Den d. 31. marts inviterer Københavns Professionshøjskole til informationsmøde for alle, der har levede erfaringer og lyst til at formidle/undervise fagprofessionelle på psykiatri- og udsatteområdet.
Det er oplagt at invitere dem ind, som på egen krop kender til det der undervises i. Men samtidig bryder det med mange af de måder vi normalt bygger verden på, herunder hvad vi betragter som viden og hvordan vi normalt måler kvalifikationer. Her ser vi på lidt af baggrunden for, at levede erfaringer bliver inviteret om på den anden side af katederet.
Denne artikel handler om de bagvedliggende strømninger, der sker i disse år, og som bidrager til at levede erfaringer spiller en stadig større rolle i stadig flere sammenhænge.
Du behøver ikke vide noget som helst af det, der står i denne artikel, for at blive peer-underviser.
Af Klavs Serup Rasmussen, projektansvarlig, Peer-Partnerskabet
I Peer-Partnerskabet brænder vi for levede erfaringer. Det er trods alt vores liv og de kampe vi har taget for at stå på benene, det handler om.
Derfor skulle vi også tygge på det, da professor Hanne Kathrine Krogstrup i forbindelse med et webinar om brugerroller i forskning og evaluering, gjorde os opmærksomme på, at den væsentligste årsag til at levede erfaringer i stigende grad inddrages i alt fra forskning til undervisning, ikke skyldes at vi peers kan noget særligt, men noget helt andet.
Efter at vi har sundet os må vi konkludere, at der nok er noget om det. Selvom det vi kan som peers er vigtigt, skal der være noget, der giver plads til at peers – der på mange måder er så nyt og småt – overhovedet får mulighed for at spille en rolle. Hvilket samtidig betyder, at peers er en del af en større udvikling på tværs af alt fra forskning, undervisning og indsatser, som nok er værd at forholde sig til.
Den helt store forandring, som Hanne Kathrine Krogstrup henviser til, er ændringerne i måden man ønsker at styre og videreudvikle en offentlige sektor på. Vi er ikke eksperter i styringsparadigmer, så læs gerne videre andetsteds, men som vi forstår det, er det et skift væk fra en styring med fokus på effektivitet og resultater, som har kunnet skabe en form for målfiksering og tunnelsyn, hen mod at fokusere på, hvordan den offentlige sektor med sine medarbejdere og faciliteter, kan skabe mest mulig værdi for samfundet – i samarbejde med andre.
Altså et meget bredere blik, der giver borgerens stemme en ny rolle i forhold til udvikling og fornyelse af den offentlige sektor, og som giver plads til peers og det der træder frem, når vi ser verden med udgangspunkt i vores levede erfaringer.
Oversigt over forskellene på den tidligere dominerende styringstilgang New Public Management og den nye,
New Public Governance, der så småt vinder indpas:
| New Public Management | New Public Governance | |
| Orientering | Top-Down | Bottom-Up |
| Tilgang | Tilfredshedsundersøgelser | Aktiv involvering |
| Forskningstilgang | Overvejende kvantitativ | Overvejende kvalitativ |
| Formål | At måle ansvarlighed og kvalitet (output) | At samproducere offentlige indsatser sammen med brugerne (outcome) |
| Brugerrollen | Informant (brugerne spørges) | Aktiv medskaber |
Tabellen er inspireret af bogen “Brugerinvolvering i evaluering og forskning” af Hanne Kathrine Krogstrup.
Eksempler
Der er sjovt nok nogle paralleller mellem den ‘store’ samfundsmæssige udvikling, og nogle af de diskussioner, der knytter sig til peer-området. For eksempel ligner diskussionen mellem klinisk og personlig recovery et mini-eksempel på de større forandringer.
Kritikken af klinisk recovery går især på, at man ikke kan tælle og måle sig til recovery, fordi symptomer o.lign. ikke giver et meningsfuldt billede af et menneskes oplevelse af sin tilværelse. Som Einstein sagde: “Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.” Efterhånden arbejdes der overvejende med personlig recovery, og dermed også med at styrke det, som er værdifuldt for den enkelte her og nu. Læs mere i artiklen ‘Forståelsen af recovery har også betydning for peers.’
Måske kan diskussionen om recovery (på en eller anden måde) bruges til at belyse den store forandring. At de traditionelle tilgange, hvor man forstår verden ved at måle og tælle, ikke har skabt de resultater som man håbede på. Og at der derfor efterhånden er enighed om, at det nok er noget helt andet, der giver mening at fokusere på.
Hvad det kan være, taler de om i en DR radioudsendelse om rygsmerter (hør den, det er svært ikke at tænke psykiatri undervejs): “Den gode nyhed er at behandlingen er der ved at være styr på. Den dårlige er, at ingen af behandlingerne er en magisk kur – faktisk er det vigtigste for at holde smerterne nede: Dig selv.”
Figuren knytter til sig effekten af psykoterapi, som er det felt der har beskæftiget sig mest med forholdet mellem interventioner og de såkaldte common factors. Læs mere her bl.a. argumenterne for og imod.
