”Noget, der betyder rigtig meget for mig, er at vise min søn, at selvom jeg har mine sårbarheder og udfordringer, så kan jeg stadigvæk være med til at bidrage til samfundet og gøre en forskel for mig selv og andre, der har det svært.”
Sabina er 43 år og bor i Kolding. Hun er mor til en dreng på 11 år. Når hun ser tilbage på sit liv, er det med både sårbarhed og stolthed. Flere år med depression, angst og en funktionel lidelse betød, at hun måtte forlade sit arbejde som socialrådgiver og senere gå på førtidspension.
”Noget, der betyder rigtig meget for mig, er at vise min søn, at selvom jeg har mine sårbarheder og udfordringer, så kan jeg stadigvæk være med til at bidrage til samfundet og gøre en forskel for mig selv og andre, der har det svært,” fortæller hun.
I dag gør hun netop det som frivillig gruppeleder i Peer-Partnerskabets forløb Vejen til hverdagslivet.
At finde vej gennem mørket
For Sabina har vejen ikke været let. Hun kæmpede i mange år med tilbagevendende depressioner, mens hun samtidig forsøgte at finde sin plads i uddannelsessystemet. Flere gange blev hun sygemeldt, men hun nægtede at give op.
”Jeg havde det rigtig svært og prøvede mange forskellige ting af. Men jeg lykkedes med at komme igennem og blive socialrådgiver, selvom jeg havde en del fravær undervejs,” fortæller hun.
Da hun nåede sine 30’ere, blev livet endnu engang vendt på hovedet. Hun mistede nære relationer, gik fra sin søns far og blev enlig mor og udviklede voldsom angst. Oven i glæden over at få sit barn kom en efterfødselsreaktion, der satte hende yderligere på prøve.
”Det var en kæmpe livsomvæltning. Når jeg stod alene med min søn uden hans far at læne sig op ad i hverdagen, og oveni skulle jeg prøve at finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Det var en hård tid,” siger hun.
Selvom de år var præget af sorg, kriser og nye udfordringer, blev de også en erfaring, hun senere har kunnet trække på. I dag ser hun tilbage på forløbet som noget, der har gjort hende bedre i stand til at møde andre med åbenhed og forståelse i sit peer-arbejde.
Da døren åbnede sig
I november 2024 begyndte Sabina selv som deltager i et gruppeforløb. Hun havde allerede i flere år tænkt, at hun gerne ville bruge sine personlige erfaringer med psykisk sårbarhed til noget meningsfuldt, og her fik hun muligheden.
”Jeg har nok altid haft en drøm om at bruge mine egne erfaringer til at støtte andre. Så da jeg stødte på Peer-Partnerskabet gennem min støtte-kontaktperson, gav det bare mening for mig,” fortæller hun.
Kort efter tog hun springet og blev frivillig gruppeleder.
”Det føltes trygt at kaste sig ud i, fordi vi altid er to sammen om det. Jeg har en makker at sparre med, en koordinator i ryggen og et materiale, der guider os igennem. For mig, som er ret introvert og bruger meget energi på at være på, gjorde det hele forskellen. Det var overskueligt og trygt.”
Hun kunne mærke, at det hele gav mening
Et øjeblik fra grupperne står særligt klart for Sabina.
”Jeg husker en gruppegang, hvor temaet var livshistorie. En deltager begyndte at fortælle, og han åbnede sig op på en måde, der var meget stærkere, end jeg havde regnet med. Jeg kunne mærke, hvordan det rørte hele gruppen, og særligt mig. Det var, som om der kom hul på bylden, og jeg kunne virkelig mærke, at det hele gav mening.”
For Sabina blev det en påmindelse om, hvorfor hun er frivillig gruppeleder og tager sin livshistorie med ind i arbejdet. Hun oplever, at det netop er denne åbenhed, der gør grupperne særlige: ”Jeg føler en større ligeværdighed, at man møder hinanden i øjenhøjde og ser hinanden, som vi er med vores sårbarheder. Som gruppeleder er det ikke min faglighed, jeg tager med mig, det er min personlige erfaring.”
Om 'Vejen til Hverdagslivet'
- Et 11-ugers gruppeforløb á to timers varighed inkl. pauser.
- Hver gruppegang følger et fast program.
- Der deltager op til 10 personer i gruppen.
- Deltagelse er anonymt, gratis og frivilligt.
- Gruppen ledes af to frivillige peers, der selv har erfaring med psykiske kriser og sårbarheder.
- Når man deltager i gruppeforløbet, er der også mulighed for at deltage i følgeskabsaktiviteter sammen med andre gruppedeltagere.
- Alt der sker i gruppen er udviklet af mennesker, som selv har haft førstehåndserfaring med psykisk sårbarhed.
- Forskningsbaseret. Mange har oplevet, at gruppeforløbet gjorde en meningsfuld forskel. Vi hjælper hinanden med at finde frem til det, der er vigtigt for os selv, og hvad der skal til for at vores hverdag fungerer – i et tempo, der passer til os selv.
Hent programmet for 'Vejen til hverdagslivet'
Kærlighedens svære sider
Når Sabina fortæller om sit liv, er hun åben om sine erfaringer og udfordringer. Men der er ét område, hvor det har været særlig svært at bære sårbarheden med sig: kærlighedslivet.
”Jeg har altid været åben om, hvad jeg kæmper med. Jeg synes ikke, det giver mening at pakke det ind. Men på datingmarkedet… dér var det svært. Hvornår fortæller man det? Hvordan? Og hvordan bliver det taget imod?” siger hun.
At tale om kærlighed og dating i gruppeforløbet blev en lettelse. Hun fandt ud af, at hun ikke stod alene. ”Vi havde nogle gode refleksioner og dialoger om det, og det gav mig ro at vide, at andre havde de samme tanker.”
En ny styrke
Peer-arbejdet har ikke kun givet Sabina mulighed for at støtte andre, det har også åbnet hendes øjne for nye sider af sig selv.
”Jeg troede, det ville være svært for mig at stå foran en gruppe. Jeg har altid brugt meget energi på at være på, og ofte gemt mig bag min diagnose og forklaret mig selv med, at jeg er introvert. Men jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er god til at skabe ro, lytte og holde et trygt rum. Det var egenskaber, jeg aldrig tidligere havde set som mine styrker – og det har givet mig både selvtillid og et bedre selvværd,” fortæller hun.
Frivilligheden har givet hende mere end en struktur i hverdagen. Den har givet hende mod. Et bedre selvværd. Og en oplevelse af, at hendes sårbarhed ikke behøver at være et benspænd, men noget, der kan bruges og deles.
Noget, systemet aldrig kunne give
Når Sabina ser tilbage på sit møde med psykiatrien, er der meget, hun er taknemmelig for. Men noget manglede.
”Jeg søgte efter et fællesskab dér, men jeg fandt det ikke. Da jeg stødte på peer-arbejdet, åbnede det noget i mig. Det gav mig noget, som det offentlige aldrig kunne have givet,” fortæller hun.
For Sabina blev peer-fællesskabet et rum, hvor hun kunne nikke genkendende til mange ting. Hvor hun kunne tale åbent om sin sårbarhed og opleve, at den hurtigt blev anerkendt og forstået. Her var der plads til håb.