Stillingsopslag: Vil du binde sløjferne på et banebrydende forskningsprojekt?

Vi søger en erfaren projektleder eller konsulent

Har du erfaring med at sikre gode rammer for medarbejdere og samarbejdspartnere i tværsektorielle projekter? Kan du skabe sammenhæng og fælles retning mellem civilsamfund, forskere og kommuner? Corona har forsinket vores forskningsprojekt, og vi vil derfor meget gerne høre fra dig, der trives med at få andre til at lykkes, og som vil stå i spidsen for at bringe vores forskningsprojekt i mål.

Stillingen som projektleder for forskningsprojektet ’Håb og selvbestemmelse i hverdagslivet’ er på syv måneder, med start 1. august. Da dette er en kortvarig ansættelse, leder vi efter en erfaren projektleder eller konsulent, der kan se en fordel i at være inde over et banebrydende forskningsprojekt. Du må også gerne synes, det er nødvendigt, at man kan møde andre, der har prøvet noget af det samme, når man har det psykisk dårligt, da det er kernen af vores forskning.

I Peer-Partnerskabet er vi i den sene fase af et lodtrækningsforsøg, der måler effekten af en civilsamfundsbaseret tidlig peer-indsats, kaldet ’Vejen til hverdagslivet’, som skal fremme mental sundhed og recovery. Aktiviteterne ledes af frivillige peers og gennemføres sammen med kommunerne København, Fredericia, Helsingør, Rødovre og Gladsaxe. Forskningen er støttet af VELUX FONDEN med 11,5 millioner kroner samt af kommunerne.

Peer-støtte er støtte mellem to eller flere personer, der forbindes af erfaringer med psykisk sårbarhed. Det er derfor en fordel, hvis du selv har erfaring med psykisk sårbarhed.

Forskningsprojektet blev iværksat i 2019. Inklusionen af deltagere til lodtrækningsforsøget blev påbegyndt sidst i 2020. Projektet afsluttes 1. februar 2023. Du kan læse mere om projektet via dette link.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen