Michael Lagoni, som er ejer af Lagoni Kaffebar i Helsingør, bruger sin café til at skabe gode rammer for meningsfulde fællesskaber. Under Corona-nedlukningen har det gjort en stor forskel for Peer Partnerskabet, som pludselig stod uden lokaler at mødes i.
Af Peer Partnerskabet
”Jeg går meget op i at hjælpe”, fortalte Michael Lagoni mig på en lun og solskinsfyldt fredag i september, hvor jeg var taget til Helsingør for at møde ham på hans café, Lagoni Kaffebar.
Caféen ligger ved Simon Spies Plads i udkanten af Helsingørs store gågade. Pladsen summede af liv, og sæsonens sidste honningbier nød solen, som skinnede på de små blomsterkrukker foran pladsens caféer og et lidt ubestemmeligt springvand. Caféens ydre mure er en støvet blå og ligner en klassisk café, som man kan finde dem rundt omkring i byer og stræder. Men Lagoni Kaffebar er ikke en helt almindelig café, for Michael Lagoni åbner tit dørene op til caféen efter lukketid i den gode sags tjeneste.
Michael Lagoni er en mand med mange bolde i luften, og en finger på pulsen i Helsingørs sociale liv. Hans engagement i Helsingør viser sig på mange måder. Han er repræsentant i Helsingørs byråd, hvor han sidder i Social- og Beskæftigelsesudvalget for Det Konservative Folkeparti. Han brænder særligt for innovation og iværksætteri, og har gjort det til én af sine politiske mærkesager. Som caféejer på femte år er han med i Helsingørs Handelsforening.
Peer Partnerskabet krydsede veje med Michael Lagoni og hans café i 2020, hvor Corona har tvunget alle til at tænke i nye løsninger og få det bedste ud af det sværeste ved at hjælpe hinanden.
Når én dør er lukket, er en anden åben
Torsdag d. 12. marts lukkede Mette Frederiksen hele Danmark ned på grund af frygten for Corona, og det blev pludselig umuligt for Peer Partnerskabets afdeling i Helsingør at mødes i de sædvanligt kommunale lokaler. Peer Partnerskabets koordinatorer blev nødt til at handle hurtigt og tænke ud af boksen for at finde et sted at afholde de ugentlige møder. Der blev sendt en mail ud til Helsingørs Handelsforening om akut hjælp til at finde alternative lokaler til de ugentlige møder i peergruppen.
Da Michael Lagoni modtog mailen, havde han allerede hørt om Peer Partnerskabet. Han overvejede straks, om ikke han kunne være behjælpelig med at stille sin café til rådighed efter lukketid, så deltagerne i gruppeforløbene kunne få mulighed for at mødes, selvom de sædvanlige lokaler var lukkede.
Corona-reglerne om afstand og afspritning var stadig nye, og gjorde Michael Lagoni en smule nervøs, men efter et møde med Peer Partnerskabet, hvor den lokale koordinator Tine fra Peer Partnerskabets afdeling i Helsingør, havde målt caféen op efter alle regler og forskrifter, blev de to enige om at starte et samarbejde om peer-gruppeforløb efter lukketid i Lagoni Kaffebar.
”Jeg havde hørt om Peer Partnerskabet, nok fordi jeg sidder med i byrådet. Jeg synes Peer Partnerskabet gør et godt stykke arbejde for mennesker med psykisk sårbarhed, og det har været rigtig fedt at få gruppeforløbene tættere ind på livet her i 2020. Det har faktisk været sådan en god oplevelse, og jeg tænker, at det bestemt ikke slutter her, selvom Peer Partnerskabet nu er tilbage til at holde gruppemøder et andet sted i Helsingør. Jeg ser det sådan, at 2020 markerer starten på et samarbejde mellem Lagoni Kaffebar og Peer Partnerskabet… Så hvis den lokale koordinator igen står i en situation, hvor der er brug for at låne caféen, så vil jeg ikke tøve med at tilbyde det igen”, sagde Lagoni med en varm alvor.
Han forsatte med at fortælle mig, hvorfor han synes, at det er vigtigt, at vi gør en ekstra indsats for at hjælpe hinanden her i 2020, hvor Corona-situationen vender alting på hovedet. ”I en rundspørge blandt menneskerne, som bor i Helsingør, svarede cirka 25% at de på en eller anden måde, føler sig ensomme. Helsingør er en utrolig smuk by, men under overfladen er der rigtig mange sociale problemer. Dem vil jeg gerne være med til at løse, derfor møder jeg folk med åbenhed”, sagde Lagoni.
Alvorlige og skægge fællesskaber
Peer Partnerskabet er ikke de eneste, som har fået lov til at mødes i Lagoni Kaffebar efter lukketid, fortalte Lagoni mig. Anonyme Narkomaner (NA) har holdt deres møder i caféen hver søndag i 3 år. Også til jul og nytår har Michael Lagoni været med til at sikre, at NA har haft et sted at mødes for at støtte hinanden i forbindelse med de mærkedage, som tit er en stor udfordring for mennesker, som prøver at vænne sig af med stoffer.
Der er også plads til grupper af mennesker i caféens lukketid, som har fået et smil frem på Michael Lagonis læber. ”Vi har haft en skæg-forening efter lukketid på et tidspunkt. Simpelthen en gruppe af mænd som mødtes med det formål at diskutere skæg… Alt lige fra olier og balsam til barberinger”, erindrede Lagoni, og havde svært ved at holde et lille grin tilbage. ”Og så har vi haft en sexolog forbi. Der er blevet holdt aftener, som handlede om mindfulness. Vi har en poesiklub… En af de fede ting der er kommet ud af at stille caféen til rådighed efter lukketid, var da en litteraturklub, som holder til her, læste en russisk roman sammen, og så endte med at arrangere en fælles rejse til Moskva.”
Lagoni fortalte mig, at folk som låner caféen, lever op til den tillid, som han møder dem med, og altid lægger en ekstra mønt på disken, hvis der er blevet drukket en ekstra sodavand en aften. ” Der har ikke været nogle problemer med at holde åbent for alle de forskellige grupper af mennesker… Jeg vil sådan ønske, at der i fremtiden er flere caféejere, som har lyst til at åbne deres café op efter lukketid. For det gør virkelig en forskel… Jeg er rigtig glad for at invitere indenfor efter lukketid i en god sags tjeneste,” afsluttede Michael Lagoni med en håbefuld optimisme.