Erfaringer fra pilotfasen
Som første del af et forskningsprojekt om effekterne ved brug af peer-støtte har Chalotte Heinsvig Poulsen og hendes kollegaer over det seneste år stillet skarpt på, hvordan gruppeforløb med frivillige som drivkraft kan skabe de bedste rammer for, at psykisk sårbare står stærkere i hverdagen. Erfaringerne skal hjælpe til at udfylde et hul i forskningen på området og styrke samarbejdet mellem civilsamfundet og kommuner.
Af Frederik Timm Bentsen, for Peer-Partnerskabet
Indtil for relativt få år siden spillede peers en marginal rolle i den brede indsats mod psykisk sårbarhed i Danmark.
Mennesker med ondt i livet blev i altovervejende grad henvist til psykiatere eller psykologer i det offentlige behandlingssystem, der gennem ofte langvarige terapi- og støtteforløb forsøgte at bringe folk på fode igen.
Men i takt med at både mistrivslen i befolkningen og udgifterne til psykiatriområdet er vokset, er interessen for at inddrage peers – borgere med levede erfaringer inden for psykisk sårbarhed – i behandlingstilbuddene steget tilsvarende. Og meget tyder på, at peers udgør en virksom ressource, når det kommer til at støtte mennesker i at komme sig.
»Vi begynder at se, hvordan peer-støtte i stigende grad anvendes i behandlingspsykiatrien og kommunerne i Danmark,« siger Chalotte Heinsvig Poulsen, der er seniorforsker i forskningsprogrammet Recovery og Inklusion på Psykiatrisk Center København, der ledes af Lene Falgaard Eplov.
Frem til 2022 skal hun i samarbejde med forskergruppen være med til løbende at indsamle data fra og evaluere projektet ’Håb og selvbestemmelse i hverdagslivet’, der er iværksat af Peer Partnerskabet – et samarbejde mellem SIND og Det Sociale Netværk – og finansieres af VELUX FONDEN med 11 millioner kroner.
»Vi er kommet ind til kernen af, hvad det kan gøre for mennesker at mødes i peer-grupper på den her måde« – Chalotte Heinsvig Poulsen.
Projektets pilotfase blev afsluttet hen over sommeren 2020, og med afsæt i erfaringerne er målet nu at belyse effekten af en forebyggende indsats for psykisk sårbare i et randomiseret forsøg, hvor frivillige, der selv har erfaring med psykisk sårbarhed, er den centrale drivkraft.
Gennem pilotfasen har Chalotte Heinsvig Poulsen og kollegaerne indsamlet værdifuld viden om, hvordan peer-støttegrupper fungerer optimalt, så man har været i stand til at justere den metodiske tilgang til det randomiserede forsøg, fortæller hun.
Ligeværd skaber tryghed
Ligesom det er tilfældet i den endelige del af projektet, er pilotfasen blevet gennemført i samarbejde med kommunerne København, Helsingør og Fredericia.
Konkret har borgere, der har henvendt sig til kommunerne for støtte, fået tilbudt muligheden for at deltage i et 10-ugers gruppeforløb, hvor to frivillige peers med udgangspunkt i egne erfaringer har hjulpet deltagerne med at håndtere egne sårbarheder og kriser i hverdagen.
Gennem samtaler med deltagerne i forlængelse af gruppeforløbet er forskergruppen blandt andet blevet opmærksomme på, at det er den ligeværdige deling af erfaringer, der skal være i centrum i gruppeforløbene, forklarer Chalotte Heinsvig Poulsen,
»Noget af det, der træder tydeligst frem, er, at deltagerne har haft særligt gode oplevelser, når de frivillige har delt ud af egne erfaringer om psykisk sårbarhed på lige fod med de øvrige deltagere. Det har givet en oplevelse af ligeværd og har været med til at skabe tryghed i grupperne, så deltagerne får mere mod på at åbne sig,« siger hun.
Et aspekt, der også har vist sig afgørende for deltagernes oplevelse af tryghed, er, at de hurtigt i forløbet får et godt kendskab til hinanden. Derfor har man i det randomiserede forsøg begrænset optaget af nye deltagere til de to første gruppesessioner, hvor det i pilotfasen var mulighed for at støde til i løbet af de tre første gange.
