På trods af 10-årsplanen for psykiatrien og øget politisk interesse for området er der langt fra den offentlige debat om psykisk mistrivsel, til hvad mennesker siger, de har brug for i en krise. Det viser ny rapport fra Peer-Partnerskabet, der bygger på interviews med mennesker, som har førstehåndserfaring med psykiatrisk behandling, kommunal støtte og frivillighed.
Rapporten dokumenterer, at alle kan møde god behandling og støtte, men også at man oftest står alene med det, som egentlig er vanskeligt – også når man er omgivet af medarbejdere. Det skyldes, at måden, mennesker oplever kriser og kommer sig på, ikke svarer til den måde, hjælpesystemerne er indrettet på.
Alt i rapporten er tidligere beskrevet i forskningen om recovery, hvilket er en påmindelse om nødvendigheden af reel omstilling til recovery-orienteret praksis, hvis hjælpen på psykiatriområdet skal være mere effektiv og meningsfuld for de berørte. De nuværende strukturer forhindrer ofte medarbejderne i at give den støtte, der er brug for, og marginaliserer borgerne. Blandt de interviewede endte den ene gruppe med at isolere sig. Resten blev den besværlige borger, man ikke kan samarbejde med.
Af Klavs Serup Rasmussen, for Peer-Partnerskabet
Download rapporten:
Den første krise i et menneskes liv, som kræver psykiatrisk behandling eller anden støtte, er en rystende og vanskelig oplevelse for det fleste. Men hvis man ikke herefter trinvist, i en nogenlunde lige linje, bevæger sig fra syg til rask, bliver alting meget vanskeligere. Ikke på grund af ens symptomer, men fordi man i stigende grad ikke passer til den hjælp, man kan få.
Det er konklusionen på en ny undersøgelse fra Peer-Partnerskabet, der i rapporten ’Gennem øjnene af psykiske kriser’ kortlægger den oplevede værdi af behandling og støtte under og efter en psykisk krise. Dertil beskrives værdien af deltagelse i civilsamfundet.
Rapporten er udarbejdet for at styrke forståelsen af, hvad der er forskellige sektorers mest værdifulde bidrag til mennesker i psykisk mistrivsel eller med en psykisk lidelse samt i forhold til recovery, og tager udgangspunkt i ti personers erfaringer med psykiatrisk behandling, kommunal støtte og frivillighed. Derved er rapporten også blevet en kortlægning af alt det, man er alene med, når man lever med psykisk sårbarhed eller en psykisk lidelse. Fra at skulle forstå, hvad der sker med en, til selv at skulle finde den hjælp, som kan gøre en meningsfuld forskel. Og når kræfterne er til det: at bryde ud af ensomhed.
Der beskrives mange erfaringer med virksom behandling og støtte, som betyder alverdens. Medarbejdere og peers, som man kan regne med, og som skaber vigtige vendepunkter. Men da kriser er ujævne og hjælpen, man kan få, sjældent er særlig fleksibel, er det uforudsigeligt, om andre kan hjælpe med netop det, man har mest brug for.
Samtidig kommer hjælpen med krav, der gentagne gange presser de interviewede ud i situationer, de ikke er parate til, og som eroderer deres håb og handlekraft over tid. Den marginalisering, der sker over tid, tilskrives i rapporten især den manglende fleksibilitet i hjælpesystemerne, der løbende skaber en afstand mellem den hjælp, man kan få, og det, som ville kunne gøre en meningsfuld forskel. Problematikken er velkendt i litteraturen, der anbefaler en omstilling til mere fleksible og personcentrerede tilgange.
Er du medarbejder eller peer, og har du ikke lige beslutningskompetencen til at skære knuden af lovgivning, budgetrammer, interne procedurer, tilsyn m.m. over, kan rapporten læses som konkrete eksempler på, hvordan recovery og recovery-orienteret praksis kan se ud i hverdagen.
Dette kan være nyttigt, da en af de største udfordringer i omstillingen til recovery-orienteret praksis har været at omsætte almen viden om recovery til noget, man gør praksis. Igennem hele rapporten er der fundet en tæt overensstemmelse mellem interviewpersonernes oplevelser og recovery-litteraturen.
Arbejder man i civilsamfundet, giver rapporten et indblik i de overvejelser og barrierer, der ofte fylder i forhold til at deltage i frivillige arbejder og aktiviteter, når man har psykiske vanskeligheder.
Webinar den 22. august 2024 kl. 14-15.30
Hvordan styrker vi rammerne for menneskers recovery?
Hvad kan vi gøre i de nuværende rammer, for at styrke menneskers muligheder for recovery?
Præsentation af kortlægningen “Gennem øjnene af psykiske kriser” samt drøftelse af konklusionen om manglende fleksibilitet.
Formålet med webinaret er at få øje på sprækkerne. Hvad kan man gøre som medarbejder? Hvad kan man gøre som bruger i systemerne? Hvilken rolle kan erfaringsekspertise spille.
Webinaret henvender sig til medarbejdere, peers og privatpersoner, der interesserer sig for recovery og læring på tværs af sektorer.
Det er gratis at deltage i webinaret. For at deltage kræves tilmelding.
