Læringsrapport
Sociale henvisninger: Status på 20 års arbejde med at finde nye veje til hverdagslivet
Siden midten af 00’erne har Peer-Partnerskabet og kræfterne bag foreningen arbejdet med at udvikle og afprøve løsninger, som forbinder de behov, man har i udsatte positioner, med løsninger, som fungerer og gør en meningsfuld forskel i ens hverdag.
Dette arbejde udspringer af en klassisk peer-tilgang: Vi arbejder med det, der fylder i vores hverdag, og det har altid været behovet for at leve sit liv andre steder end i behandlingssystemer og på institutioner.
Det har været et arbejde i periferien af velfærdsstatens opmærksomhedsfelt. Men noget ændrer sig i disse år, hvor der er et voksende fokus på mere end behandling og støtte, efterhånden som flere i befolkningen oplever psykiske og sociale problemer.
På sundhedsområdet retter opmærksomheden sig mod sociale henvisninger med et håb om at mindske sociale problemer såsom ensomhed og social isolation og samtidig tage noget af presset af sundhedsvæsenet.
I denne læringsrapport, gennemgår vi vores erfaringer fra de seneste 20 år med at udvikle og afprøve koncepter, der forbinder et sted med et andet, og gør noget muligt i menneskers hverdag. Vores håb er at bidrage til, at det gode arbejde, der er i gang med sociale henvisninger lige nu, kan komme flest muligt til gavn, hurtigst muligt. I rapporten er der link til alle kilder, så den videre vej er vidensbaseret.
Af Klavs Serup Rasmussen, Peer-Partnerskabet
Spørger man praktiserende læger, hvad deres konsultationer handler om, vil et sted mellem hver anden og hver tredje konsultation handle om noget andet end sygdom, eller i hvert fald være tæt koblet til noget, der ligger uden for en sundhedsfaglig indsats (Notat, Almen lægepraksis i Danmark, link; Agergaard, (2025, link).
Hent rapporten:
I stedet er det ofte sociale forhold såsom ensomhed og social isolation, der fylder.
Det er naturligvis frustrerende, da man som læge ofte kun kan gøre meget lidt. En del af frustrationen handler dog også om, at praktiserende læger engang havde langt større frihed til at lade konsultationerne handle om patienternes behov. Mange konsultationer var engang tættere på personlig rådgivning end behandling og sundhedsfaglig vejledning. Det er ikke længere muligt i samme grad.
Spørger man mange af de mennesker, der opsøger deres læge eller andre hjælpesystemer, hører man samtidig et vedvarende ønske om, at nogen dog vil tale med en og lytte til en (Region Midtjylland, 2021, link; Elliott et al., 2022, link).
Kort sagt er besøget hos ens praktiserende læge og andre steder i sundhedsvæsenet blevet en situation, som ofte er ladet med afmagt på begge sider af bordet.
Sociale henvisninger er blevet et stadig mere oplagt svar på denne situation. I sociale henvisninger er det en professionel eller frivillig, der forbinder sundhedsvæsenet med lokale fællesskabs- og deltagelsesorienterede aktiviteter. I for eksempel England sker sociale henvisninger typisk fra egen læge eller andre lokale sundhedsprofessionelle, men der findes også modeller, hvor henvisningen sker fra socialområdet eller for eksempel et frivilligcenter.
Kernelementerne i sociale henvisninger og brobygning
Det vigtigste ved modeller for sociale henvisninger og brobygning er, at man ikke reducerer al kompleksiteten til, hvordan man lettest kan følge et menneske fra A til B. Dette er ikke en model, der vil fungere.
Det er nødvendigt at overveje, hvordan man i sin egen organisation får et fokus på enten at arbejde ud fra sig selv, eller hvordan man vil modtage mennesker, der ikke kender ens forening eller aktiviteter.
Samtidig er der nogle opgaver, som skal gøres, men som ikke vil lykkes særlig godt. En af dem er kortlægning af samarbejdspartnere, aktiviteter og foreninger.
Problemet med kortlægninger er, at datakvaliteten er svær at opretholde (’data decay’), brugervenligheden ofte ikke er særlig god (rodebunke), og få kommer til at bruge det (Fichtenberg et al., 2024, link).
Det vigtige ved disse processer er den læring og netværksdannelse, der kan ske, imens man kortlægger. Men man skal ikke have høje forventninger til resultatet (McCall & Dunn, 2012, link).
For mennesker er sociale henvisninger vigtige, når:
• Man er alene, og ved ikke, hvordan man skal komme i kontakt med andre
• Man kunne have gavn af en aktivitet/deltagelse i en forening, men opsøger det ikke
• Man ønsker at fastholde en positiv forandring eller søge nye udfordringer.
For sundhedsvæsenet, socialområdet og civilsamfundet er det vigtigt, når:
• Der kommer et menneske ind ad døren, som ville have større gavn af at gå et andet sted hen
• De vanskeligheder, man har, er tæt knyttet til ensomhed og social isolation
• Det kan styrke mennesker i at finde sin egen dagsorden/ståsted i hverdagen
• Risici mindskes, når egen indsats afsluttes.
Det finder du i rapporten
Rapporten gennemgår erfaringer med fem forskellige metodeudviklings- og forskningsprojekter, der samlet handler om kerneelementerne i sociale henvisninger. Erfaringerne kobles løbende til den aktuelle viden om sociale henvisninger.
I tvivl om det giver mening?
Hvis du ikke kender til sociale henvisninger (social prescriptions) kan du her se en video fra vores forskningsprojekt “Håb og selvbestemmelse i hverdagslivet” (2019-2023), hvor vi interviewer Anette fra Bostøtten i Fredericia Kommune.
Interviewet handler om, hvor krævende det egentlig kan være, at opsøge nye lokale fællesskaber, og hvilken hjælp det kan være for både en selv og medarbejdere, hvis lokale foreninger og aktiviteter arbejder med, hvordan man bliver taget imod og kan være med. Modtagelsen i foreninger og aktiviteter er et af elementerne i sociale henvisninger.