»Flere af deltagerne i pilotprojektet sagde, at de følte sig en anelse utrygge, indtil gruppen lukkede. Når man skal sidde og fortælle åbent om sit liv og sine erfaringer, er det rart at vide, at man kender de mennesker, der er omkring én,« forklarer Chalotte Heinsvig Poulsen.
Ud fra samme erkendelse har man i det randomiserede forsøg desuden åbnet mere op for deltagernes mulighed for at få følgeskab af en frivillig peer uden for gruppesessionerne, eksempelvis i forbindelse med et socialt arrangement i lokalmiljøet, et lægebesøg eller til et møde med en rådgiver.
Selvom muligheden også var der under pilotfasen, blev den ikke implementeret i den ønskede grad som følge af tidspres og coronarestriktioner, fortæller Chalotte Heinsvig Poulsen. Men efter afslutningen på pilotfasen har man haft fokus på at eksplicitere muligheden over for deltagerne, der ofte kan opleve, at det er svært at stoppe i gruppeforløbene efter ti uger.
»Mange deltagere syntes, de sidste par sessioner med grupperne var svære. Nogen begyndte at tænke, ’åh nej, nu stopper det igen, hvad skal jeg så?’ Derfor har vi nu mere fokus på, at deltagerne alt efter behov får mulighed for at få følgeskab af en peer i op til seks måneder, efter gruppeforløbet begynder,« forklarer Chalotte Heinsvig Poulsen.
De samlede erfaringer fra pilotfasen har også udmøntet sig i en ny formålsbeskrivelse af selve gruppeforløbet.
Fra at have haft den mere overordnede hensigt, at deltagerne skulle mødes og »dele erfaringer for bedre at kunne relatere til andre«, er der nu præciseret, at formålet er, at deltagerne »skal finde en måde at leve på, som giver energi og overskud i hverdagen«, og som »er meningsfuld for en selv, også selv om man stadig har svært ved noget«.
»Formålet er blevet konkretiseret en del efter pilotfasen, hvor det før var temmelig bredt,« påpeger Chalotte Heinsvig Poulsen.
At sætte ord på frustrationerne
En af dem, der har været med til at sikre erfaringerne under pilotfasen til det videre projekt, er Per.
Sammen med en makker har han fungeret som peer-gruppeleder i Fredericia for grupper på mellem fem og ti deltagere med alt fra social angst, ensomhed, depression og »ting, som andre ikke anser for normale«, som han siger.
Deltagerne er som regel temmelig reserverede i begyndelsen, fortæller Per. Men mange finder hurtigt en tryghed i at være i en forsamling, hvor der er sikkerhed for, at det, man taler om, bliver i gruppen.
»De lærer virkelig at sætte ord på deres frustrationer. Og når der går hul på bylden, og folk får lov til tale om de ting, de kæmper med, kan de være svære at stoppe igen,« siger Per.
Per betoner styrken i, at de frivillige ikke er der for at være formanende overfor deltagernes gøren og laden.
»Vi er med til at give deltagerne nogle redskaber til at styrke selvværdet og tage fat på nogle ting i hverdagen. Men det er ikke vores opgave at sige til dem, hvordan de skal ændre deres liv,« siger han.
Per ved, hvad han taler om.
Som barn var han selv plaget af et voldsomt temperament. Han blev hurtigt vred, og da han var »en pænt stor dreng«, kunne han finde på at kaste et bord gennem klasselokalet i sin folkeskole i ren frustration.
»Jeg vidste ikke, hvor det kom fra, og ingen andre vidste det,« siger Per.
Hans temperament sendte ham flere gange i kontakt med den etablerede psykiatri, der aldrig lykkedes med at stille en diagnose. Først efter han som voksen har fået børn, har Per fundet ud af, at han gennem sit liv har haft Tourette plus, der er karakteriseret ved forskelligartede tics kombineret med andre syndromer.
Per mener, at han ville være have haft stor nytte af at være med i et peer-gruppeforløb som det, han i det forgangne år var med til at facilitere.
»Man møder nogle andre mennesker, der også tumler med nogle ting, som måske ikke er helt de samme, men alligevel minder om. Det handler ikke om, at nogen skal udlevere sig selv. Deltagerne fortæller kun de ting, de har lyst til,« siger Per og påpeger, at flere deltagere oplever det som en kontrast til det etablerede system, der ikke i samme grad tilpasser indsatsen til den enkelte.
»Jeg synes, jeg hører mange sige, at deres oplevelser med den etablerede psykiatri er, at man bliver presset ned i en firkant. Det, vi forsøger, er at gøre det mere personligt,« siger han.
Som peer-gruppeleder har Per fra tid til anden oplevet, at deltagere til møderne har kunnet gengive, hvordan de i den forgangne uge har taget redskaberne fra gruppesessionerne i brug. Hvordan de har befundet sig midt i en vanskelig situation, der normalt har fået dem til at føle sig sårbare, men er lykkedes med at håndtere situationen ved hjælp fra de ting, der er blevet snakket om i grupperne.
»Der kan jeg mærke, at jeg ranker ryggen,« siger Per.
»Så mærker jeg virkelig, det giver mening.«
Har skabt retning
Mens projektet på den korte bane hjælper mennesker med psykisk sårbarhed til en nemmere hverdag, har det som helhed til formål at udvikle en metodisk tilgang til peer-støtte, der, hvis resultaterne lever op til forhåbningerne, kan bredes ud til andre kommuner.
Og der i den grad brug for et solidt videnskabeligt grundlag at bygge fremtidige peer-støtteforløb op på, mener Chalotte Heinsvig Poulsen. For selv om interessen i peer-støtte er taget til i de senere år, lader den eksisterende forskning stadig en del tilbage at ønske.
»Evidensen for, om peer-støtte virker, er ikke særlig etableret, hvilket skyldes, at den eksisterende forskning er af relativt dårlig kvalitet. Der har indtil nu været en tendens til, at brugen af peers har været kendetegnet ved ideologi, hvor man har en idé om, at det virker, uden at det for alvor er blevet undersøgt ordenligt,« siger hun og påpeger, at muligheden for, at man vil kunne videreformidle metoden og den teoretiske ramme fra gruppeforløbene internationalt, også er til stede.
Om det går så vidt, finder Chalotte Heinsvig Poulsen og resten af forskergruppen først ud af, når Psykiatrisk Center København indleder den endelige evaluering til næste år.
For nu er hun glad for at se, at tilbagemeldingerne fra pilotfasen har været overordnet positive.
»Mange af deltagerne gav udtryk for, at de måske ikke var i mål med at finde ud af, hvad de skulle med deres liv, men at de følte, at de var begyndt at tage nogle skridt i den rigtige retning,« fortæller hun.
»Og det synes jeg er virkelig fedt at høre – at det har skabt noget retning.«
Fakta:
Om pilotevalueringen i projekt ’Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet’
Som en del af projekt ’Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivets’ metodeudvikling blev der fra februar til juni 2020 gennemført syv peer-gruppeforløb i byerne Fredericia, København og Helsingør. Formålet var bl.a. at afprøve og færdiggøre den manual for peer-gruppeforløbet som det randomiserede forsøg i projektet anvender.
Opsamlingen på erfaringerne fra pilotfasen er foretaget under ledelse af Chalotte Heinsvig Poulsen, seniorforsker ved Psykiatrisk Center København.
I pilotevaluering har der indgået 16 deltagere og ni frivillige som respondenter. På baggrund af evalueringen er der foretaget specifikke ændringer i de ti gruppegange med fokus på at præcisere formålet og projektets røde tråd. De overordnede temaer og formen på gruppeforløbene, herunder antal og varighed af gruppegangene, er uændret.
Læs mere om forskningen
Du kan læse mere om forskningen Chalotte og hendes kollegaer laver for Peer-Partnerskabet her.
Her fortæller seniorforsker Chalotte Heinsvig Poulsen om behovet for at forske i peer-støtte, for at flere kommer sig.