Der er naturligvis mest fokus på, hvad man som peer-gruppedeltager får ud af et gruppeforløb hos Peer- Partnerskabet. Her vil jeg dog fokusere på, at jeg også personligt får stor gavn af det frivillige arbejde som peer-gruppeleder – at gå fra at have en hverdag, der fungerer, til at have dage, der byder på udfordringer, glæder og tilfredshed.
Af Mo Dorthea Nørgaard, peer-gruppeleder og frivillig i Peer-Partnerskabet
Jeg glemmer nogle gange, at det arbejde, jeg gør ude i grupperne, ikke kun er til gavn for mig og de enkelte gruppedeltagerne, men at det er en del af et meget større perspektiv. Vi medvirker til forskning, og med udviklingen i befolkningens mentale sundhed, har hele samfundet brug for, at der skabes erfaringer og viden om peer-arbejde og personlig recovery.
Jeg tror også jeg glemmer nogle gange, at reelt er det mig og mine frivillige kollegaer, der helt tæt på oplever, hvad peers kan, og derfor også ved, hvor peer-rollen skal hen. Vi sidder med fingrene i det. Vi gør os gode erfaringer om, hvad der virker. Som frivillige udøver vi ikke magt over andre, så den feedback vi får fra gruppedeltagerne, er rå ufiltreret behov fra mennesker, der står vanskelige steder i livet.
Jeg tror derfor, at det er bydende nødvendigt, at vi peers bliver bedre til at dele viden og erfaringer med hinanden, for på den måde hele tiden at kunne styrke og bidrage til udviklingen.
Det er helt centralt, at vi er med til at ændre praksis fra det, der for mig, var en ensom proces i det at komme sig, til at være en proces i samarbejde med andre. Det at komme sig, går hurtigere når vi gør det i fællesskab.
En peer er en person med egen erfaring og i dette tilfælde egen erfaring med psykisk sårbarhed. Peer-Partnerskabets definition af peerstøtte er, at det er en ‘støtte til forandring mod et bedre liv, som finder sted mellem to eller flere personer, der forbindes af fælles erfaringer med psykiske kriser og sårbarheder.’
For at forstå hvor stor en gevinst, jeg får af mit frivillige peer-arbejde, og hvor langt jeg derigennem er nået i min personlige recovery, tænker jeg, at det er nødvendigt først at forstå, hvad det er for et arbejde, jeg udfører som peer- gruppeleder, og hvad det er for en historie, jeg kommer med. Jeg håber du vil læse med – og kommenter gerne, så vi kan lære sammen.
Når jeg er peer-gruppeleder
Forud for min start som gruppeleder blev jeg godt rustet til at varetage opgaven. Jeg fik den uddannelse, øvelse og sparring, jeg havde behov for, og det har gjort, at jeg fra starten følte mig tryg som peer-gruppeleder.
Men selvom jeg har prøvet lidt af hvert, var jeg i i tvivl om, hvorvidt mine erfaringer kunne gøre en forskel for andre. Det fyldte, fordi uddannelsen gjorde det tydeligt at det centrale i arbejdet som peer-gruppeleder er ens egne erfaringer med psykisk sårbarhed, og at ligeværdighed er en af nøglerne til at forme en god gruppe. Den tvivl blev hurtigt gjort til skamme. Vores erfaringer er det vigtigste alle bringer ind i gruppen, ikke nødvendigvis for at vi skal tale om dem, men så alle føler de kan være sig selv.
Da jeg startede mit første gruppeforløb, var jeg meget fokuseret på at formidle viden og introducere øvelser samt at sørge for, at de fællessnakke, vi havde, bevarede den gode tone. Jeg sikrede mig, at der var plads til, at alle fik taletid, og at vi skabte et rum, hvor der var plads til at dele erfaringer. Og ikke mindre vigtigt, synes jeg, at der blev skabt et rum, hvor forskellighed blev accepteret.
Undervejs har jeg oplevet at min opgave som gruppeleder har ændret sig fra at gøre stoffet interessant til også at gøre det til ”mit”. Det er vigtigt for mig, at det bliver mine ord, mine eksempler, og at det ikke bare bliver en fremlæggelse af projektets tekst. Det er vigtigt, at jeg selv kan forholde mig til det, at jeg selv har stået i en lignende situation, og det er det, der gør det troværdigt.
F.eks. giver det god mening for mig at tale om tryghedsplaner, for det er noget, jeg selv har haft stor gavn af undervejs i min bedring og noget, som jeg selv har personlig erfaring med. Og fordi vi er to peer-gruppeledere, kan vi altid fordele emnerne, så det er noget, der giver mening for en selv, man har ansvaret for. Det gør mig til en bedre gruppeleder, og det betyder, at man kan relatere sig til mig.
