Peer-Partnerskabets gruppeforløb baserer sig på en manual, der beskriver hvert trin i en gruppegang, minut for minut. For Mick Jagger Arnholtz, der er frivillig peer-gruppeleder, var den tydelige struktur en væsentlig del af motivationen for at blive frivillig peer. Mick er en af de 45 frivillige som har været med til at gennemføre det landsdækkende forskningsprojekt.
Af Thea Seindal, Peer-Partnerskabet
”I første omgang var det af egne årsager jeg blev frivillig peer! I forhold til min alkoholisme har jeg været i et andet peer-fællesskab, så jeg ved jo, at jeg kan sætte mine egne erfaringer i spil. Men jeg kunne godt tænke mig – for det har jeg ikke prøvet før – at være denne her person, som med det her fine ord ’faciliterede.’ Så det var meget det, det handlede om for mig. Jeg ville faktisk gerne udvikle mig helt konkret på nogle kompetencer,” siger Mick Jagger Arnholtz.
Mick Jagger Arnholtz er 55 år og bor i København. Trods mange års erfaring i andet peer-to-peer fællesskab omkring alkoholisme, blev han alligevel nysgerrig da han hørte, hvordan man uddannes som peer-gruppeleder i Peer-Partnerskabet. I det andet fællesskab arbejdede man med mødeledelse, men uden samme styring af gruppegangene, og at lære nyt om gruppefacilitering var en kompetence, som Mick gerne ville udvikle.
Peer-Partnerskabets gruppeforløb ’Vejen til hverdagslivet’ bygger på en manual på 178 sider, som beskriver minut for minut, hvordan hver gruppegang forløber. Formålet er ikke at følge manualen slavisk, men at skabe rammen for et konstruktivt fællesskab. Samtidig gennemføres gruppen i makkerpar, så man kan have forskellige roller og opgaver i manualen. Peer-støtte er når man støtter hinanden ud fra egne levede erfaringer.
Det lød spændende, men samtidig kunne Mick mærke at der også var en vis frygt for om han nu kunne gøre det godt nok. Alligevel besluttede han sig for at blive peer-gruppeleder. Efter uddannelsen skulle han så kaste sig ud i det, og særligt frygten for at gøre det godt nok, fyldte.
”Det første jeg oplevede ift. at være facilitator var denne her klassiske frygt for; hvad synes folk om mig, hvad tænker folk om mig i grupperne. Da jeg så sad i denne her situation og skulle være ”tidsfascist”, så var jeg helt klart meget optaget af, at de må synes, jeg er forfærdelig. Men nu er jeg jo et menneske, så i stedet for bare at være med det selv, så sagde jeg det højt, og så skete der jo rent faktisk det til min store overraskelse, at deltagerne sagde: ”nej, nej, nej” – nærmest i kor – ”vi synes, det er så dejligt, for vi er så vant til, at det bare flyder ud”. Så jeg havnede i det rum, hvor jeg godt kan lide at være i, hvor jeg kan være mig selv og være afslappet, hvor jeg overhovedet ikke skal lade som om jeg er noget andet,” siger Mick Jagger Arnholtz.
Det var Micks oplevelse at den klare rammesætning for gruppegangene slet ikke viste sig at være et snærende bånd for gruppen, men derimod en befrielse for gruppens dynamik og en god støtte for hans egen rolle som peer-gruppeleder.
Det skal give mening at være frivillig
Som frivillig peer vælger man at sætte sine egne erfaringer med psykiske vanskeligheder i spil, uden at vide hvordan det vil blive modtaget. Man vælger også at bruge tid på uddannelse, forberedelse og selve opgaven som gruppeleder. Det er på flere måder er krævende. Derfor skal det også skal være meningsfuldt for en selv. Til spørgsmålet om, hvad Micks har fået ud af at være frivillig peer-gruppeleder, svarer han;
”Altså det er en befrielse, at jeg ikke skal sidde og være klog på noget som helst område. Det er en befrielse, at jeg ikke skal sidde og have en eller anden teoretisk viden. Det er superfedt, at jeg bare skal forholde mig til min historie og ikke en skid andet og ved at gøre det så opleve, at jeg gør en forskel i menneskers liv, se dem få det bedre. Den anden ting er, at én af gruppedeltagerne fra den første gruppe er blevet en af mine allerbedste venner og blevet min 100% fortrolige,” siger Mick Jagger Arnholtz.
Mick smiler og fortsætter; ”Personligt får jeg, udover glæden ved at se andre mennesker få det godt, tilført noget til min egen bedringsproces. Det er jo fandme stort. Og chancen for at få rigtig gode venner.”
Blod på tanden
Efter at have ledt to gruppeforløb, har Mick søgt en stilling som lønnet peer i Region Hovedstadens Psykiatri. Det lå ikke lige i kortene, men nu gav det mening.
”Mange tænker ikke, at jeg har brug for ros eller anerkendelse. Men jeg er jo vokset op i en meget dysfunktionel traumatisk opvækst, og måske qua det ikke særlig vant til at blive anerkendt. Det er jeg jo blevet her, og på noget rigtig vigtigt og meget specifikt; at jeg er en god formidler. Det er fandme fedt at vide, for det har givet mig en selvtillid. Der er ingen tvivl om, at det her også har givet mig grundlaget til, at jeg også bliver en rigtig god peer ude i psykiatrien, som jeg nu har søgt en stilling i. Det havde jeg ikke gjort uden, at jeg havde været igennem det her gruppeforløb. Der havde jeg aldrig været uden det her. Aldrig. Så det er sgu stort,” siger Mick Jagger Arnholtz.
Fra først at høre om den måde Peer-Partnerskabet arbejder med grupper på, samt den usikkerhed det rejste i Mick om han ville kunne facilitere grupper, føler han sig nu fortrolig nok med at det praktiske, til at kunne se ind i manualen og hvad indholdet kredser om;
”Hvis jeg skal give ét ord på vores manual, så er det bevidstgørelse. Bevidstgørelse af hvem vi er, og hvordan vi fungerer, fx hvad frygt gør ved os. Jeg er meget bevidst om at være foregangsmand for de mennesker, jeg hjælper. Det gør jeg jo, fordi de er et sted i deres bedring, hvor jeg har været. Og der er jeg meget bevidst om at bruge mig selv til at prøve at se, om jeg kan avle lidt mod hos dem og bevidsthed,” siger Mick Jagger Arnholtz.
De nøgleord Mick tager med sig fra grupperne er ydmyghed og bevidstgørelse:
”Jo mere jeg godt vil have med af alt det gode, vi har snakket om, jo mere får jeg med, når jeg bevarer min ydmyghed. Med det mener jeg, der er forskellige ting, der munder ud i ydmyghed, og taknemmelighed er absolut én af dem. Det er jeg heldigvis rigtig god til, fordi jeg kommer fra rigtig svære kår. Hvis jeg havde siddet og været facilitator med mit store ego alene, så havde det for det første ikke givet den samme effekt og ikke gjort den samme forskel,” slutter Mick Jagger Arnholtz.
Om & fakta
Mick Jagger Arnholtz har ledt grupper i København, som en del af det landsdækkende forskningsprojekt ’Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet.
Projekt har metodeudviklet og dokumenteret effekten af ‘Vejen til hverdagslivet’ som er en civilsamfundsbaseret tidlig forbyggende peer-indsats for mennesker med psykisk sårbarhed. Som beskrevet består ’Vejen til hverdagslivet’ af et 10-ugers gruppeforløb samt tilbud om følgeskab. Aktiviteterne gennemføres af frivillige med egne levede erfaringer. Derudover har medarbejdere og forskere også egne levede erfaringer.
Forskningsprojektet er gennemført med i 2019-2023 i samarbejde med kommunerne København, Helsingør og Fredericia indenfor rammerne af SEL §82d. I 2021 er der også indledt et samarbejde med en række nye kommuner, herunder Rødovre- og Gladsaxe Kommune. Forskningsprojektet blev støttet af VELUX FONDEN og kommuner.
Pingback: Nye peer-grupper starter i hele landet - Peer-Partnerskabet