Fra januar tager Peer-Partnerskabet næste skridt hen imod bedre møder for psykiatribrugere, i samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri, Region Sjælland, Københavns Kommune og Peer-Netværket Danmark.
Det sker som en del af projekt ’Peers som Recoveryguider,’ der med støtte fra TrygFonden og Sundhedsstyrelsen gennemfører et aktionslæringsforløb i hele landet.
Af Nis Bjarnhof, projektkoordinator i projekt Peers som Recoveryguider
I aktionslæringsforløbet, der varer fra januar til 1. maj 2022, undersøges hvordan mennesker, der modtager behandling eller støtte i en region eller kommune, bedre kan forberede sig til vigtige møder sammen med en peer-medarbejder. Aktionen har dette fokus for at fremme at flere kommer sig, samt for at understøtte den nuværende udvikling i regioner og kommuner, der søger at styrke personcentreringen samt at konkretisere, hvordan man arbejder recovery-orienteret.
De svære møder
Når man er i psykisk krise, afgøres ens muligheder for den rette støtte og behandling for en stor del af møder: Med egen læge, psykiater, psykolog, sagsbehandler eller ens arbejdsplads.
Samtidig kan man ofte, som følge af krisen, have svært ved at overskue og udtrykke sig til disse vigtige møder. Der er derfor en stor risiko for, at møderne ender med at handle om alt muligt andet, end det der er vigtigst for en selv og det man har mest behov for.
Aktionen bygger på erfaringer fra forrige år der viste, at brugere af psykiatrien ofte oplever at møder primært er problemfokuserede, og at det kan være svært at bringe ens ressourcer og positive sider i spil i dialogen om ens situation:
”… brugerne efterlyser at samarbejdet med indsatserne (også) har et styrkefokus (…). De efterlyser et skriftligt mødeforberedelsesredskab, da mødet med indsatsen typisk er stressende og det kan være svært at huske, hvad man vil sige, hvilket har stor indflydelse på, hvad der ender med at blive aftalt.”
Link til rapport: ”Det er første gang jeg har skullet beskrive mig selv så positivt”
Gennem aktionen skal projektet skabe ny viden om, hvordan man bedre kan understøtte menneskers recovery, ved at peer-medarbejdere systematisk afprøver det konkrete redskab personlige statements som et nyt redskab til mødeforberedelse.
Personlige statements giver bedre møder
I aktionen laver peer-medarbejdere i hele landet personlige statements sammen med de brugere, som de har kontakt med i deres arbejde.
Formålet med personlige statements er, at man inden et møde har mulighed for at tænke over, hvordan man vil præsentere sig, hvad der er vigtigst for en lige nu, hvad man gerne vil invitere de professionelle til at hjælpe en med. Endelig overvejes også, hvad støtten skal sætte en i stand til i ens hverdag.
Ved at forberede sig sammen med en peer-medarbejder, kan brugerne bl.a. drage nytte af peer-medarbejdernes egne erfaringer med at have kontakt til indsatser.
Afprøvning af personlige statements løber fra 1. januar og frem til 1. maj i år.
Det er den anden afprøvning i projektet. Læs mere om de erfaringer, der ligger til grund for aktionen i rapporten: ’Det er første gang jeg har skullet beskrive mig selv så positivt’. Du kan også læse mere om personlige statements her.
Interesseret?
Synes du også det er vigtigt at styrke mennesker i krises stemme til afgørende møder?
Hvis du er peer-medarbejder, er der fortsat plads til at enkelte peers melder sig til aktionen. Eller måske vil du bare gerne have et praj, når der sker noget nyt i projektet?
Skriv til koordinator Nis Bjarnhof på nb@detsocialenetvaerk.dk eller ring på 40370234.
Læs mere om projekt Peers som Recoveryguider.