Selvom både faglig viden, kommunernes nye forebyggende SEL §82-indsatser samt civilsamfundet er enige om, at brobygning og mulighederne for deltagelse i civilsamfundet er afgørende for menneskers mentale sundhed, er der stadig væsentlige hindringer, der står i vejen for borgeres adgang til civilsamfundet.
Mere end halvdelen af §82-medarbejderne samt civilsamfundets ansatte og frivillige oplever ikke at lykkes med brobygning til civilsamfundet. Som konsekvens overlades mange borgere til selv at opsøge meningsfulde fællesskaber, hvis de vil skabe sig en hverdag uden for kommunen. De kommunale medarbejdere og civilsamfundets ansatte og frivillige efterlyser tydeligere ledelsesprioritering, hvis brobygning skal lykkes i fremtiden.
Dette er konklusionen i en ny rapport fra Peer-Partnerskabet om brobygning mellem kommune og civilsamfund. Rapporten bygger på en landsdækkende spørgeundersøgelse blandt 92 af servicelovens (SEL) §82-medarbejdere samt 7 deltagere med psykisk sårbarhed, 30 frivillige og 35 ansatte fra civilsamfundet.
Af Simon Skov-Amundsen, koordinator i projekt Håb og Selvbestemmelse i Hverdagslivet.
”Det er vigtigt at vi lykkes med at bygge bro til civilsamfundet, da livet altså leves UDE af kommunen. I §82 skal vi kun være kortvarige gæster i borgernes liv.” – §82-medarbejder i rapporten.
Hent rapporten
Som Den Nationale Sundhedsprofil viste i 2021, befinder Danmark sig i en trivselskrise, hvor flere end nogensinde før mistrives, står alene i hverdagen og savner fællesskaber. Den stigende mentale mistrivsel kan også mærkes i kommunerne, hvor udgifterne til støtte er steget med ca. 80% fra 2010-2016 til især borgere med lettere problematikker.
For at forebygge mental mistrivsel, fik kommunerne i 2018 mulighed for at tilbyde let tilgængelig støtte i form af Servicelovens §82a-d. Støtten tilbydes mennesker med lettere funktionsnedsættelser eller sociale problemer, og kan i højere grad end andre former for standardiseret støtte tilpasses den enkelte borgers behov. Ambitionen er at forebygge, at flere borgere får behov for længerevarende eller omfattende støtte.
Samtidig er §82-støtten tidsbegrænset og §82 har derfor interesse i at understøtte borgernes deltagelse hos andre aktører, så indsatsens effekt ikke går tabt, når den slutter. §82d giver derfor mulighed for at tilbyde støtten i samarbejde med civilsamfundet, da sammenhængen mellem mental trivsel og deltagelse i fællesskaber er veldokumenteret. Deltagelse i fællesskaber er et vigtigt element i både mental sundhed og recovery, dvs. at komme sig efter en psykisk krise. Deltagelse i fællesskaber giver bl.a. mulighed for at være en del af noget, som er betydningsfuldt for en selv og være noget for og med andre fremfor modtager af støtte, hvilket typisk fremmer et positivt selvbillede (se f.eks. Socialstyrelsen, 2017 og Vive, 2018).
Kommunernes nye forebyggende §82-indsatser skal derfor være en bro til civilsamfundet for mennesker med psykisk sårbarhed, der kan give adgang til fællesskaber og sociale relationer, som består når den kommunale støtte slutter, hvilket også er det erklærende formål for de fleste §82’er.
Siden 2019 har Peer-Partnerskabet samarbejdet med §82-indsatser på tværs af fem kommuner om bl.a. brobygning i projekt Håb og Selvbestemmelse i Hverdagslivet. Som led i samarbejdet blev en landsdækkende spørgeundersøgelse igangsat, der skulle afdække, hvad der fremmer og hæmmer, at brobygning fra kommune til civilsamfund lykkes. Formålet var at understøtte kommunernes fremtidige brobyggende arbejde, så flere borgere kan blive en del af fællesskaber i civilsamfundet.
Erfaringerne fra undersøgelsen er samlet i en ny rapport, der offentliggøres i dag. I denne artikel gennemgås de tre væsentligste temaer og konklusioner fra rapporten.
