Vil I samarbejde på tværs om frivillig peer-støtte?
Vi støtter med uddannelse, løn til tovholder og en evidensbaseret frivillig peer-indsats.
Kommuner og foreninger kan nu søge sammen om lokalt at gennemføre den evidensbaserede peer-indsats ‘Vejen til hverdagslivet.’
Til og med onsdag d. 23. oktober 2024 modtager vi ansøgninger fra kommuner og foreninger, der vil indgå i et samarbejde med Peer-Partnerskabet om at gennemføre peer-gruppeforløb. Der indgås samarbejde med op til seks lokale partnerskaber. Her kan I læse mere om, hvad vi bidrager med og hvad samarbejdet indebærer.
Vi inviterer lokale partnerskaber til samarbejde om 'Vejen til hverdagslivet"
‘Vejen til hverdagslivet’ er et civilsamfundsbaseret gruppeforløb, der skal styrke mental sundhed og recovery i lokalsamfundet.
Gruppeforløbet varer 11 uger og henvender sig til mennesker med psykisk mistrivsel og psykisk lidelse. Hver gruppegang er beskrevet i en manual og ledes af to frivillige peers, der selv har erfaringer med kriser og psykisk sårbarhed. Der kan være op til ti deltagere i hvert forløb.
Download ansøgningsskema
Download ansøgningsskemaet, der skal sendes til os senest den 23. oktober. OBS: Mindre fejl i skemaet rettet 25. september.
Ansøgningsskema: Samarbejde om 'Vejen til hverdagslivet'"
Gruppeforløbet er udviklet og effektmålt sammen med en række kommuner, for at styrke det lokale tværgående samarbejde mellem civilsamfund og kommune. Særligt vigtigt er samarbejdet med kommunale §82 tilbud, for sammen at styrke den tidlige indsats imod psykisk mistrivsel og fremme deltagelse i lokalsamfundets fællesskaber.
Effektmålingen har vist, at ’Vejen til hverdagslivet’ har en signifikant bedre effekt end traditionelle indsatser alene i forhold til personlig recovery, funktionsevne og livskvalitet. Samtidig viser forskningsresultaterne, at peer-indsatsen er relevant for mennesker med både lettere og mere alvorlige psykiske vanskeligheder. På nuværende tidspunkt kendes der ikke til andre evidensbaserede tilbud på socialområdet til denne målgruppe.
For at give flere adgang til peer-støtte og udbrede den evidensbaserede model inviterer vi seks lokale partnerskaber mellem kommuner og foreninger til et samarbejde om lokal afprøvning af ‘Vejen til hverdagslivet’. De lokale partnerskaber er en del af projekt ‘Vejen til hverdagslivet’, der er sponsoreret af VELUX FONDEN.
Information om rammer og indhold for samarbejdet
Her kan I læse mere om, hvad I skal afklare lokalt for at finde ud af, om det er en god idé at sende en ansøgning sammen. Kravene, der følger med at indgå i samarbejdet, handler dels om at skabe gode rammer for det lokale samarbejde og dels om at sikre, at der ikke sker en afkobling mellem den dokumenterede effekt af ‘Vejen til hverdagslivet’ og de lokale aktiviteter.
Peer-Partnerskabets rolle i samarbejdet
Vi klæder de seks lokale partnerskaber på til lokalt at rekruttere og gennemføre minimum to forløb af ‘Vejen til hverdagslivet.’
Dette omfatter:
- Vi oplærer en lokal civilsamfundsmedarbejder til at varetage lokal koordinering.
- Vi uddanner jeres lokale frivillige peers i at anvende manualen til gruppeforløbet ‘Vejen til hverdagslivet.’
- Vi stiller midler til rådighed for den lokale forening, så det er muligt at varetage de forskellige opgaver, der ligger i samarbejdet.
- Vi holder løbende netværksmøder for de lokale civilsamfundsmedarbejdere.
- Begge parter i det lokale partnerskab kan løbende kontakte os for eventuelle spørgsmål og sparring.
- Vi bistår gerne med at understøtte tværgående netværksmøder eller lign. aktiviteter kommunerne imellem.
Da det lokale samarbejde er en del af vores metodeudvikling, vil vi måle kvaliteten af de lokale aktiviteter i tre af de lokale partnerskaber. Disse udvælges tilfældigt.
Her kan I læse mere om, hvad I skal afklare lokalt, for at finde ud af, om det er en god idé at sende en ansøgning sammen. Kravene, der følger med at indgå i samarbejdet, handler dels om at skabe en god ramme for det lokale samarbejde, og dels om at sikre at der ikke sker en afkobling mellem den dokumenterede effekt af ‘Vejen til hverdagslivet’ og de lokale aktiviteter.
Klik på fanerne, for at læse mere.
At drive en frivillig peer-indsats, med forudbestemt form og indhold, er en mindre fleksibel opgave end mange andre aktiviteter i civilsamfundet. Deltagelse i samarbejdet er derfor en opgave, der skal varetages af en dedikeret medarbejder, som I udvælger.
