgange, der kan åbne for de afgørende samtaler med patienterne.
Parathed og personlige statements
I løbet af sit feltarbejde på det psykiatriske akutafsnit talte Hebah Mansieh Özcan med patienter, der blev tilbudt at udfylde personlige statements. Hun observerede også interaktionen mellem patienter og behandlere, når tilbuddet om personlige statements blev præsenteret, og det efterfølgende enten ”nej tak” eller samarbejde om arket.
I observationerne og samtalerne blev det tydeligt for Hebah Mansieh Özcan, at personlige statements ikke er lige lette for alle patienter at udfylde. Det gælder især i den akutte fase af en psykisk krise, hvor overskuddet til skemaer og skriveri kan være begrænset. Hun oplevede derfor også patienter, der sagde nej, når de blev præsenteret for arket.
Alligevel peger Hebah Mansieh Özcan på, at det kan være brugbart for patienter at udfylde personlige statements i den akutte fase, selv om resultatet kan se meget anderledes ud, end hvis de udfyldte arket i en roligere periode. Det er et ”dynamisk redskab”, som hun kalder det. Udfylder patienten personlige statements i den akutte fase, ”kan de kigge tilbage på det, når de har fået det bedre og se, at der er sket en ændring”, fortæller Hebah Mansieh Özcan.
”Vi kender dine problematikker, men vi kender ikke dig”
En afgørende faktor for, om patienterne valgte at udfylde personlige statements, var ifølge Hebah Mansieh Özcans observationer relationen mellem behandler og patient. De hyppige skift mellem behandlere og personale gjorde det svært for patienterne at opbygge relationer, hvor de følte sig trygge nok til at dele noget om sig selv og for eksempel udfylde et personligt statement.
Når det lykkedes behandlere og patienter at arbejde sammen om et personligt statement, var det, når behandleren formåede at vise interesse for hele patientens liv og verden.
I et af patientinterviewene i forbindelse med specialet fortalte en patient Hebah Mansieh Özcan, at han i starten var forbeholden over for at udfylde et personligt statement. ”I kender mig jo allerede”, havde han sagt til sin sygeplejerske. Sygeplejersken havde kigget på ham og sagt ”vi kender dine problematikker, men vi kender ikke dig”. Det fik ham til at udfylde det personlige statement, men også til at føle sig set som mere end bare en patient.
”Jeg glemmer aldrig det citat”, siger Hebah Mansieh Özcan.
Hvor er der plads til patientens stemme?
Ud over relationen mellem patient og behandler peger Hebah Mansieh Özcan i sit speciale på en anden hindring for patienternes indflydelse på egen behandling: rækkefølgen i behandlingsplanlægningen.
Under feltarbejdet observerede hun, hvordan behandlingen altid blev fastlagt på behandlingskonferencer og først derefter præsenteret for patienten. Når behandlingsplanen først var fastlagt, oplevede Hebah Mansieh Özcan, at den meget sjældent blev ændret igen, selv om patienten gav udtryk for andre ønsker.
”Det var kun, når billedet af patienten afveg markant fra journalbeskrivelsen, at planen blev lavet om, for nu var den jo godkendt af en overlæge og alle de fagligerheder, der deltager i mødet – farmaceuter, socialrådgivere og psykologer”, fortæller Hebah Mansieh Özcan.
Hun observerede samtidig, at personlige statements kan være en metode til at tydeliggøre en uoverensstemmelse mellem patientens situation og behandlingsplanen. Men hvis arket reelt skal blive en fast del af praksis, kræver det en systematisk organisering af brugen.
Helt konkret foreslår Hebah Mansieh Özcan at ændre rækkefølgen i behandlingsplanlægningen, så patienten altid bliver hørt, før planen lægges. Her kan personlige statements bruges som en fast metode til at sikre, at afgørende information ikke overses, som det skete med den patient, der var beskrevet som psykotisk, men viste sig ikke at være det.
”Jeg var positivt overrasket over, at personlige statements kunne det her. Det var en øjenåbner. Det fik mig til at tænke over, hvordan vi kan misse så vigtige ting med patienter, vi arbejder med dagligt”, siger Hebah Mansieh Özcan, som også helt personligt har oplevet et skift, efter hun har observeret arbejdet med personlige statements.
”Det har ændret min måde at møde patienter på. De er patienter, men også bare mennesker”, afslutter Hebah Mansieh Özcan, der fra 1. september vil tage sin nye viden med sig videre i en stilling som klinisk sygeplejespecialist på Psykiatrisk Center Sct. Hans.
Baggrundsviden
Personlige statements er udviklet som en del af projekt Peers som recoveryguider, der er støttet af TrygFonden, og projekt Fra tavs viden til aktive partnerskaber, som er støttet af Sundhedsstyrelsen.