Borgerne savner fællesskaber, men ender med at skulle opsøge dem alene
Rapporten finder, at blandt de adspurgte borgere, drømmer mange (71%) om at deltage i civilsamfundet for at have noget meningsfuldt at stå op til om morgenen. Derudover ønsker mere end halvdelen (57%) at deltage i civilsamfundet for at komme ud af deres ensomhed og møde andre, der har prøvet at stå i en psykisk krise (57%).
At deltage i fællesskaber i civilsamfundet er dog samtidigt svært for borgerne, når krisen rammer. Borgerne angiver selv i rapporten, at det er svært at deltage i socialt samvær (43%) og blive en del af de etablerede fællesskaber i civilsamfundet (43%), da borgerne kan have været isoleret fra sociale sammenhænge længe. Derudover beskriver mange borgere (43%), at det er svært deltage i civilsamfundet, når man skal opsøge det alene. At skulle træde ind i et nyt fællesskab konfronterer borgerne med den ensomhed, mange står i, og borgerne risikerer dermed at trække sig fra fællesskabet igen eller aldrig nå frem.
Af samme grund har §82-medarbejderne fokus på at afhjælpe borgernes bekymringer og tvivl omkring civilsamfundet, og mange oplever både at lykkes med at fortælle borgerne om de mange muligheder i civilsamfundet (71%) og støtte borgerne i at tro på, at de kan lykkes i at blive en del af et fællesskab, hvis de tager chancen (66%). Derudover arbejder civilsamfundsorganisationerne også aktivt for at skabe rummelige fællesskaber, som det er let for borgerne at træde ind i, hvilket næsten alle (87%) af civilsamfundets ansatte og frivillige oplever at lykkes med.
Men undersøgelsen viser samtidigt, at under halvdelen (45%) af §82-medarbejderne og civilsamfundets ansatte og frivillige (46%) oplever at lykkes med at støtte borgerne i overgangen fra kommune til civilsamfund.
For borgerne betyder dette typisk, at selvom de begynder at få troen tilbage på, at det er muligt at blive en del af et fællesskab med andre, er skridtet til deltagelse for stort, når man skal tage det alene:
”Det var svært at komme alene i tilbud i civilsamfundet og ikke vide, hvad der skulle foregå. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig eller forholde mig til det, der skete, undervejs. ”
– Deltager med psykisk sårbarhed i rapporten.
Følgeskab med borgerne falder mellem to stole
I rapporten beskriver deltagerne med psykisk sårbarhed samtidigt, at følgeskab til civilsamfundet var en af de afgørende faktorer, når de rent faktisk lykkedes med at tage skridtet til deltagelse i civilsamfundets fællesskaber (43%). Brobygning og følgeskab er derfor vigtigt at lykkes med, hvis overgangen fra kommune til civilsamfundet skal finde sted i praksis.
Derfor er det også et problem, når halvdelen af §82-medarbejderne (49%) ikke oplever at lykkes med at følge borgerne fra §82-indsatserne til civilsamfundet, og mange (65%) kun bruger 0-1 time ugentligt på det. Helt overordnet beskriver §82-medarbejderne, at det generelt er svært at finde den nødvendige tid inden for rammerne af §82 til at prioritere følgeskab:
”Tilbud i civilsamfundet ligger typisk uden for almindelig arbejdstid. Så hvis borgerne skal følges de første par gange i et forløb, så kræver det særskilt aftale med ledelsen og arbejde på tidspunkter, der er dyrere for min leder. Så det er ikke noget der er muligt særlig lang tid ad gangen” – §82-medarbejder i rapporten.
Den samme udfordring findes også blandt de ansatte og frivillige i civilsamfundet, hvor det ligeledes kun er halvdelen (50%), der oplever at lykkes med at følge borgerne fra de offentlige indsatser til deres civilsamfundstilbud, og de fleste (53%) bruger hertil 0-1 time ugentligt på det. Derudover oplever hver tredje (32%) ikke følgeskab som en relevant arbejdsopgave for deres civilsamfundstilbud og mener, at det er en opgave, der hører til hos de offentlige medarbejdere:
”Jeg drømmer om, at de offentlige medarbejdere får bedre mulighed for at prioritere følgeskab af borgerne til vores tilbud og en bedre forståelse for hvad vi laver. Som frivillig sætter jeg mig ikke ind i det professionelle arbejde med f.eks. at følge borgerne på vej, som burde ligge hos dem”
– frivillig i rapporten.