Hvis gruppegangen skal være god, mener jeg, at det er nødvendigt at give noget af mig selv for at etablere en ordentlig og naturlig relation til de andre i gruppen. Det er vigtigt, fordi jeg oplever, at mange af deltagerne har mistet herredømmet over eget liv og har brug for nærvær og sande relationer. Hvis ikke jeg kan tilbyde det, kommer det ikke til at fungere.
Jeg er selv – ligesom gruppedeltagerne – i en personlig proces, en evig udvikling, hvor jeg bevæger mig mod større personlig indsigt. Det har lært mig, at selvom jeg tager nogle store skridt i min egen recovery, vil der hele tiden være noget nyt at arbejde videre med. Det er også derfor, det giver så god mening at arbejde som peer med en gruppe gentagne gange. Jeg er klar over, at jeg ikke har alle svarene på forhånd, og det gør det naturligt, at vi er ligeværdige med gruppedeltagerne. Jeg er overbevist om, at det går hurtigere at komme sig, når vi gør det i fællesskab.
Det betyder også, netop på grund af at jeg løbende udvikler mig, at grundig vejledning og opkvalificering nødvendig undervejs i mit arbejde som peer-gruppeleder. Både for min og deltagernes skyld.
Den forskel det gør for mig
For til fulde at forstå den gevinst, jeg får ud af arbejdet som peergruppeleder, er det nødvendigt at kende min personlige historie.
Jeg har hele mit voksne liv været psykisk sårbar og har været rigtig meget igennem. Det har været så slemt, som det kan blive. Jeg er bipolar og lever med angst, og har været syg siden 1995. I årene 2004 til 2010 brugte jeg nærmest mere tid på at være indlagt, end jeg brugte på at være hjemme.
Personlig recovery har fokus på ens egen opfattelse af, hvad der hjælper og er meningsfuldt for en selv.
Det er ens egen oplevelse af håb og ønsket om at skabe en meningsfuld hverdag, der er i fokus kontra den kliniske recovery, som man ofte møder som psykisk sårbar, hvor der i høj grad er fokus på ens symptomer og funktionsevne.
Til tider tabte jeg modet. Heldigvis havde jeg nogen, der kunne bevare håbet for mig, når jeg selv mistede det. Og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg ville ikke ønske for nogen, at skulle igennem det, jeg har været igennem. Jeg har så nådigt glemt de værste perioder, sådan er hjernen så venlig.
Jeg har i mange år skullet tage hensyn til min sygdom, og jeg har skullet passe ekstra meget på mig selv. Men det begynder nu at ændre sig. Jeg kan stadig have dage eller kortere perioder, hvor jeg f.eks. får svært ved at holde sammen på det, jeg læser, og bevare overblikket. Nu ved jeg, at det er et tegn til at sætte farten ned. Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke forsøger at få det til at gå væk, men øver mig i at leve i det og med det.
Jeg ville ønske, at der havde været en med egen erfaring, da jeg havde det værst. En som kunne give mig et håb og et mod til at drømme. Og det er noget af det, der motiverer mig i mit arbejde som peer.
Den største ændring, mit arbejde som peer og gruppeleder har skabt, er helt klart, at mine levede erfaringer og de store og gentagne kriser, min psykiske sårbarhed har bragt mig, nu ses som en kvalifikation.
Jeg er blevet utrolig stærk, og jeg er blevet ekspert i krisehåndtering. Alt det, jeg har været igennem, er ikke tabt tid. Mine erfaringer er faktisk er noget, som andre kan få udbytte af. Jeg oplever at mine erfaringer faktisk kan bringe andre psykisk sårbare videre i deres personlige recovery.
Jeg ville ønske, at der havde været en med egen erfaring, da jeg havde det værst. En som kunne give mig et håb og et mod til at drømme. Og det er noget af det, der motiverer mig i mit arbejde som peer. Jeg synes, at vi skal snakke om psykisk sårbarhed, og hvis jeg kan være med til at sætte fokus, deler jeg gerne min historie og mine erfaringer.
Jeg har haft god gavn af det etablerede behandlingssystem. De fik udredt mig, stabiliseret mig og sikret, at jeg havde en hverdag.
Men jeg manglede lige det sidste. Jeg manglede fornøjelsen, jeg manglede min personlige recovery. Jeg savnede en metode til at forbedre min hverdag, så den også blev tilfredsstillende og fyldestgørende samtidigt med, at jeg kom ud og fik flere sociale relationer.
I peer-arbejdet arbejder vi på at skabe nogle håb og drømme, at give nogle værktøjer, der gør det muligt for os at etablere en hverdag, hvor vi selv har magten, og hvor vi selv sætter retningen. Og det var præcis det, jeg selv manglede, selv længe efter at min hverdag begyndte at arte sig.