Hvad skal peers så undervise i?
Tager man udgangspunkt i det ovenstående er det temmelig tydeligt, at når man underviser som peer, giver det mest mening have hverdagslivet for øje. Med alle dens små og store sejre. Det der gør, at man orker at stå op – og tør gå ud af døren. Med andre ord, alt det der opleves som værdifuldt og alt det, der bidrager til at gøre noget muligt. Det er vel også her at ens levede erfaringer har en særlig gyldighed.
Men skal man så undervise i den gode hjælp? Altså hvad andre kan gøre, når man har det dårligt. Eller skal man pege i retning af nye løsninger? Hvad er det for former for værdi man kan beskrive og bidrage til som peer-underviser?
Siden vi for et års tid siden begyndte at være i dialog med Københavns Professionshøjskole om peer-undervisere, har vi nørklet lidt med hvad vi nu har kunnet finde om undervisning baseret på levede erfaringer. Det ser ud til, at man næsten altid opdeler brugen af levede erfaringer i tre kategorier, og at kategorierne defineres ud fra, hvem der bestemmer hvad der skal undervises i.
Det kan selvfølgelig blive så abstrakt, at man slet ikke ved, hvor man skal starte. Derfor er vi meget glade for at Københavns Professionshøjskole lægger op til, at det er hvad man selv er parat til, der bliver styrende for de undervisningsroller man kommer til at varetage.
Samtidig er formålet med at blive inviteret ind tydeligt: At løfte de fagprofessionelle, der tager en uddannelse på Københavns Professionshøjskole. Det følgende er derfor blot for at give et overblik over de tre forskellige roller man kan have, når man underviser med udgangspunkt i ens levede erfaringer, dvs. også i alle mulige andre sammenhænge:
Erfaringsformidling
Her er det professionelle, der definerer problemstillingen. Brugerne fortæller ud fra egne erfaringer med problemstillingen. Det kan fx være ens erfaringer med angst, at flytte i egen bolig eller andet.
Samskabt undervisning
Her udvikler fagprofessionelle og peers kursustilbuddene og gennemfører undervisningen sammen. Det er fx oftest sådan det gøres på en recovery-skole. Læs om at være peer på en recovery-skole.
Brugerstyret
Undervisning, der bygger udelukkende på levede erfaringer. Det tydeligste eksempel vi har herhjemme er nok stemmehører-grupperne, som bygger på en selvdefineret forståelse af hvad der er med de stemmer, og som kan gennemføres uden involvering af medarbejdere.
Erfaringsformidling er når andre definerer forståelsesrammen. Det kan fx handle om at fortælle om sin oplevelse med at få en diagnose eller om mødet med jobcenteret eller hvordan personalet kan blive bedre til at forebygge tvang. Ens erfaringer bidrager primært til en bedre faglig forståelse af det, som det handler om, og det er typisk noget man ‘afleverer’ som andre kan anvende i deres arbejde som en ny forståelse eller viden.
Omvendt er det brugerne selv der bestemmer, hvad der egentligt at vigtigt at tale om ved brugerstyret undervisning. Her er der frit spil, og der er ingen grund til fx at bruge faglige sygdomskategorier eller andet. Til gengæld er man også selv ansvarlig for hvad uddannelsen skal bidrage til.
Uanset hvilken undervisningsform der er tale om, ser det ud til at man sagtens undervejs kan inddrage mange forskellige faglige forståelser og metoder. Så vidt vi kan se, er det der er afgørende, hvem der har det sidste ord mht. hvad undervisningen skal handle om.
Et eksempel på erfaringsformidling
Norsk Forening for Kognitiv Terapi og Mental Helse har udgivet en håndbog i erfaringsformidling, fordi ‘Bruk av erfaringsformidlere er et viktig supplement til utdanningen av helsepersonell. Personer som selv har vært i behandling kan bidra med verdifull erfaring om sin opplevelse av behandlingsprosessen, med viktige erfaringer som behandlere kan lære av.’ (link)
Ser man på tidlige brugerdefinerede undervisningsformer som fx de tidlige Vendepunkts-kurser og de nuværende kurser på regionale og kommunale recovery-skoler, er der med tiden sket en vis sammensmeltning. Derfor er det måske ikke længere så let at skelne mellem de forskellige undervisningsformer. Dette kan man se som positivt eller som en kolonialisering – alt afhængig af ens eget standpunkt.
Gennemgående er der i litteraturen om værdibaserede tilgange et stort fokus på samskabelse, altså den model, hvor fagprofessionelle skaber nye løsninger – fx undervisning – sammen med mennesker med levede erfaringer. Selvom det måske ikke fylder særlig meget lige nu, må man antage at det kun vil blive mere – og derfor også mere relevant at spørge: Hvad er det for en viden vi har, som vi byder ind med, altså os som har prøvet psykisk sårbarhed, myndighedsmøderne og alt det andet?
