Velkommen til Helle

Fra d. 1. august giver Klavs Serup stafetten som projektleder videre til Helle Hardy-Hansen. Helles opgave bliver, først og fremmest at fastholde gejsten og samarbejdet hos de lokale koordinatorer og samarbejdspartnere, så vi sammen kan styre projektet igennem den sidste fase af lodtrækningsforsøget. Men selvfølgelig også sikre, at vi fastholder og bygger videre på de samarbejdsrelationer og – konstruktioner som projektet allerede er lykkedes med, så erfaringerne fastholdes på den korte bane, og mens vi venter på forskningsresultaterne.

Helle har igennem de sidste 20 år arbejdet med tidlige indsatser og inklusion af psykisk sårbare, som henholdsvis metodeudvikler og myndigheds- og botilbudsleder.

”Jeg har i hele mit arbejdsliv været optaget af at skabe indsatser der kan understøtte alles ret til en meningsfuld hverdag. Mit arbejde har fra start, været båret af en tro på, at når nye indsatser skal udvikles, så skal det være i samarbejde og med udgangspunkt i erfaringseksperternes viden. Det er den mest effektive metode til at sikre sig, at indsatserne giver mening for dem de er tænkt til” siger Helle Hardy-Hansen.

Med sig bringer Helle bl.a. erfaringer med at omsætte erfaringseksperternes viden og inkludere dem i selve indsatsen som peers.

”De indsatser jeg har været med til at udvikle, har haft fokus på at udvikle borgerens kompetencer, så de har følt sig rustet til – og fået mod på – at påbegynde fx en uddannelse, få et job, eller melde sig ind i en forening eller til en fritidsaktivitet. Men jeg oplever, at en lige så vigtig fokus er, at udvikle indsatser om rummelighed og værtskab, der er målrettet de tilbud der skal brobygges til, da der ofte er nogle usynlige krav til deltagelse, som kan være sværere at gennemskue og honorere for alle – og måske især – for mennesker med psykisk sårbarhed. Så for mig er det at kunne bidrage til projektet en personlig og faglig mærkesag.”

Helle er uddannet cand.mag i pædagogik og er master i forandringsledelse. Helle er tæt pårørende til erfaringseksperter og har oplevet, hvor svært det er at få den hjælp og støtte som man selv mener vil kunne gøre en forskel i ft. at få genoprettet en meningsfuld hverdag.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen