”Jeg har tre børn, en uddannelse og et arbejdsliv bag mig, og derfor har jeg ofte haft en følelse af, at jeg ikke var syg nok til at få hjælp.” Ordene kommer fra 50-årige Linda Nielsen, som i dag er frivillig peer-gruppeleder i Peer-Partnerskabets gruppeforløb Vejen til hverdagslivet.
Af Peer-Partnerskabet
At vokse op med sårbarhed
Linda voksede op i et miljø præget af misbrug. Allerede som 12-årig mærkede hun panikangsten første gang.
”Jeg kan huske, hvordan angsten fyldte hele min krop allerede som 12-årig, og det blev et vilkår, jeg bar med mig ind i voksenlivet,” fortæller hun.
På trods af udfordringerne insisterede Linda på at skabe en hverdag. Hun blev mor, tog en pædagoguddannelse og arbejdede i mange år som socialpædagog.
”Jeg var virkelig glad for mit arbejde, men det var en kamp at passe det. Jeg havde i perioder brug for pauser, og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg aldrig har haft et stabilt arbejdsliv, hvor det bare kørte,” siger Linda.
Da kroppen sagde stop
Stress, angst, psykisk pres og senere en fibromyalgidiagnose resulterede i, at hun ikke længere kunne holde til et fuldtidsarbejde.
”Det var svært at acceptere, at jeg ikke længere kunne det samme. Jeg blev hurtigt udmattet, havde kognitive vanskeligheder og kunne ikke længere overskue hverdagen.”
Samtidig oplevede Linda et system, der ikke altid kunne rumme hendes virkelighed.
”Jeg havde det ekstremt dårligt og har i en periode været helt hæmmet i et år, men jeg blev mødt med mistro. Måske fordi jeg kunne formulere mig, fordi jeg havde en familie, fordi jeg havde taget en uddannelse – så blev jeg ikke anset som syg nok. Jeg følte, jeg hele tiden skulle pynte på min historie for at blive taget alvorligt,” fortæller Linda.
Første møde med Peer-Partnerskabet
Efter mange års kamp med jobcenter og skiftende behandlingsforløb faldt Linda over Peer-Partnerskabet kort efter corona. Hun meldte sig som deltager på gruppeforløbet Vejen til hverdagslivet.
”Det var på et tidspunkt, hvor jeg var helt fastlåst og havde mistet retningen. I gruppen mødte jeg andre, der stod i samme situation – nogen, der havde fået førtidspension, andre, der overvejede det, og nogle, der slet ikke havde tænkt tanken endnu. Det var et kæmpe spejl. Jeg kunne mærke, at jeg ikke stod alene,” siger Linda.
I forløbet fik Linda redskaber, hun kunne bruge direkte i mødet med systemet.
”Igennem forløbet blev jeg mere opmærksom på, hvad der var vigtigt for mig. Blandt andet at det måske var en god idé at have en bisidder med til fremtidige møder. Det gjorde en kæmpe forskel og gjorde møderne meget mere konstruktive.”
At give erfaringerne videre
Drømmen om selv at blive frivillig voksede allerede dengang. Men først efter flere års proces og en tilkendt førtidspension fik Linda overskud til at tage skridtet.
”Jeg havde brug for ro, før jeg kunne give noget videre. Men da jeg endelig blev frivillig, føltes det som en stor sejr og viste sig at være det helt rigtige i min proces videre,” siger Linda.
Som frivillig peer-gruppeleder oplever Linda, at hendes erfaringer får værdi på en ny måde.
”Jeg kan bruge min egen fortælling til at vise, at man kan rejse sig igen, selv når systemet gør det svært. Mange deltagere sidder med samme frustrationer, som jeg selv havde. At høre hinanden og genkende sig selv i andres historier – det giver mod til forandring.”
Hun husker særligt en oplevelse fra en af grupperne: ”Jeg husker særligt den gruppegang, hvor deltagerne begyndte at tale indbyrdes – hvor det ikke længere var gruppelederne, der drev samtalerne. I det øjeblik kunne jeg læne mig tilbage med en følelse af, at det hele gav mening i forhold til at være frivillig. At være medvirkende til at få skabt et trygt rum, hvor andre tør give slip og bringe sig selv i spil.”
At kæmpe mod følelsen af aldrig at være syg nok
Når Linda den 4. oktober taler til Psykiatritopmødet om forebyggelse, tager hun sin egen historie med.
”Jeg har kæmpet i årevis for at blive taget alvorligt. Jeg har aldrig været indlagt, og derfor var jeg tilsyneladende ikke syg nok. Men sandheden er, at jeg flere gange har været helt nede at ligge – ude af stand til at fungere.”
For Linda er det afgørende, at flere får adgang til hjælp, inden de rammer bunden.
”Jeg tror, vi kan spare mange mennesker for at ende i sammenbrud, hvis man lader være med at presse folk til det yderste. Det er ikke alt, du kan sætte tid på. Mit håb er, at når der er noget, der virker, så skal det ikke være et tidsbegrænset tilbud – lad os selv vurdere, om vi er klar til ændringer.”
Styrken i fællesskabet
I dag er Linda glad for at kunne bidrage til, at andre ikke føler sig alene. Hun ved, hvor meget det betyder at blive mødt med anerkendelse frem for tvivl.
”Jeg vil gerne vise, at selvom systemet nogle gange spænder ben, kan vi finde styrke i fællesskabet. Det kan godt være, at man i systemets øjne ikke er ’syg nok’, men i mødet med andre peers kan man få støtte, råd og opbakning. Og det kan gøre hele forskellen,” siger Linda.