Behov for nye prioriteter
Som beskrevet, er noget af det vanskeligste i brobygning til civilsamfundet for både §82-medarbejderne og civilsamfundets ansatte og frivillige, at prioritere borgernes overgang fra kommune til civilsamfundet i form af følgeskab. Som rapporten viser, er der derfor behov for nye prioriteter, hvis det skal lykkes for flere borgere at blive en del af fællesskaber i civilsamfundet, som består, når den tidsbegrænsede kommunale støtte slutter.
Skal medarbejderne samtidig begynde at følge mere, kommer den tid til at gå fra noget andet. Både mange §82-medarbejdere (56%) og civilsamfundets ansatte og frivillige (67%) angiver i rapporten, at hvis brobygning skal lykkes, så er der behov for at lederne i §82 prioriterer, at medarbejderne afsætter den nødvendige tid. Ellers sker det ikke i praksis, da meget andet også er vigtigt at gøre. Det skal derfor være tydeligt, hvad medarbejderne skal gøre mindre af, hvis de skal brobygge mere.
Samtidigt er det ikke ukompliceret for medarbejderne at følge borgerne. Medarbejderne oplever, at det kan forstærke borgernes følelse af at være psykisk sårbar, hvis de bliver fulgt af medarbejdere, fordi deltagelse i nye fællesskaber ofte konfronterer borgerne med en følelse af at være forkerte. Det er en rolle, medarbejderne oplever, at mange borgere ønsker at træde ud af, når de bevæger sig ud i civilsamfundet:
(klik for at forstørre)
”[Borgerne] vil ikke ses på som psykisk sårbare, og gør sig mange tanker om, hvorvidt de andre i tilbuddet har det værre end dem, og de derfor ikke vil optage en plads eller har det bedre end dem og derfor ikke føler, der er plads til dem” – §82-medarbejder i rapporten.
Følgeskab er derfor en opgave, der risikerer at falde mellem to stole, da mange i både §82 og civilsamfundet oplever, at det er svært at støtte borgerne i overgangen mellem kommune og civilsamfund. Der er derfor brug for nye prioriteter i det brobyggende arbejde, så skridtet til deltagelse ikke skal tages alene, da det ellers risikeres, at borgerne aldrig når frem til civilsamfundet og at effekten af den tidsbegrænsede §82-støtte derfor kan gå tabt.
Det kan have som konsekvens, at borgerne efterlades med et fortsat behov for kommunal støtte, som i værste fald kan resultere i, at borgernes problemer forværres og de derfor får brug for mere omfattende eller længerevarende støtte. Eller sagt på anden vis, at borgerne får støtte til at komme sig i indsatserne, men ikke støtte til at finde en plads i verden uden for indsatserne (Bradshaw et. al., 2007). I så fald kan §82-medarbejderne ende med at blive livsvarige følgesvende frem for kortvarige gæster i borgernes liv.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til rapporten, er du altid velkommen til at kontakte Simon Skov-Amundsen på s.skovamundsen@gmail.com.
Derudover er du velkommen til at kontakte projektansvarlig Klavs Serup Rasmussen angående Peer-Partnerskabets arbejde, på mail: ksr@detsocialenetvaerk.dk.
Baggrunden
Rapporten er udarbejdet af Peer-Partnerskabet på baggrund af erfaringer fra projekt Håb og Selvbestemmelse i Hverdagslivet.
Projekt Håb og Selvbestemmelse i Hverdagslivet var et treårigt forskningsprojekt fra 2019-2022 finansieret af Velux Fonden med 11.5 millioner kr. Projektet metodeudviklede og dokumenterede effekten af en civilsamfundsbaseret og forebyggende peer-indsats kaldet Vejen til Hverdagslivet for mennesker med psykisk sårbarhed. Et centralt element i projektet var at styrke §82-indsatsernes brobyggende arbejde mellem kommune og civilsamfund.
Projektet blev gennemført i samarbejde med kommunerne København, Helsingør, Fredericia, Rødovre og Gladsaxe inden for Social- og Servicelovens §82d. Forfatteren af denne artikel – og ansvarlig for undersøgelsen – har varetaget samarbejdet med København-, Rødovre- og Gladsaxe Kommune under forskningsindsatsen.
Projektet blev drevet af Peer-Partnerskabet, der er stiftet af SIND og Det Sociale Netværk.