”Vejen til hverdagslivet” er et gruppeforløb ledet af frivillige peers. Jeg er en af disse frivillige gruppeledere. Min baggrund for at skrive artiklen er, at jeg foreløbigt har været gruppeleder på tre gruppeforløb og selv er psykisk sårbar.
Af Mo Dorthea Nørgaard, peer-gruppeleder og frivillig i Peer-Partnerskabet
Mit arbejde som frivillig peer-gruppeleder har ændret sig undervejs, som jeg har udviklet mig, og der opstår løbende nye erfaringer, som jeg bygger videre på. Måske er der andre, der overvejer at blive peer, eller som snart skal lede en gruppe for første gang, og som stiller sig nogle af de samme spørgsmål, som jeg gjorde.
Jeg håber samtidigt at andre peers også vil dele deres erfaringer, for jeg mener at vi peers, kan få stor gavn af at tage samtalerne om peer-arbejdet i fællesskab, for hele tiden at kunne udvikle os.
Her får du mine overvejelser om det arbejde, vi frivillige gruppeledere laver og de tanker, jeg har gjort mig.
Springet ud i at være gruppeleder
Da jeg var ny gruppeleder, oplevede jeg, at jeg brugte megen opmærksomhed på selve indholdet i forløbet. Jeg brugte meget energi på at fremlægge emner og styre gruppeforløbet rent tidsmæssigt og involvere deltagerne. Samtidigt skulle jeg etablere en god forbindelse med den anden gruppeleder, for det ser jeg som alfa og omega, hvis vi skal have et godt samarbejde, hvis vi skal lykkes med skabe et rum, der er rart og trygt at være i.
Efter noget tid følte jeg mig mere tilpas i rollen, og hen ad vejen kunne jeg løfte blikket og gøre mig fri fra det tidspres, som det velstrukturerede indhold lægger, og det er lige der, hvor det begynder at spille. Jeg kunne bruge mine egne erfaringer og oplevelser på en naturlig måde, så de flettede sig ind i det bundne indhold i projektet. Og forhåbentligt begynder samspillet med deltagerne at gøre, at vi peers ikke kun er der for deltagerne, men også med deltagerne.
Det er en vigtig ting, fordi det er dette ligeværd der er i peer-arbejdet – vi skal alle have gavn af at være i gruppen, både deltagerne men også vi peers. Når dette lykkes, oplever jeg en ligeværdighed og en ærlighed, som gør at man er tryg ved at dele selv de sværeste ting i ens liv og hverdag.
Deltagerens udbytte af peer-gruppeforløbet og deres frirum
Min erfaring er, at det er i stilheden, de største ting sker i grupperne, men også her er det så uvant at lade der være stille. Stilheden virkede grænseoverskridende og skræmmende på mig i begyndelsen. Det var noget, jeg skulle øve mig på, og det krævede, at jeg tøjlede både min begejstring og mit ubehag ved stilheden. Ofte har jeg så meget på hjerte, at det er svært at tie stille.
En af mine deltagere fortalte mig, at gruppen var det eneste sted, hvor han kunne være sig selv, uden filtre, uden begrænsninger og uden at skulle påtage sig rollen som ”den syge”, ”den stærke”, ”den der trænger til hjælp”. Her kunne han se sig fri for at være far, ægtefælle eller kollega. At han kunne få et frirum, hvor han kunne være bare ham uden at tage hensyn til andre. Et sted hvor man kunne tillade sig at mærke efter og have plads til, hvad end der kom frem. At han ikke behøvede at overveje, om dem omkring ham kunne klare, hvad end han fandt frem til.
Han forklarede, at det var som at tage en tung kappe af at have et sted, hvor folk forstod ham og de ting, han havde været igennem. Et sted hvor ingen prøvede at fikse problemerne, men bare tillod en at være i oplevelsen. At have tid til at mærke efter, sådan for alvor. Og det er vigtigt for mig, at vi kan finde det frirum sammen i gruppen på tværs af oplevelser, alder og diagnoser.
Ud over det at have et frirum, ser jeg også et andet udbytte. Som deltager ender man med at have en ”værktøjskasse”. Alle de ting, vi arbejder med i gruppeforløbet, giver en nogle kvalifikationer, nogle metoder og en masse overvejelser. Det kan fx være at øve sig i at tage chancer og udfordre sig selv, så man kan komme videre med sine ønsker og drømme, samtidigt med at man undersøger hvordan man reagerer, når noget er udfordrende.
Jeg tænker, at det er det første skridt til forandring i hverdagen. Og et virkelig vigtigt værktøj.
I gruppen får man flere helt konkrete øvelser, der kan anvendes i mange sammenhænge, og når vi skilles efter 10 uger, er det tid til at undersøge, hvordan alle disse erfaringer kan bruges i ens hverdagsliv. Det er nu, at værktøjet i værktøjskassen skal prøves af. Det er nu, det store arbejde starter, et arbejde jeg mener aldrig ender. Jeg tror, at vi alle er i en evig proces. Og derfor giver det også mening, at vi gruppeledere gentager gruppeforløbet med nye deltagere. Det er ikke bare en gentagelse for mig, men en videre udvikling rent personligt.
De deltagere jeg har mødt, gav selv udtryk for, at det, de tager med sig, er nogle metoder, der kan bruges i mange sammenhænge; at de overvejelser og det sikkerhedsnet, de har skabt sig, giver dem kvalifikationer til at klare hverdagslivet bedre. Og præcis det er mit største ønske, at de begynder at have et håb og nogle drømme og ønsker for fremtiden. Så må jeg give slip på dem og lade dem leve livet selv. Forhåbentligt bedre kvalificeret end da de kom.