Mit arbejde som peer har samtidigt gjort, at jeg selv har hævet forventningerne til hvilken hverdag jeg ønsker mig. Indimellem er det godt at sætte spørgsmålstegn, og jeg blev opmærksom på, at jeg ikke ville nøjes. Jeg tør godt begynde at drømme om en mere tilfredsstillende hverdag, der ikke er præget af savn.
Min hverdag begynder nu at minde meget om andre ikke psykisk sårbares. Jeg begynder at have en kontakt med andre end min familie og nærmeste venner, en kontakt, der minder om en almindelig arbejdsdag med kollegaer. Jeg tror mit største savn i min sygdomsperiode har været det at have nogen at sige ”god morgen” til, at have nogen at spise min frokost sammen med samtidigt med, at jeg savner min faglighed helt enormt.
Arbejdet som peer giver mig det, jeg savnede mest af alt, nemlig normalitet. Det er et virkeligt godt sted at teste mig selv og mine evner af. Et sted, hvor det er accepteret, at man kommer med udfordringer, og hvor der er plads til den kamp, det er, at komme tilbage til hverdagen. Også peers har brug for et sted, hvor vi kan øve vores færdigheder, færdigheder i at indgå i et arbejdsfællesskab, at indgå i normale sociale konstellationer og at øve os i at have en normal og tilfredsstillende hverdag.
Der er sket utroligt mange ændringer i mit liv og i min hverdag, efter at jeg er begyndt at arbejde som frivillig peer. Jeg har ændret min opfattelse af mig selv, så jeg ikke længere er ”den syge” med en monoton hverdag. Jeg er et menneske, der kan bidrage med noget, jeg kan gøre en forskel for andre mennesker samtidigt med, at jeg tager milevide skridt i min egen personlige recovery.
Det bringer mig stor glæde, og det er en fornøjelse at mærke, at mit hoved kan bruges til noget, at det stadig virker som det skal. Og det har virkelig sat farten op på min egen udvikling og min egen personlige recovery. Min koncentrationsevne bliver bedre, mine sociale kompetencer forbedres, mine tanker om mig selv ændrer sig til den positive side. Og ikke mindst begynder jeg at spekulere over, hvad min fremtid vil bringe mig. For jeg stopper ikke fremgangen nu. Jeg skal begynde at drømme og se på, hvilke ønsker jeg personligt har til fremtiden.
Min øgede koncentration og mit overskud påvirker også min familie. Vi har mulighed for at gøre meget mere i fællesskab, hvor der ikke skal tages de samme hensyn til mig som tidligere. Det er okay at tage ud til lysfestival en aften uden hele tiden at tænke på de begrænsninger, jeg tidligere havde. Vi begynder at indgå på lige vilkår, og det nyder vi alle.
I et større perspektiv
Det er en del år siden, jeg havde kontakt med det etablerede behandlingssystem, og jeg kan kun gisne om, hvorvidt tankegangen om personlig recovery er integreret. Jeg håber, at peer-tankegangen nu inddrages som en naturlig del af behandlingen. Og der er sket ændringer.
De seneste 9 år har peer-medarbejderne været en støt voksende del af medarbejdergruppen i behandlingspsykiatrien. I 2021 var der over 220 ansatte peer-medarbejdere. Alle danske regioner har peer-medarbejdere ansat i behandlingspsykiatrien på døgnafsnit og psykiatriske ambulatorier.
På trods af det er det min opfattelse, at der til stadighed er lige så stor brug for de frivillige peers, fordi vi har en anden rolle, end man har som lønnet peer ansat i behandlingspsykiatrien.
Jeg tror derfor, at det er bydende nødvendigt, at vi peers bliver bedre til at dele viden og erfaringer for på den måde hele tiden at kunne styrke og bidrage til udviklingen.
Som jeg skrev indledningsvist, er det i min øjne centralt, at vi aktivt er med til at ændre praksis fra det, der for mig var en ensom proces i at komme sig, til at være en proces i samarbejde med andre. Det at komme sig går hurtigere, når vi gør det i fællesskab.
Jeg har i en tidligere artikel beskrevet, hvordan jeg oplever at det peer-arbejde, vi laver, bidrager til at flere mennesker kan skabe sig et bedre hverdagsliv.
Jeg ser det gang på gang ske hos mine gruppedeltagerne og ikke mindst hos mig selv, og det gør mig utroligt taknemmelig at se disse succeser.
Jeg ønsker mig af hele mit hjerte, at alle får muligheden for at tage den rejse det er at komme sig. En rejse mod et bedre hverdagsliv med eller uden psykisk sårbarhed.