Peer-støtte i Danmark - en mellemtid
Sidste gang vi tog en mellemtid på peer-støtte i Danmark var i 2020. Dengang beskrev vi et felt, der på mange forskellige måder var i udvikling, både i regioner og kommuner samt for peers i rummet mellem erfaring og profession. Foranlediget af en artikel i Politiken for nylig – hvis titel i sig selv er en mellemtid – følger vi her op, seks år efter.
Af Klavs Serup Rasmussen, projektansvarlig i Peer Partnerskabet
I Politiken kunne man den 3. maj læse artiklen; ”Verdens billigste lægemiddel – et menneske at tale med – bliver ikke prioriteret i psykiatrien.” (læs her)
Artiklens overskrift afspejler i sig selv den største forandring, siden vi sidst lavede en mellemtid på peer-støtte i 2020. Der er ikke længere rigtig nogen tvivl om, i hvert fald ikke forskningsmæssigt, at peer-støtte kan gøre en vigtig forskel for mennesker.
Det der nu drøftes på de store linjer, har derfor også flyttet sig til at handle om, hvorvidt peer-støtte er tilstrækkeligt prioriteret, og hvad der skal til, for at peer-støtte lykkes på en meningsfuld måde i praksis.
Man finder i dag peers i alle regioner, en del kommuner, på recovery colleges og i civilsamfundet. Samtidig er der næsten ikke to organisationer, der arbejder med peers på den samme måde. På godt og ondt er peer-støtte blevet et landskab af mange forskellige lokale praksisser, organiseringer og forståelser.
Denne mangfoldighed – eller fragmentering om man vil – genspejles også hos peers. Vi holdt for eksempel i december 2023 et landsdækkende træf med deltagelse af 50 peers, hvor det var tydeligt, at forskelle let kan komme til at fylde mere end det man har til fælles. Omvendt er der siden 2020 kommet meget mere viden om, hvad der får peer-støtte til at gøre en forskel. Det giver os alle et par temmelig skarpe briller til at skære igennem og forme den videre udvikling af feltet.
Hvis du, allerede nu, vil vide mere om virknings-mekanismer, har vi lavet denne video, som dog er på engelsk – link.
Politiken, 3. maj 2026
Ja, vi ved det virker
For at få facts på plads: Den øgede viden om peers.
Forskningen er over de seneste 10-20 år gået fra enkeltstående afprøvninger til lodtrækningsforsøg, videre til metaanalyser, der ser på tværs af flere studier, og nu til paraplyanalyser, som ser på tværs af reviews og metaanalyser, som for eksempel Cooper et. al., fra 2024 (link).
Der er med andre ord efterhånden rigeligt viden om peer-støtte og hvad det kan. Og hele tiden mere på vej.
Siden 2020 er denne viden blevet mere solid, og vi har selv bidraget, ved at gennemføre et lodtrækningsforsøg i frivillig peer-støtte samt ved at udgive en metaanalyse i samarbejde med Forskningsenheden i recovery og mental sundhedsfremme, FORMs. Læs mere om vores forskning i grupper, som ledes af frivillige peers. Gå til metaanalysen her.
Som forening er vores fokus primært hvad vi som frivillige kan med det vi har oplevet i livet, og med dette også hvordan peer-støtte giver mening som et bindeled fra de etablerede systemer til hverdagslivet. Men meget af forskningen handler om peers placeret længere inde i professionelle systemer.
I store træk er konklusionen i forskningsartiklerne den samme: Støtte fra andre, som har egne erfaringer med psykisk mistrivsel eller psykisk lidelse, er en af få praksisser med evidens for understøttelse af menneskers personlige recovery.
Hvor meget effekt og hvordan peer-støtten lykkes bedst, varierer. Men den grundlæggende konklusion ændrer sig mindre og mindre: Hvis man griber det rigtigt an, er peer-støtte ofte en afgørende faktor i at mennesker kommer sig og tager nye skridt i deres liv. Selv for mennesker, der har haft det virkelig svært.
Er peer-støtte prioriteret?
Politikens overskrift siger det meste om udbredelsen og prioriteringen af peer-støtte. Som en lønnet rolle er peers ikke noget, som sundhedsvæsenet for eksempel har haft voldsomt meget mere fokus på siden 2020.
