Om åbenhed og peer-gruppeforløb: Annie og Frode

Åbenhed er ikke altid ligetil, når man har oplevet psykisk sårbarhed og kriser på egen krop. 

Ofte skal man balancere sine erfaringer mellem at gemme dem væk , tage hensyn til sine nærmeste eller bruge dem strategisk som et argument eller undskyldning for, hvordan man begår sig i hverdagen. 

I gruppeforløbet ’Vejen til hverdagslivet’ gælder det omvendte. Her bliver erfaringer med psykisk sårbarhed brugt som en styrke.Som frivillige gruppeledere har Annie og Frode selv valgt at bruge åbenhed om deres egne erfaringer med psykisk sårbarhed til at bidrage til ny, vigtig forskning, ved at bruge  deres oplevelser til at støtte andre, der står i lignende situationer, når de mødes med gruppedeltagere i lodtrækningsforsøget ’Vejen til hverdagslivet’. 

Gruppeforløbet holdes en gang om ugen i 10 uger, hvor både Annie og Frode og deltagerne deler deres erfaringer og egne oplevelser med psykiske vanskeligheder. Denne form for gruppeforløb, der baserer sig på fælles levede erfaringer, kaldes peer-støtte.

Når der er ører, der kan høre

At Annie og Frode leder gruppen og er åben om deres eget liv, gør en særlig forskel.

”Det skaber tillid, når jeg er åben omkring nogle ting, som er lidt svære for mig. Det gør, at andre begynder at turde at åbne sig på samme måde” forklarer Frode om det fællesskab, der opstår i en peer-gruppe, når det går op for deltagerne, at alle i rummet er ligeværdige og har erfaringer, man kan spejle sig i. Det skaber et fundament for gruppen, hvor der er plads og lyst til at tale åbent om, hvordan man har det, fortæller han. Frode har selv erfaring med, hvordan det føles at deltage i en gruppe, hvor fundamentet ikke har været i orden fra start, og åbenheden derfor er udeblevet;

”Jeg har prøvet at være en del af gruppeterapi engang, hvor nogle af deltagerne var blevet sendt af jobcentret. Det var ikke særlig rart at skulle dele meget personlige ting med folk, som slet ikke havde lyst til at være der og lytte. Det er ikke særligt motiverende.”

I modsætning til Frodes tidligere oplevelser med gruppeforløb, er ’Vejen til hverdagslivet’ hverken terapi eller behandling, og så er det helt frivilligt at deltage. Når der samtidig er et ligeværdigt forhold mellem de frivillige gruppeledere og gruppedeltagerne, er rammerne skabt for den åbenhed, der er afgørende for, at der sker en forandring hos alle i gruppen.

Lige, men ikke ens

Fordi åbenhed og peer-støtte går hånd i hånd, kræver det, at man som frivillig peer-gruppeleder er opmærksom på egne og andres grænser, når man faciliterer gruppen. Derudover er det også vigtigt som gruppeleder, at man kender ens rolle i forskningen. Derfor er Annie og Frode begge uddannet til at varetage rollen som peer-gruppeleder på en uddannelsesweekend, der afholdes af Peer-Partnerskabet. På uddannelsen mødes frivillige peers på tværs af landet for gennem øvelser, workshops og oplæg at blive klogere på, hvordan de kan indgå i peer-rollen og bruge deres erfaringer, så det bliver meningsfyldt for dem selv og andre.

Ved at have ansvaret for facilitering af grupperne oplever Annie og Frode, at de til tider bliver opfattet som en form for rollemodeller og forbilleder for gruppedeltagerne. Ikke fordi de er mere værd end deltagerne, men fordi deres åbenhed om egne oplevelser giver deltagerne i gruppen lyst til at gøre det samme. Deltagerne i grupperne bliver motiverede til selv at være rollemodeller udenfor grupperne ved at være åbne om deres psykiske sårbarhed. På den måde spreder åbenheden sig som ringe i vandet.