Til at varetage opgaven, modtager I et tilskud fra Peer-Partnerskabet på kr. 134.212 kr., der skal dække mellem 14-20 timers løn ugentligt afhængig af lønniveauet i 11 måneder. Der udbetales kun midler til løn. Andre udgifter til forplejning og transport til koordinatoruddannelse, skal I aftale fordelingen af, med jeres kommunale samarbejdspartner.
Jeres lokale medarbejder vil skulle kunne deltage i vores koordinatoruddannelse d. 15. januar 2025 i Fredericia. Her vil vedkommende blive klædt på til at varetage opgaver forbundet med ‘Vejen til hverdagslivet’, der bl.a. handler om at rekruttere og onboarde op til fire frivillige peers og sikre alt det praktiske omkring tidsplaner, lokaler, materialer etc.
I vil også skulle udarbejde en frivilligkontrakt og en plan for, hvad I gør, såfremt en frivillig eller gruppedeltager får en dårlig oplevelse. Det er en fordel, at gruppeforløbene afholdes i foreningens lokaler.
Dertil vil der løbende være behov for koordination og samarbejde med jeres kommunale samarbejdspartnere og eventuelle andre lokale aktører angående rekruttering af gruppedeltagere. Ydermere skal I forvente tid på koordination og sparring med os i forhold til opgaveløsningen.
For at vi kan godtage ansøgningen fra jer, skal der være en udpeget leder, som har det daglige ledelsesansvar for medarbejderen. Det er foreningen som er den økonomisk ansvarlige for at administere tilskuddet.
Jeres rolle i samarbejdet er at sikre et godt samarbejde med den lokale forening samt rekruttering af deltagere til ‘Vejen til hverdagslivet’. Det er således et krav, at minimum 70% af deltagerne i de to forløb skal være henvist fra jer og fortrinsvist fra jeres §82-indsats. Der kan deltage op til ti personer og minimum syv deltagere i en gruppe.
Dertil er der en række indledende og opfølgende møder, som mindst én repræsentant fra jer skal deltage i.
I forhold til økonomi skal I sammen med den lokale forening afklare, hvordan I fordeler udgifter til forplejning i grupperne samt udgifter i forbindelse med transport til og fra koordinatoruddannelsen.
Vær opmærksom på, at I ikke vil have indflydelse på f.eks. udvælgelsen af frivillige. Dertil vil der ikke blive rapporteret tilbage til jer fra forløbet, f.eks. om fremmøde eller lignende, da deltagelse i ‘Vejen til hverdagslivet’ er anonymt.
For jer begge i det lokale partnerskab
Organisering
I skal have nedsat en lokal styregruppe, som har ansvaret for den lokale fremdrift. I styregruppen skal sidde mindst én repræsentant fra hhv. foreningen samt kommune.
Møder
Vi følger op på jeres ansøgning med et indledende møde med jeres lokale styregruppe, hvor begge parter skal kunne deltage. Dertil kan der aftales opfølgende møder undervejs.
Økonomi
Vi udbetaler et tilskud på 134.212 kr. som udelukkende kan anvendes af den lokale forening. Tilskuddet skal dække mellem 14-20 timer om ugen afhængigt af lønniveauet i 11 måneder.
Tilskuddet udbetales i tre rater. Det første udbetales ved opstarten af samarbejdet. Det andet udbetales, når første forløb af ’Vejen til hverdagslivet’ er gennemført, og det tredje udbetales, når andet forløb er gennemført.
Da det er en del af kvalitetsmodellen, at der er forplejning til grupperne, vil det lokale partnerskab skulle aftale økonomi mht. udgifter til dette samt til udgifter i forbindelse med transport til og fra koordinatoruddannelsen. Vi står for udgifterne i forbindelse med peer-uddannelserne.
Formidling
Det er en forventning fra VELUX FONDEN som finansierer aktiviteterne, at I lokalt er initiativrige i kommunikationsa-rbejdet, når der er resultater, begivenheder eller andet, der synliggør jeres arbejde i det lokale partnerskab. Så vidt muligt skal det fremgå, at aktiviteterne er støttet af VELUX FONDEN.
Informationsmøde 3. september
Der afholdes online informationsmøde tirsdag d. 3. september fra kl. 14.00-15.00. Her kan man høre mere om projektet og stille spørgsmål. Begrænset antal pladser.
Sådan foregår udvælgelsen af de seks lokale partnerskaber
I bedes udfylde ansøgningsskemaet og indsende det til os senest den 23. oktober 2024 kl 24:00
Herefter vil vi holde et online møde med jer i perioden fra den 28. oktober til den 28. november.
Senest den 6. december og eventuelt tidligere vil I få besked om, hvorvidt I er blevet en af de seks lokale partnerskaber.
Har du spørgsmål? Kontakt national koordinator, Simone Mengers for mere information:
- Mail: sime@detsocialenetvaerk.dk
- 48 80 27 39
Send jeres ansøgning direkte til sime@detsocialenetvaerk.dk