Jeg har ikke før tænkt over, hvordan jeg præsenterede mig.

I Helsingør, Fredericia og København kan man deltage i et 10-ugers peer-gruppeforløb, som en del af forsknings- og metodeudviklingsprojektet ’Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet,’ hvis man har oplevet kriser eller lever med psykisk sårbarhed. Her fortæller Hans-Henrik om at være sygemeldt og starte i et gruppeforløb, han ikke var sikker på, han kunne gennemføre. Nu, flere måneder efter gruppen sluttede, mødes gruppedeltagerne stadig på skift hjemme hos hinanden.

Interview | Af Tine Willemse Larsen, Peer-Partnerskabet

Da jeg beder Hans-Henrik om at præsentere sig selv, svarer han med et smil på læben.

– Ja, det har jeg jo øvet mig på i gruppen, siger Hans-Henrik, der er 51 år gammel og bor i Helsingør. Han henviser til øvelserne i peer-gruppeforløbet, der på forskellige måder arbejder med, hvordan man præsenterer sig over for andre.

Formålet med gruppeforløbet er at tage nye skridt i hverdagen, som giver energi og overskud, og som er meningsfulde for en selv – også selvom man stadigvæk bakser med noget psykisk. I den forbindelse er det for mange en stor barriere, hvad man vil dele med andre mennesker om sig selv, og mange med psykisk sårbarhed ender med at isolere sig, fordi det bliver uoverskueligt, hvad man siger til hvem.

– Jeg har ikke før tænkt over, hvordan jeg præsenterede mig. Det har været godt for mig at blive bevidst om hvordan jeg kan præsentere mig som den jeg egentlig er, så sygdommen ikke er den, der kommer først og er den styrende. Samtidig har jeg fået tid til at øve mig, så jeg nu er forberedt på at kunne bruge det i situationer, hvor jeg møder nye mennesker, siger Hans-Henrik.

Det behøver ikke kun gå én vej

Hans-Henrik startede i peer-gruppeforløbet, fordi han ad flere omgange har lidt af depressioner, og er sårbar især over for stress. Han beskriver sine sårbare sider som, at han let føler pres og angst i forbindelse med at skulle mødes i grupper og større forsamlinger. Og så er der depressionerne, ‘det sorte hul,’ som han kalder dem. Alt sammen er Hans-Henrik løbet ind i lidt af hvert, som en stor gruppe i befolkningen kender til. Men man kan let sidde alene tilbage med følgerne.

Hans-Henrik er uddannet lærer og fra Helsingør, og har i mange år boet i udlandet. Selvom han kender psykiatrien og er sygemeldt for tiden, er det ikke så meget diagnoser og behandling, der har fyldt i hverdagen. Det har været oplevelsen af at have mindre og mindre kontakt til andre mennesker.

– Gennem lang tid er min venskabscirkel snævret meget ind, siger Hans-Henrik, og fortsætter; Det har ændret sig i løbet af gruppeforløbet, hvor der er spiret et begyndende kammeratskab frem med de andre i gruppen. Det giver mig et håb om, at det ikke er umuligt at finde nye bekendtskaber, der betyder noget.

I går talte jeg med én i gruppen om, at det i starten fyldte meget og var svært, at man skulle hen til gruppen om torsdagen. Men efter et stykke tid, blev det snarere til ”Nå, nu er det tirsdag, nu er det onsdag, bliver det ikke snart torsdag, så vi kan mødes igen”. Det udviklede sig over tid i takt med, at vi lærte hinanden at kende.

Når alle ved, hvad man taler om

Da Hans-Henrik startede i gruppen, var det vigtigste for ham at komme ud og væk fra hjemmets fire vægge. Han havde ikke tænkt så meget over, at gruppen blev ledet af frivillige peers, da han tilmeldte sig. Men sidenhen fik det stor betydning.

– I gruppen har vi flere gange talt om, at de frivillige peers både var gruppeledere og gruppedeltagere, fordi de selv kender til at leve med psykisk sårbarhed. Det gav en tryghed, og det gjorde, at vi ikke følte os så observerede. Det var overraskende, at de frivillige deltog så meget i øvelser og med egne input, siger Hans-Henrik.

