Af Peer Partnerskabet
D. 24. og 25. oktober afholdt Peer Partnerskabet uddannelsesweekend for de frivillige peer-gruppeledere i Østergade, hvor Peer Partnerskabets sekretariat holder til. De frivillige peer-gruppeledere står for det 10-ugers peer-gruppeforløb, som Peer Partnerskabet gennemfører i Fredericia, Helsingør og København. I alt var 12 peers samlet sammen med ansatte i Peer Partnerskabet for at tilbringe en læringsrig weekend sammen.
På uddannelsesweekenden blev de frivillige introduceret for den nye manual for peer-gruppeforløbet, som er blevet revideret ud fra erfaringerne fra syv gruppeforløb i 1. halvår af 2020. Evalueringen er sket i et samarbejde mellem Peer Partnerskabet og Forskningsenheden Psykiatrisk Center København (CORE).
Charlotte Heinsvig Poulsen, der er seniorforsker i Forskningsenheden Psykiatrisk Center København, har gennem fokusgrupper bestående af tidligere deltagere i peergrupperne opsamlet viden om, hvordan det har været at deltage i Peer Partnerskabets peergrupper. På samme tid har Peer Partnerskabets lokale koordinatorer ført logbog over fokuspunkter, som kunne forbedres i de kommende gruppeforløb.
Alle de fremmødte peers var meget begejstrede for den nye frivillig-manual. Det gav betydelig mening for de erfarne peers, at mange af deres input og forslag til ændringer, var skrevet ind i den nye manual, som også havde fået et nyt og flot layout.
De inspirerende peers deler ud af deres viden
Det var et hyggeligt gensyn for de ni erfarne peers. For de tre nye frivillige peers, som deltog i uddannelsesweekenden, var det en spændende uddannelsesweekend, som forberedte dem på, hvordan de kan gribe deres nye rolle som frivillige peer-gruppeledere an.
”De erfarne peers var superkonkrete med en masse vigtig viden, virkelig effektive og superinspirerende. De var en kolossal støtte, som gør, at jeg nu føler mig rigtig godt klædt på til at skulle lede en peergruppe. Jeg har allerede rykket mig meget som menneske, faktisk op på et helt nyt niveau, og nu glæder jeg mig virkelig til at møde deltagerne i gruppen og være med til at vejlede dem”, siger Niels, som er en af Peer Partnerskabets nye frivillige peers i Helsingør.
De nye peers kunne lade sig inspirere af erfaringerne med at være peers i løbet af hele lørdagen, hvor forskellige øvelser, workshops og oplæg fra koordinatorerne dannede rammen om faglig sparring på tværs af frivilliggrupper og byer.
Søndagen var tilegnet de nye peers, som blev klædt rigtig godt på til at arbejde med den nye manual og til at varetage deres nye rolle som peergruppe-ledere.
”Weekenden var fuld af fællesskabsfølelse og en helt speciel energi, fordi det er sådan en fed følelse at være en del af et fællesskab, som giver så god mening, fordi alle brænder for det” siger Marie Vester Koch, som er projektmedarbejder og national koordinator i Peer Partnerskabet.