‘Vejen til Hverdagslivet’ er Peer-Partnerskabets 10-ugers gruppeforløb for mennesker med psykisk sårbarhed og frivillige peers. Jeg har både været en del af forløbet som deltager, frivillig og senest som virksomhedspraktikant hos Peer-Partnerskabet. Det har været min vej fra en væltet hverdag til at jeg nu ved, at jeg ikke længere behøver at være bange for fremtiden. Her kan du læse min historie.
Personlig beretning af Ninna Daugbjerg Hinrichsen, praktikant hos Peer-Partnerskabet.
Min vej til Vejen til Hverdagslivet
Når jeg ser i bakspejlet, kan jeg se at jeg igennem hele mit 34-årige liv har haft manglet nogle meget centrale grundpiller, for at kunne få et godt hverdagsliv og have det godt med mig selv. Mange af problematikkerne kommer af en opvækst i en dysfunktionel familie med misbrug og psykiske sårbarheder. Allerede sidst i min barndom og i starten af puberteten, begyndte de første tegn på psykisk sårbarhed at melde deres ankomst, i form af en spiseforstyrrelse, der siden blev erstattet af selvskade, som udviklede sig til medicinering og et liv lagt i ruiner.
Til trods for alle mine udfordringer gennemførte jeg en HF-søfart og efterfølgende en folkeskolelæreruddannelse. Men kort efter jeg var startet på (det der dengang var) drømmejobbet, skete det der måtte ske; jeg knækkede midt over. Jeg kunne ikke huske, hvad jeg hed, hvordan jeg vaskede hår eller hvordan jeg på nogen måde skulle få et liv igen.
Igennem de næste syv-otte år var jeg sygemeldt det meste af tiden. Jeg blev sendt på diverse forløb og til et hav af samtaler med forskellige mennesker, som jeg alle følte hverken hørte eller forstod, hvad jeg bad om. Måske vidste jeg det heller ikke helt selv. Men jeg vidste at jeg manglede de helt rigtige værktøjer – de værktøjer, der ville gøre det muligt for mig, at få et godt, meningsfuldt liv.
En chance på det helt rigtige tidspunkt
I 2022 var jeg deltager på et kommunalt gruppeforløb. Jeg lærte ikke så meget, men sammenholdet i gruppen gjorde mig stærkere. En dag fik vi et kort oplæg om et andet gruppeforløb, som bliver afholdt af Peer-Partnerskabet og med det samme vidste jeg at dét skulle jeg give en chance. Jeg fik en plads på et 10 ugers gruppeforløb, der handlede om at give deltagerne nogle værktøjer igennem erfaringsdeling og øvelser.
Gruppeforløbet blev mit vendepunkt. Igennem de 10 uger fik og lærte jeg mange af de ting jeg havde efterspurgt i så mange år. Jeg lærte af forstå mig selv, jeg lærte at passe på mig selv, sætte grænser og mål, men vigtigst af alt lærte jeg at jeg ikke er forkert, at jeg ikke er alene og at den situation jeg var i, ikke var permanent.
Cirka halvvejs igennem forløbet, kontaktede jeg min jobkonsulent og bad om en samtale. Nu skulle der ske noget, nu skulle jeg rykke mig endnu mere. Jeg ville have nogle mål og en plan for, hvordan jeg kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet. Vi fik aftalt, at når mit forløb var slut, ville vi kigge ind i noget virksomhedspraktik, for at se, hvor meget jeg kan fungere på en arbejdsplads. Stjernerne stod rigtigt på himmellegemet, for jeg fik en praktikplads ved Peer-Partnerskabet.
Ved slutningen af gruppeforløbet kontaktede koordinatoren og spurgte om nogle af os ønskede, at blive frivillig gruppeleder. Jeg skyndte mig at svare og kort tid efter blev jeg uddannet gruppeleder og startede mit eget hold op, sammen med en peer-makker. Gruppeforløbet kørte sideløbende med min praktik, som vi tilpassede med timerne i praktik, så jeg stille og roligt gik op i tid.
Tillid til fremtiden
I skrivende stund, siger datoen 30. maj 2023 og jeg har nu meget få arbejdstimer tilbage inden min praktik slutter.
Det er med en lidt blandet følelse, at det lakker mod enden; jeg har lært ubeskriveligt meget om peer-arbejdet, både i forhold til de frivillige der har afholdt gruppeforløbene, men også at der ansætte peers i regionerne. Men jeg har i den grad også lært meget personligt. Jeg har flere gange joket med at loftet ikke var højt nok til mig, fordi jeg er vokset så meget.
Jeg har igennem min praktik, fundet ud af, at alt det jeg har kæmpet med i mit liv, er noget rigtigt mange mennesker kender til, og at vi igennem erfaringsdeling og med de rette værkstøjer, har mulighed for at skabe et meningsfuldt liv, hvis bare vi selv vil. Det nytter ikke noget at sidde og vente på der sker noget og at tingene på magisk vis selv bliver bedre. Nej, man må selv tage skeen i hånden og gøre noget. Med dét som huskeregel, sætter jeg mål for mig selv og arbejder hen mod dem; tager fat i de mennesker jeg ved, der kan hjælpe mig hen mod målet, men jeg sørger i den grad også for at passe på mig selv. Hvis jeg ikke tager mig af mig selv, kan jeg ikke alt det jeg gerne vil, bl.a. hjælpe andre i samme situation som mig selv (var også derfor jeg blev uddannet gruppeleder) og give dem de værktøjer, der virker og hjælpe dem i retning af et godt liv.
Selvom et kapitel om få dage bliver lukket, er jeg ikke nervøs for fremtiden på samme måde, som jeg ville have været for fem måneder siden. For fem måneder siden, da jeg startede i praktik var en anden snak. Jeg var nervøs for om jeg overhovedet kunne bruges – om jeg overhovedet havde nogle faglige egenskaber tilbage i rygsækken. Men takket være en meget forstående chef, gensidig respekt og tillid, fik vi i fællesskab gjort mig stærk nok til, at tro på at der er brug for mig og tro på jeg har en masse gode erfaringer og kompetencer. Jeg VED at jeg har rykket mig; jeg ved jeg er blevet stærkere og jeg ved der er brug for mig i verden og i samfundet. Jeg ved, at jeg skal arbejde med mennesker inden for recovery-feltet. Jeg ved at de ting jeg har i min bagage, er brugbare for andre – at det jeg har oplevet og gennemlevet i mit liv ikke er spildt tid, for jeg har lært så ubeskriveligt meget.
Min tid ved Peer-Partnerskabet har givet mig langt mere end jeg nogensinde havde regnet med. PeerPartnerskabet har været det sted, hvor jeg er vokset mest. Jeg er ikke længere bange for fremtiden. Jeg ved at jeg nok skal klare det, uanset hvad end der kommer i min retning. Det bliver ikke med triste tårer jeg går herfra, det bliver med rank ryg og oprejst pande.
TAK!
Note fra Peer-Partnerskabet: Det 10-ugers peer-gruppeforløb ’Vejen til hverdagslivet,’ der omtales i denne artikel, var en del af et randomiseret forsøg, hvor Ninna D. Hinrichsen gennem lodtrækning kom i indsatsgruppen. Da Ninna senere henvendte sig til Peer-Partnerskabet vedr. en praktikplads, brød det ikke med forskningsprotokollen, eftersom samarbejdet blevet initieret af Ninna.