”Vi er alle sammen rollemodeller i rigtig mange sammenhænge” siger Frode ”og jeg synes, at man selv skal have respekt for, at andre ser én som rollemodel, for det betyder virkelig noget”.

Samtidig er Frode og Annie enige om, at det er afgørende for peer-grupperne, at alle i rummet er ligeværdige. Selvom de har rollen som ordstyrere i peer-gruppen, deltager de stadig i de øvelser og debatter, som er en del af gruppen, på lige fod med resten. De understreger, at det ikke kun er værdifuldt for gruppedeltagerne at være en del af det særlige fællesskab, som peer-grupperne er. Annie og Frode tager også selv mange nye inputs til at skabe en god hverdag med hjem, når de har ledt gruppe.

”Det er fedt at kunne bruge sine positive og negative erfaringer i grupperne, men tit er jeg ikke den klogeste i en god diskussion, f.eks. når jeg skal se mig selv udefra eller vil give input til andre. Der er plads til indspark, dilemmaer og feedback til at få en hverdag til at fungere. Det er enormt fedt, at man kan støtte andre ved at sige noget”, forklarer Annie begejstret.

Når gruppelederne og gruppedeltagerne indgår i et ligeværdigt fællesskab, udelukker det altså ikke plads til forskellighed og mulighed for at indtage forskellige roller. At være peer-gruppeleder kan både indebære, at man kan gøre en forskel for andre med sin åbenhed, og samtidig få enormt meget med og oplever udvikling hos sig selv i mødet med gruppens deltagere.

Manual og makkerskab – kernen som peer-gruppeleder

I hvert gruppeforløb skal gruppen igennem 10 tematikker, der er beskrevet i en manual, som de frivillige peer-gruppeledere er ansvarlige for at følge. Manualen er udviklet af Peer-Partnerskabet i samarbejde med en gruppe af forskere fra Forskningsenheden ved Psykiatrisk Center København, der også selv har oplevet psykisk sårbarhed på egen krop. Hver uge, hvor gruppen mødes, beskriver manualen et nyt emne, som skal tages op, og de frivillige peers har derfor altid en drejebog at holde sig til, når de leder gruppe.

Manualen rummer emner som ’hvad deler jeg om mig selv’, ’livsværdier’ og ’at tage chancer’. Hvert tema har til formål at skabe håb og selvbestemmelse hos deltagerne, så det bliver tydeligere, hvad der skal til for, at de får en hverdag, der er meningsfyldt for dem. Frode og Annie er glade for manualen, som er en stor hjælp, når de skal styre en peer-gruppe. De to mødes altid lidt før deltagerne dukker op, så de kan forberede sig til dagens tema.

”Når jeg er velforberedt, så sender jeg et signal om, at det betyder noget for mig at deltagerne er dukket op. Det er med til at få gruppen til at fungere” forklarer Frode.

Udover manualen er også deres makkerskab som peer-gruppeledere vigtigt for, at det bliver en god oplevelse for alle, når de faciliterer gruppen. ”Jeg kan være mig selv, når jeg er sammen med Annie, selvom hun har en helt anden personlighed, end jeg har”, fortæller Frode om samarbejdet med sin makker, og Annie supplerer: ”Det er rart, at vi kan være os selv sammen. Det betyder rigtig meget.”

Ligesom man aldrig står alene i gruppen, er man som frivillig peer-gruppeleder altså heller aldrig på helt egen hånd. Man har altid manualen og sin makker at støtte sig til. Det vigtigste redskab, man kan bruge som frivillig peer er dog i sidste ende åbenheden. Det er gennem åbenheden, at man som peer kan vende erfaringer med sårbarhed til en styrke, der både kan gøre en forskel for andre og en selv. Når man er peer, er det i det åbne, ligeværdige møde med andre, at magien opstår, og som Frode siger: ”Som peer skal man kunne snakke med alle, og det kan vi også, Annie og jeg”.