Man skal selvfølgelig selv undervise på præcis den måde, der passer til en selv. Denne artikel skal give overblik ikke anvisninger. Det følgende er derfor kun til hvis du er interesseret i at komme helt ud i krogene. Kommenter gerne – det er også nyt for os!
Har levede erfaringer noget særligt at byde på?
I Danmark er vi alle børn af Velfærdsstaten – peers, brugere, personale, pårørende og politikere. Og med det en stærk tradition for at forstå mennesket gennem forskellige faglige blikke. Det har mange fordele, men skaber også blinde vinkler. Fx er peer-støtte i Danmark temmelig anderledes end i udlandet, da peers herhjemme primært er en del af systemet. I udlandet er peers i langt højere grad borgernes repræsentant.
Af samme grund er det lidt uklart herhjemme, hvad man egentlig taler om, hvis man skal tale om brugernes egen viden. Socialstyrelsen forsøger at skabe en sproglig ramme for at arbejde med det – med deres indefra og udefra perspektiv – men man skal nok til udlandet for rigtigt at forstå, at brugerviden er noget i sig selv. I udlandet er der en lang tradition for at se psykiatrien som undertrykkende og skadelig (eller hvor man bare er overladt til sig selv).
At der fortsat er behov for at synliggøre og udvikle brugernes egen viden – også herhjemme – blev meget synligt under Corona. Her var den faglige forståelse at nedlukningerne ville føre ville føre til en tsunami af indlæggelser og at psykisk sårbare ville falde som fluer.
Forskning herhjemme og i udlandet har vist, at sådan gik det ikke. Mange mennesker med psykisk sårbarhed og psykiske vanskeligheder trives under nedlukningerne.
Der kan med andre ord eksistere nogle forestillinger om menneskers hjælpeløshed i de faglige miljøer, som måske repræsenterer det man møder hver dag i akutmodtagelsen, men blot ikke repræsenterer hele virkeligheden. Sjovt nok viser evalueringer, at en af de største forandringer der følger med at ansætte peers, er håb hos kollegaerne.
Indsatsernes pessimisme er et efterhånden velbelyst fænomen, som giver et fingerpeg om, hvor brugerstyret undervisning i særlig grad kan spille en rolle: Ved at kaste lys over alt det som faktisk kan lade sig gøre. Og hertil nok også hvilke barrierer man kan møde i samarbejdet med indsatserne for at bruge sine stærke sider.
Disse barrierer kan handle om alt fra uhensigtsmæssig klientgørelse i det konkrete samarbejde til det mere usynlige. For eksempel: Selvom indsatserne er der for at hjælpe en videre i livet, så ender mange i en situation, hvor omkostningerne ved at få det bedre i form af usikkerhed om økonomi, bolig, støtte etc. er større end omkostningerne ved at blive ved med at have det dårligt.
At bringe disse erfaringer i spil, er ikke helt let. Det er ikke nok at have erfaret noget. Kampen for troværdighed er virkelig nok og bruger-viden vil typisk både blive opfattet som mindre legitim og blive fortolket videre af andre.
Hvis vi skulle opfinde recovery 2.0
Det forekommer relativt enkelt ud fra den nuværende viden at beskrive recovery 2.0: Fordi de eksisterende indsatser i høj grad er individfokuserede, og alt efterhånden tyder på, at det er en social og identitetsmæssig proces at komme sig, vil recovery 2.0 handle om at skabe rum, hvor man er deltager og ikke modtager, og hvor man kan bevare sin definitionsret, bruge sine stærke sider samt være sig selv frem for problemet. Som Alain Topor siger; “Recovery is a deeply social, unique, and shared process.”
I lyset af nye styringsparadigmer, vidensformer, definitionsmagt og behovet for at huske alt det man kan – også selvom man har en psykisk sårbarhed – er spørgsmålet om det bliver brugerne, der udvikler recovery 2.0? Eller kommer det til at ske gennem en samskabt proces? Nogle vil måske mene, at det er sat i værk for længe siden, og at brugerne nu blot er med til at fylde de tomme felter ud.
At det er så enkelt at pege på hvilken retning vi skal, får os igen til at undre os over, at det tog os ti år at kunne læse og rumme Shery Mead og Intentional Peer Support, der insisterer på, at peer-støtte ikke er noget nogen giver andre, men noget vi skaber sammen, og at målet altid er at skabe værdi for mennesker – ikke bedre indsatser.
I lyset af hvordan den her artikel begyndte, er det lige før det kunne være Århus Kommune, der skrev sådan nu.
Vi skulle bare lige være klar til at forstå det selv – hvilket meget godt illustrerer at den største barriere af dem alle, er de kulturelle forståelser vi lever i.
Det siges at ‘Culture eats strategy for breakfast.’ Så når man er ude og undervise med udgangspunkt i levede erfaringer, skal man nok indstille sig på, at dem man underviser måske også har brug for ti år, før de helt kan tage det nye til sig. Det havde vi i hvert fald brug for.
Nysgerrig på mere?
De slides vi har anvendt her er fra en konference ENUSP – European Network Of (Ex)Users And Survivors Of Psychiatry- holdt i Hillerød i 2014.