En peer rådgiver ikke, men sætter rammen for deltagerens eget valg
Som jeg ser det, er vores fornemste rolle ikke at vurdere, hvor vidt deltagernes ønsker og udsagn er relevante. Det må være at skabe et sted, hvor det er ens egne helt personlige ønsker, der sætter dagsordenen for, hvad man vil have ud af at gå i en peer-gruppe.
Jeg tænker, at det er en af de vigtigste opgaver for os peers ikke at dømme, ikke at vurdere, om det er en god eller dårlig løsning. Den eneste, der ved, hvad der er en god løsning, er en selv. Hvis det skal være langtidsholdbart, skal det være ens egne ønsker til hverdagen upåvirket af, hvad andre tænker om det. Samtidig må Jeg, som gruppeleder, selv sætte rammerne for, hvad jeg kan fungere i. Der skal ikke foregå noget, som overskrider mine egne grænser. Det kan være en svær opgave at skabe en dømmefri samtale. Jeg har i peer-grupperne oplevet, hvordan det gør en forskel, når vi skaber et rum, hvor deltageren selv kan vurdere, hvad der er væsentligt for vedkommende.
Det hjælper ikke nogen, hvis jeg rationelt finder en løsning på et problem, en deltager sidder med, for jeg kender ikke nuancerne, jeg kender ikke kampene og forhindringerne i lige deres liv.
Jeg tror derfor, at et vigtigt spørgsmål i peer-arbejdet er, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at finde vores egne værdier uden at lade andres forestillinger få indflydelse.
På egen krop har jeg oplevet at have brug for at lufte nogle ideer om, hvordan min fremtid skal forme sig. At dele med nogen, der havde samme erfaring med psykisk sårbarhed som jeg selv havde, har været vigtigt.
Det er svært at vende ting med nogen, der ikke har samme erfaringer og begrænsninger som mig. Det er svært at sætte sig ind i, hvor store kampe jeg tager for at have en nogenlunde normal hverdag. Det, der for andre er en selvfølgelighed, er virkelig svært for mig.
Jeg har for eksempel svært ved at sortere indtryk væk, så derfor bruger jeg vanvittigt mange kræfter på at være i hverdagssituationer. Hvis jeg sidder i et lokale med mange mennesker, kan jeg ikke sortere deres stemmer fra. Baggrundsmusikken tager en stor plads i min bevidsthed, og alle de andre indtryk, de fleste slet ikke tænker over, fylder mit hoved med mental støj.
Så jeg bliver udmattet og bruger meget tid på at ”komme mig”, når jeg har været ude blandt andre mennesker. Jeg har begrænsede ressourcer. Det er ikke noget, andre kan se på mig, men min hjerne arbejder hårdt i almindelige hverdagssituationer.
Og hvis jeg skal tage svære beslutninger i mit liv, giver det så meget mening at sige tingene højt til andre med egen erfaring, for de har måske en chance for at forstå mine overvejelser. Jeg oplever, at mine tanker på en eller anden måde bliver til virkelighed, når jeg siger dem højt.
Som peer mener jeg, at man må fralægge sig den vane at løse andres problemer. Jeg oplever, at det er så indgroet i en, at man gerne vil hjælpe. Men jeg tænker, at man hjælper bedst ved ikke at forsøge at løse andres problemer. Deltageren er den eneste, der ved, hvad der er den bedste løsning for ham eller hende selv. For mig betyder det, at det er helt centralt, at jeg som gruppeleder ikke giver råd.
Når man giver råd, hindrer man folk i selv at finde lige den løsning, der passer dem bedst. Mine råd kan ikke bruges, og jeg skal ikke forsøge at løse deres problemer, dem skal de selv finde den bedste løsning på. Jeg kan til enhver tid fortælle om mine erfaringer, men det er op til den enkelte at beslutte, hvordan lige deres liv skal leves.
Jeg oplever, at flere gruppedeltagere bruger noget tid på at forstå, at vi frivillige peers ikke forsøger at løse deres problemer. Man er så vant til, at nogen kloge mennesker ved, hvad der er bedst for en. Men hvad der er godt for mig, er sjældent det samme, som hvad der er godt for dig.
Spørgsmålet ”Hvad er den bedste løsning for dig?” er virkeligt udfordrende, men som jeg ser det, også den eneste vej frem. Det er centralt i tanken om recovery, altså tanken om at mennesker kan komme sig.
At du er den eneste, der er ekspert i dit liv.
Hej Mo tak for et spændene skriv, jeg er ganske enig i dine betragtninger, jeg har faciliteret over 100 gruppe gange nu og siddet i rigtig mange en til en samtaler. Og det kan stadig være udfordrende ikke at ende med at være rådgiver, når man lige tænker at jeg har løsningen. Det at arbejde med at understøtte andres Empowerrment er vist bare udfordrende og det kræver et fagligt fokus 🙂
Held og lykke med grupperne, mvh Anders
Hej Anders
Jeg er glad for at høre at du har gjort dig nogen af de samme tanker. Jeg synes at det er er udfordrende ikke at være rådgiver, men også det der gør arbejdet som gruppeleder spændende. At se deltagere tage imod tanken om empowerment er så tilfredsstillende. Tak for din kommentar : )
Venlig hilsen Mo
Tak Mo.
Du har skrevet og beskrevet det så godt – og sat ord på mange af mine egne tanker.
Bedste hilsner,
Niels Jørgen
Hej Niels Jørgen
Tak for din kommentar, jeg er glad for at du kan genkende mine oplevelser som peergruppeleder. Det er et spændende arbejde og en gang i mellem har jeg brug for at samle mig, tænke og få gemt de erfaringer jeg gør mig undervejs.
Venlig hilsen Mo