Langt til den offentlige debat
Kortlægningen af erfaringerne med behandling, støtte og hverdagsliv bygger på interviewpersonernes egne forståelser og oplevelser, for at sikre det bedst mulige indblik i, hvad der opleves som værdifuldt og vigtigt, når det er en selv, der har brug for hjælp fra andre.
Disse førstehåndserfaringer med behandling og støtte handler om mange af de problemstillinger, der også debatteres offentligt, og kan derfor give ny indsigt eller viden. Eller i det mindste påpege, at blot fordi man laver en plan, er alting ikke løst. For eksempel er der ikke meget der tyder på, at man som borger oplever særlig meget brobygning eller sammenhæng f.eks. efter en udskrivelse. Også selvom dette har været et tema i alle regeringers psykiatriplaner (f.eks. 2013, 2018).
Førstehåndserfaringer er derfor et værdifuldt reality-check. Samtidig rejser fundene i rapporten også et mere grundlæggende spørgsmål om, i hvor høj grad vi som samfund har en præcis forståelse af, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse.
For eksempel er der i 10-årsplanen for psykiatrien et stort fokus på behandlingspsykiatrien og styrkelse af den faglige kvalitet. Interviewpersonerne er enige i, at psykiatrien er afgørende, når alting vælter. Men siger også at psykiatrien er udenfor rækkevidde undtagen i de absolut værste kriser. Kort sagt er man ikke i psykiatrien. Man er mest af alt derhjemme, hvor man ofte er alene og føler sig udenfor.
Ensomhed er ikke nævnt i 10-årsplanen og heller ikke et af de prioriterede indsatsområder. Når man ender med kun at kunne se systemiske løsninger, afspejler det typisk at brugernes perspektiver og oplevelser ikke er blevet tilstrækkeligt inddraget. Dette kan skabe en kløft mellem, hvad man selv oplever som presserende problemer, og hvad der prioriteres politisk.
Et andet eksempel er pårørende, der altid har været fremhævet som en vigtig ressource for mennesker med psykiske lidelser. Blot ikke af de interviewede, for hvem pårørende er nogen, man skal passe på, som man helst ikke inddrager i sin vanskeligheder.
Et tredje eksempel er når, det handler om støtte fra kommunen, som der er enighed om kan være en stor hjælp. Også her tales der ofte om, hvordan man sikrer den nødvendige støtte, mens der næsten aldrig tales om, hvad det kræver af de mennesker, der oplever krisen, at klæde medarbejderne på til at give en støtte, der gør en meningsfuld forskel.
Uden en bedre forståelse af disse behov risikerer man politisk og ledelsesmæssigt at fokusere på løsninger og politikker, der ikke adresserer de faktiske udfordringer. Dette vil typisk være ensbetydende med ineffektive tiltag, spildte ressourcer og i værste fald forværring af situationen for de berørte.
Dette er ikke blot hypotetisk. Rapporten viser, at for at lykkes i ens recovery skal man evne at overvinde begrænsningerne i den hjælp, man kan få, og selv skabe de forandringer, man har brug for. Dette er også gentaget i forskningslitteraturen, der henviser til, at professionelle indsatser kan være vigtige støtteelementer, men at det vigtigste for at komme sig er ens egen forståelse og handlekraft.
Man skal med andre ord være forsigtig med at overdrive de professionelle indsatsers betydning på bekostning af det, man selv har brug for, for at navigere i ens recovery.
Mange veje at gå
Alle fund i rapporten kan også findes i forskningen om recovery. Der er derfor solide anbefalinger at bygge videre på, hvis man vil styrke menneskers muligheder for at komme godt gennem kriser og deres recovery.
Den mest værdifulde forandring, rapporten peger på, er, at mennesker i krise ikke er så alene med lige netop det, man har mest brug for hjælp til. Dernæst viser kortlægningen de mange konsekvenser af manglende fleksibilitet i de nuværende tilbud, og der anbefales en styrkelse af personcentrerede tilgange, der handler om at samarbejde med udgangspunkt i, hvad den enkelte person har brug for.
Herhjemme er Åben Dialog et forsøg på at arbejde mere personcentreret. I Åben Dialog søger man at tage udgangspunkt i menneskers egne beskrivelser, oplevelser og forståelser af situationen. Også peer-støtte beskrives ofte som et centralt element i at skabe en personcentreret indsats.
Fordi man i de nuværende systemer ofte står alene med ens vanskeligheder, bør det prioriteres at styrke borgernes forudsætninger for at indgå i samarbejdet med de professionelle indsatser og dermed i højere grad være rustet til at have en medskabende rolle i samarbejdet.
Endelig konkluderes, at menneskers recovery-proces sandsynligvis er mest truet i de perioder, hvor man har det for godt til at blive indlagt, men for dårligt til at have gavn af andre tilbud. I denne gråzone er interviewpersonerne tilsyneladende overladt til enten at vente på at få det dårligere og blive indlagt eller på at få det tilstrækkelig godt til at genoptage samarbejdet med de kommunale indsatser.
Det er sandsynligvis i denne gråzone, at et bedre samarbejde mellem regioner, kommuner og civilsamfund kan skabe størst værdi. Litteraturen beskriver, at det, som kan opbygges sammen, bør have fokus på håb, empowerment, selvbestemmelse og selv-defineret recovery.
