For mange er december en måned fyldt med traditioner og sociale forventninger. Men vi ved også, at denne tid kan gøre ensomheden mere nærværende – på måder, der kan være svære at sætte ord på.
Man kan sidde til et familiearrangement og tænke: “Hvorfor føles det som om, jeg står udenfor, selv om jeg er midt i rummet?” Senere kan man scrolle gennem sociale medier og se aftaler, grin og kalenderfyldte dage – og mærke den velkendte knude i maven, der hvisker, at alle andre er inviteret ind i noget, man selv står udenfor og kigger på.
For andre viser ensomheden sig mere konkret:
I en kalender uden planer.
I de invitationer, der aldrig kom.
I følelsen af at stå helt udenfor – på et tidspunkt, hvor alle andre virker forbundet.
Ensomhed kan se ud på mange måder. Men hvis du genkender noget af det, er du ikke alene.
Hvis du gerne vil være sammen med nogle i julen
Der findes flere organisationer, som hvert år skaber julefællesskaber og åbne arrangementer – også hvis man kommer alene:
Røde Kors
Afholder julefællesskaber og juleaftener rundt om i landet.
Her er fokus på samvær, mad og nærvær – uden krav.
https://www.rodekors.dk
Kirkens Korshær
Holder juleaftener og åbne arrangementer mange steder i Danmark, ofte for mennesker i sårbare livssituationer.
https://kirkenskorshaer.dk
Ventilen (for unge 15–30 år)
Et fællesskab for unge, der oplever ensomhed. Flere steder har åbent i juledagene og de holder også en stor nytårsfest i Aarhus og København.
https://ventilen.dk
Til de stille dage
Der findes heldigvis også steder, hvor man kan finde selskab, fordybelse eller små pauser – uden at det koster noget.
Med et helt almindeligt biblioteks-lånernummer har du adgang til
Ereolen, hvor du kan låne e-bøger, lydbøger og podcasts hjemmefra. Og med samme lånernummer kan du bruge Filmstriben, som rummer et bredt udvalg af film og serier – som måske ikke ligner de store streamingtjenester, men som rummer mange virkelig gode film og serier – ofte med plads til både eftertanke, genkendelse og ro.
En lille guide til dig selv i julen
Måske kan én eller flere af disse være hjælpsomme:
Giv dig selv lov til at holde jul på din måde
Skru ned for sociale medier, hvis sammenligningerne fylder
Aftal noget lille og overskueligt – også med dig selv
Ræk ud, hvis du har kræfterne – men vid, at det også er okay ikke at gøre det
Husk: Følelser går i bølger. Også i julen.
Der er altid nogen du kan tale med
Skulle du have brug for at tale med nogen, og kan du ikke få fat i dem du plejer pga. julen, har vi samlet forskellige rådgivninger m.m. her, som du kan benytte:
Startlinjen
På Startlinjen sidder frivillige samtalepartnere klar ved telefonerne. De har alle en bred livserfaring og er uddannet til at lytte og spørge ind til det, du kæmper med. Du behøver ikke have et særligt problem – samtalen handler om det, som er vigtigt for dig.
Telefon:
35 36 26 00
Alle dage 16-12
Link
Den Landsdækkende Telefonrådgivning
Her kan du tale med erfarne psykologer, socialrådgivere eller andre, som har faglig eller personlig viden om, hvad det vil sige at have psykisk sygdom tæt inde på livet – enten som menneske ramt af sindslidelse eller pårørende. Rådgivningen er anonym.
Telefon:
70 23 27 50
Link til info / åbningstider
Headspace
headspace er nogen at tale med for alle børn og unge mellem 12 og 25 år. Intet er for stort eller småt, og det er de unge, som bestemmer, hvad vi skal tale om. headspace er gratis og uforpligtende. Man er anonym, hvis man ønsker det.
Psykiatrifondens Telefonrådgivning
Rådgivningen består af frivillige rådgivere med baggrunde som blandt andet læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere, lærere og psykoterapeuter. Rådgivningen er anonym og for alle aldersgrupper. Psykiatrifondens rådgivning er telefonisk, på chat og en online brevkasse.
Telefon:
39 25 25 25
Link til info / åbningstider
Glædelig jul fra os i Peer-Partnerskabet til dig!
Vi har selv holdt en masse gode juleaftener, men også på hospitaler og alene. Måske ved du lige som os, at det værste går over, og så sker der noget godt.
Det er vores ønske for dig. At der må ske noget godt.