»Vi er selv forsigtigt optimistiske for peers i fremtiden, når nu forskningen er så tydelig, og fordi selve antallet ikke fortæller hele historien.« – Peer-Partnerskabet
I 2021 var der omkring 200 ansatte peers i Danmark, og antallet var voksende (se kortlægning fra 2021). Vi anslår, at der har været op til 300 lønnede peers i Danmark på et tidspunkt. Da vi lavede en intern opgørelse i 2024, landede vi på, at der nu er omkring 210 til 260 lønnede peers på tværs af regioner og kommuner.
Dette er personer og ikke årsværk. Da de fleste peers er deltidsansatte, er der omregnet til årsværk betydeligt færre personer, ansat i rollen som peer i behandlings- og socialpsykiatrien.
Ca. 80 % af de lønnede peers er ansat i regionerne, og for at give lidt perspektiv er der ca. 135.000 medarbejdere i regionerne i alt, ofte med et højere timetal. Omregnet er ca. én promille af medarbejderne i sundhedsvæsenet peers. Det kan synes usynligt, men det betyder ikke ubetydeligt. Også ca. én promille af medarbejderne er hjertekirurger, og dem vil vi heller ikke undvære.
Vi er selv forsigtigt optimistiske for peers i fremtiden, når nu forskningen er så tydelig, og fordi selve antallet ikke fortæller hele historien.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at feltet er et andet sted end i 2020, hvor der flere gange blev afsat større satspuljemidler til peers, samtidig med, at det politisk var nyt at satse på peers og recovery.
I dag har peers ikke længere den samme nyhedens interesse. Det betyder, at de peers, der er ansat rundt omkring, i langt højere grad afspejler et reelt ønske om at prioritere peer-støtte, end da puljer og politiske bevillinger bar området. Det betyder ikke nødvendigvis, at peer-støtte fylder mere end tidligere. Men det betyder, at de nuværende peer-stillinger i højere grad er nogen organisationerne selv har valgt at have.
Der kan pt ikke laves opgørelser af frivillige peers, da ”peers” her forstås så bredt, at det er vanskeligt at afgrænse.
Når vi sammenligner os med udlandet
Selvom for eksempel Region Hovedstaden har holdt konferencer med engelske ImRoc, der har anbefalet en vis kritisk masse af peers, har der aldrig været et fælles nationalt mål for peers. Det er derfor svært at sige, om området har udviklet sig som ønsket.
Ser man på Storbritannien, havde det britiske sundhedsvæsen NHS for 2019-2023 som mål at ansætte 2.780 peers i den ambulante og nære psykiatri.
I forrige uge udgav ImROC en gennemgang af hvor mange peers der aktuelt er ansat i NHS, og fandt mindst 1.637 peers i hele den psykiatriske indsats i NHS – se hele kortlægningen.
Dette omfatter både ambulante- og døgnafsnit, nye som gamle peers, og det reelle antal er sandsynligvis omkring 2.000, da ikke alle hospitaler svarede på undersøgelsen. Sammenligner man befolkningsstørrelser, svarer 2.000 peers i NHS til ca. 175 peer-medarbejdere i Danmark.
Denne sammenligning skal dog tages med et vist forbehold, da peer-støtte i Storbritannien i langt højere grad er organiseret i civilsamfundet. For eksempel vurderer Scottish Recovery Network, at ca. 80% af alle peers i Skotland – lønnede som frivillige – er i civilsamfundet.
Fordi man ikke 1:1 kan sammenligne antal og forhold, viser erfaringerne fra Storbritannien mest af alt, at selv når der opstilles konkrete mål for at ansætte peers, ender sundhedsvæsenet ofte med at prioritere noget andet. Dertil er peers ikke blevet givet nogen større rolle i sundhedsvæsenet, hverken herhjemme eller i Storbritannien.
I forlængelse af dette, er det ikke helt forkert at slutte, at der i praksis har været en forskel mellem den opmærksomhed peer-støtte er blevet givet i forskellige strategier, udviklingsarbejde og forskning siden 2020, og hvor afgrænset en rolle peers typisk spiller i sundhedsvæsenets dagligdag.
Sammenligner man befolkningsstørrelser, svarer 2.000 peers i NHS til ca. 175 peer-medarbejdere i Danmark. Dog med det forbehold at peer-støtte i Storbritannien i langt højere grad er organiseret i civilsamfundet.
Peer-uddannelser i Danmark (2026)
Allerede i 2020 var der en række peer-uddannelser. Der er sidenhen sket en opbygning i hele landet, og der findes nu peer-uddannelser, der dækker alle regioner samt en række kommunale peer-uddannelser.
Dertil har en række lokale foreninger, såsom Stoppestedet i Odense og Recovery Lab i København været med til at udvikle peer-uddannelser, der enten drives af dem selv eller i samarbejde med andre lokale kræfter. På Bornholm drives både peer-indsats og uddannelse i et samarbejde mellem civilsamfund og kommune.
Vi bliver ofte kontaktet om peer-uddannelser af personer, der ønsker at være peers, eller af jobkonsulenter, pårørende og andre. De to ting, vi altid spørger om, er dels hvor man bor, dels om man ønsker at være frivillig eller lønnet peer.
Især hvis man vil være lønnet peer, betyder det noget, hvor man bor, da den mest almindelige peer-uddannelse i Jylland typisk tages, før man ansættes, imens peer-uddannelsen på Sjælland typisk gives 3 til 6 måneder efter, man er ansat.
Det er forskelligt hvad de enkelte peer-uddannelser omfatter, og hvornår det giver mening at tage dem. En simpel Google-søgning kan ofte svare på det meste. Næsten alle peer-uddannelser i Danmark er offentligt drevet. Dette er anderledes end i for eksempel Sverige, hvor det er civilsamfundet (NSPH), der varetager ansættelse og opkvalificering af peers for den offentlige sektor.
Infrastruktur og support: Fra 2020 og til nu
Peer-Partnerskabet underviser sammen med Københavns Professionshøjskole en række kommuner, der deltager i projektet ”Udbredelsen af peers” under 10-årsplanen. Projektet bor i Social- og Boligstyrelsen og 12 kommuner har deltaget.
I arbejdet med kommunerne, opstår ofte spørgsmål om, hvordan peers bedst uddannes, men også om anden støtte til både peers og organisationer. Disse forhold har alle betydning for udviklingen af peer-støtte i Danmark.
Hvor Peer-Netværket Danmark i 2020 var aktivt, er der i dag ikke en national netværksorganisation, som løbende tilbyder aktiviteter for peers eller støtte til organisationer. I Peer-Partnerskabet forsøger vi at gøre hvad vi kan, ved løbende at holde nationale træf og kurser, men det er ikke det samme som et tværgående fundament for peers og organisationer.
Her er derfor reelt sket en tilbagegang siden 2020, som vi oplever, at de ansættende organisationer efter bedste evne selv kompenserer for.
En anden strukturel forandring for peers, der er sket siden 2020, kom da FOA i 2021 kunne meddele at peers var blevet omfattet af en overenskomst.
Dette betød på den ene side, at peers blev anerkendt som en selvstændig faggruppe i det offentlige, og bl.a. blev sikret ret til pension. Samtidig var der kritik af aftalen fra mange peers, og den diskuteres stadig. Som peer-medarbejder Rico Rasmussen siger i artiklen i Politiken: »Du får den laveste overenskomst, og du bliver altid ansat i en deltidsstilling.«
Diskussionen om peers udgør en fornyelse af velfærdsindsatserne i en recovery-orienteret retning, eller mest af alt er ny billig arbejdskraft, er blevet diskuteret i hele verden, også før 2020. Hvor man står i denne diskussion, og om det har ændret sig siden 2020, er udenfor denne kortlægnings sigte.
Det store spørgsmål: Funker det?!
Som indledningsvist nævnt er en af de helt store forandringer siden 2020, at der er kommet mere fokus på, hvad der skal til, for at peer-støtte lykkes på en meningsfuld måde i praksis.
Siden 2015 har man herhjemme arbejdet nationalt med, hvordan peer-støtte bedst kan indgå i de offentlige indsatser. Der har været afprøvningspuljer, partnerskabsprojekter, læringsforløb og andet.
Dette arbejde slutter nok ikke foreløbigt, da det ikke kun handler om behovet for uddannelse, meningsfuld supervision eller om løn.
Fordi peers er anderledes, end hvad vi kender:
Organisationer: Omdanner typisk peer-støtte til noget mere velkendt, såsom mentorstøtte, hjælperoller eller frivilligordninger.
Peers: Uklarheder omkring, hvordan peer-rollen er anderledes, rummer en væsentlig risiko for, at man overtager de hjælperoller, som man kender.
Det handler i lige så høj grad om at peer-rollen bliver ved med at blive uklar i faglige systemer, samt de spændinger der helt naturligt opstår, når en praksis baseret på gensidighed skal fungere i organisationer, der bygger på, at nogen hjælper, og nogen får hjælp.
Der er altid gode lokale eksempler, hvor man har knækket koden, men de rummer samtidig ofte en høj personafhængighed, og forplanter sig ofte ikke ind i hele organisationen. Derfor har det tit stor betydning, når for eksempel en leder stopper. Vi har selve tre gange siden 2015, samarbejdet med den samme kommune, om opstart af peer-støtte.
Både i 2020 og nu er det typisk ikke selve idéen om peer-støtte, der møder modstand. Tværtimod beskriver mange organisationer, hvordan de oplever at peer-støtte gør en vigtig forskel i forhold til relationer, recovery, følgeskab og hverdagsliv.
Men peer-støtte giver ikke automatisk mening af sig selv. I praksis skal en peer-indsats aktivt beskyttes, allerede fra man påtænker opstarten, da der yderst en velkendt risiko for, at vigtige kvaliteter ved peer-støtten bliver lost in translation, når peers skal fungere i organisationer, som er bygget op omkring andre roller og faglige forståelser.
Dette er fundet igen og igen. Både litteraturen og undersøgelser herhjemme (link). Skulle vi pege på en lille, men måske interessant forskel fra 2020 og til nu, så er det at flere kommuner selv har erfaringer med netop dette, og henvender sig til os, da den peer-model vi arbejder med er totalt firkantet. Det er den for at beskytte den målte effekt af “Vejen til hverdagslivet.”
Hvad så nu?
I 2020 kortlagde vi de almindeligste opgaver peers. De er stadigvæk nogenlunde de samme. I forhold til peer-advocacy (fortalerskab) tæller på den positive side, at Socialstyrelsen i 2023 anbefalede, at peers spiller en større rolle i myndighed i forhold til at få borgerperspektivet tydeligt frem i sagsbehandlingen.
Her i 2026 giver det mening, at se mindre på peers’ opgaver, og mere på rammen som organisationer laver for peer-støtten. Både fordi der er mere viden om rammernes betydning, men også fordi feltet ikke længere mangler erfaringer.
Samtidig er de erfaringer der er, mangeartede, lokale og ofte adskilte. Det betyder, at på den ene side findes der peer-uddannelser, recovery colleges, kommunale peers, regionale peer-stillinger, frivillige peerforløb og mere, men samtidig er der kun få fælles referencepunkter og fælles forståelse af, hvordan peer-støtte i regioner eller kommuner egentlig skal se ud, for at den peer-støtte, der sker, er virksom.
Der er enkelte modeller, som i F-ACT, hvor peers er defineret nogenlunde ensartet på tværs af landet, men vi kender ikke andre “modeller,” som bruges bredt.
Dette står i kontrast til, at der nu er god viden om, hvad der får peer-støtte til at gøre en forskel, og som kan bruges meget lavpraktisk til at lave modeller for peer-støtte, der kan rumme lokale forskelle men samtidig få det vigtigste med.
I princippet kan denne viden udgøre en simpel tjekliste. Men da daglig praksis er ofte voldsomt mere kompleks end teori, er der stadig en del spørgsmål som er ubesvarede omkring, hvordan en lidt firkantet vidensbaseret model for peer-støtte bedst kobler sig til den faglige indsats. Vi tror på, at en lille håndfuld faste modeller, ville skabe et mere fælles referencepunkt i den videre udvikling og implementering og peer-støtte. Vi må se, hvad der er sket næste gang vi laver en mellemtid.
Nedenfor er en illustration af nogle af de vigtigste rammemæssige forhold, der skal være til stede, i en vidensbaseret ramme for peer-støtte i organisationer.
Mangler der noget vigtigt?
Vi har forsøgt at lave denne kortlægning efter bedste evne, men kan have overset noget væsentligt. Skriv til os, hvis du har væsentlige forslag til tilføjelser.