Hvad er en peer? Læs mere her

For Hans-Henrik var gruppeforløbets format og faste struktur afgørende for, at han kom til at føle sig tryg i gruppen;

– Der har været nogle gange, hvor jeg har tænkt, at det blev for hårdt at deltage i. Men så snart de andre begyndte at byde ind, så turde jeg også tage skridtet og tro på, at jeg også kunne byde ind. Der var en åbenhed i forhold til at lytte til hinanden og lade sig inspirere. Temaerne har været relevante og har sat tanker i gang, og samtidig hører man, hvordan andre ser på det, siger Hans-Henrik.

I peer-grupperne er deltagerne ofte meget forskellige steder i livet. For Hans-Henrik var det at have noget til fælles men også at være forskellige, en kilde til ny inspiration.

– Det, vi især har til fælles, er sårbarheden og for de fleste også ensomheden. Men vores livserfaringer er meget forskellige, og det gør, at der er så mange forskellige blikke på tingene. Vi har håndteret vores sårbarheder meget forskelligt, og det giver nye input til, at der ikke er én rigtig vej at gå, siger Hans-Henrik.

I forgårs var jeg lige ved at søge et job, selvom jeg godt ved, at jeg ikke er klar til det lige nu. Før ville jeg ikke engang have kigget på det.

Imens Hans-Henrik har talt, har jeg overvejet, hvilken betydning en peer-gruppe kunne have haft i mit liv. Jeg er derfor nysgerrig på, hvad der er anderledes i en peer-gruppe, end hvis det fx var en terapi-gruppe. Jeg spørger ham derfor, om han kan beskrive, hvad der har været særligt ved at gruppen handlede om det, man havde til fælles, og ikke om at få hjælp af en ekspert.

– Det er anderledes, fordi man oplever en form for forbundethed, som betyder, at man faktisk ikke behøver at italesætte og forklare sin sårbarhed hele tiden. Alle i gruppen ved hvad man taler om. På den måde er der tid og energi til at snakke om alt muligt andet. Hvis jeg har haft en dårlig dag, så kan et enkelt blik fra en af de andre være nok – ”Jeg ved hvor du er, og jeg forstår det godt” – det giver en ro til, at jeg kan fokusere på nogle andre ting, forklarer Hans-Henrik.

Gruppen, der nægtede at slutte

Næsten alle, der har prøvet at skulle have hjælp til noget, ved at de fleste ting slutter på et tidspunkt. Også i gruppen i Helsingør fyldte det. Men så kan man jo bare fortsætte gruppen selv.

– Jeg inviterede gruppen hjem til mig efter de 10 gruppegange. Det var nervepirrende op til, at de skulle komme. Tankerne fór rundt i hovedet. Hvordan skulle vi sidde, hvordan det ville blive osv. Det skulle være perfekt. Men så fik jeg talt det lidt igennem med én fra gruppen, som er ret god til at skære igennem, siger Hans-Henrik og griner.

Nu skiftes de til at være værter, og tager blandt andet fat i emner fra gruppeforløbet, som de har lyst til at dykke længere ned i sammen. Det er vigtigt for gruppen at bruge den struktur for at mødes, som de har med sig fra gruppeforløbet.

Det gav jo rent faktisk gevinst at møde op i gruppen. I starten brugte jeg uanede mængder tid på at finde på en undskyldning til ikke at møde op, men samtidig var jeg nødt til at prøve noget af. Jeg er blevet positivt overrasket over en chance jeg tog, som en del af gruppeforløbet. Den gav pote. Jeg er ellers ufatteligt god til at undgå at prøve nogle ting af, – Hans-Henrik, to måneder efter gruppen er sluttet.

Vi skal hilse fra Hans-Henrik, der anbefaler gruppeforløbet for andre, som går rundt med en sårbarhed eller måske er ensomme, og som gerne vil prøve sig selv af og prøve at komme ud og i gang med noget.

Tak.


Om det peer-gruppeforløb, som Hans-Henrik fortæller om:

Hans-Henrik deltog i et peer-gruppeforløb i Helsingør, som startede op i august 2020. Gruppeforløbet blev afholdt i boligområdet Vapnagaard i Helsingør. Da gruppen sluttede, 8. oktober 2020, var de fem deltagere tilbage i gruppen. De fem deltagere har valgt at holde kontakten, og de skiftes nu til at mødes hjemme hos hinanden.

Formålet med peer-gruppeforløbet er at finde en måde at leve på, som giver energi og overskud i hverdagen, og som er meningsfuld for en selv – også selv man stadigvæk har svært ved noget. Efter Hans-Henriks gruppe er sluttet, er grupperne blevet en del af forskningsprojektet ‘Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet.’

Forskningen gennemføres i Helsingør, Fredericia og København. Læs mere her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen