Billede af to hænder som holder en gul blomst

Inspiration: Mindre planlægning og mere tid til refleksion

Coronakrisen påvirker hverdagen hos os alle, og i denne artikel stiller vi skarpt på hvilke aktiviteter, som hjælper os med at håndtere corona-restriktioner og bekymringer i hverdagen – selvfølgelig baseret på egne erfaringer. 

Artikel | af Elisabeth Adriansen, Peer-Partnerskabet

Jeg har altid set mig selv som en kalendernørd og en planlægningsentusiast, for jeg er simpelthen vild med at koordinere. Det er én af mange årsager til, at jeg er superglad for mit job som lokalkoordinator i Peer-Partnerskabet i Fredericia.

Da Danmark blev lukket ned d. 12. marts 2020 pga. Coronakrisen forsvandt mine kalenderaftaler som dug fra solen, og mange af mine hverdagsstrukturer var væk over natten. Det tog sin tid at finde benene igen, men med inspiration fra andre fandt jeg aktiviteter, som hjalp mig godt på vej. Jeg er nysgerrig på, hvordan de frivillige peers og mine kollegaer i Peer-Partnerskabet har holdt sig oven vande i hverdagslivet i en coronatid. Derfor har jeg spurgt dem, så du kan høre vores erfaringer – og måske finde inspiration.

I denne artikel kommer du til at møde: Inger og Helle, som er peers i København, Denja, som er peer i Fredericia, Marie og Niels Christian, som er peers i Helsingør og Tine, som er lokalkoordinator i Helsingør.

Forkæl dig selv

– Jeg er begyndt at lave kryds og tværs. Det er god hjernegymnastik – og så er det også lidt meditativt, fortæller Marie fra Helsingør. Selvforkælelse kan tage mange former og det er et tema, som vi er ret glade for i Peer-Partnerskabet. Derfor er det også et fast tema i vores peer-gruppeforløb ’Vejen til Hverdagslivet’.

Hvordan kan selvforkælelse se ud? God mad, en god bog og fællesskaber, som det er tilfældet for Inger i København. Eller konkrete aktiviteter som puslespil, sudoku, hundeluftning og at lave smykker, som alle er aktiviteter Helle i København engagerer sig i. Personligt er det selvforkælelse for mig at kunne tage en daglig time-out for at meditere, da det giver mig energi og mindsker følelsen af at blive overvældet af verdens uforudsigeligheder.

Mindre planlægning og mere tid til refleksion

– I virkeligheden kan der måske også være noget befriende i ikke at have en fast og langsigtet plan.

Det kan klinge hult, når man taler om at tage én dag ad gangen, og min indre kalendernørd er absolut ikke vild med at ’tage tingene som de kommer’. Men måske er der noget om snakken.

Inger fortæller;

– Jeg forsøger at tage én dag ad gangen. Jeg ser ikke for langt ud i fremtiden, fordi den er så uforudsigelig lige nu. Planlægning kan stresse, fordi aftaler let bliver brudt i denne tid.

Den oplevelse kan jeg i den grad genkende fra mig selv: Det er svært ikke at kunne langtidsplanlægge, men nok også meget sundt. Jeg har opdaget ’bullet journal metoden’, som er et kalenderredskab hvor du selv sætter rammerne ift. indhold og design, og det hjælper mig med kun at planlægge én uge ad gangen.

I virkeligheden kan der måske også være noget befriende i ikke at have en fast og langsigtet plan. For Tine giver det helt nye muligheder i hverdagen med familien;

– Med et barn på snart 4 år, som kræver at der sker noget, har vi planer om at udforske nye udendørsområder, som vi endnu ikke kender til, men som måske blot er lige rundt om hjørnet. Bare at tage afsted uden nogen stram plan kan virke både skræmmende og dejligt befriende, fortæller Tine fra Helsingør.

Jeg oplever selv, at manglen på planlægning frigiver tid til at reflektere og værdsætte hverdagstingene i stedet. Inger fortæller ligeledes, hvordan hun hver dag forsøger at finde et par positive nedslagspunkter; f.eks. en god samtale, et godt grin, at solen skinnede eller noget andet opløftende.

Ta' ud i naturen

–  Jeg oplever, at det er sindssygt vigtigt, særligt i en coronatid, at dagen har en fast form eller ramme. Så at pålægge sig selv en tur under åben himmel hver dag giver en struktur, så dagene ikke bare flyder sammen, fortæller Denja fra Fredericia, og tilføjer at naturen for hende også virker som et frisk pust til at reflektere over tingene.

Det kan jeg sagtens genkende: Under normale omstændigheder benytter jeg mig af de forskellige idræts- og kulturtilbud i Fredericia, hvor jeg bor, men når mange af disse steder har lukket, har jeg selv oplevet et større behov for at komme ud og være aktiv i naturen.

Niels Christian hører også til dem, der har gode erfaringer med at få motion udendørs. Han fortæller;

– Jeg blev på et tidspunkt, opfordret til at komme ud og gå lidt, bare en halv time om dagen. `Bare en halv time` var en næsten uoverkommelig opgave, men det lykkedes mig hen ad vejen. Det er noget jeg tit tænker over, og det virker for mig. Jeg er også lidt heldig, for jeg har en hund, så vi får meget motion. Noget andet der virker for mig, er at jeg rigitig godt kan lide at løbe.

Som koordinator, kalendernørd og som menneske helt generelt har Coronakrisen gjort mig klogere på mig selv og min personlige værktøjskasse. Langtidsplanlægningen er lagt på hylden, og der er kommet nye redskaber på banen som passer til den situation, vi er i her og nu. Jeg nyder altid at få inspiration fra andre og høre om deres værktøjer til at stå stærkere i hverdagen. Derfor er jeg glad for at Inger, Helle, Denja, Marie, Tine og Niels Christian ville dele ud af deres gode erfaringer til gavn for andre. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top