Bliv frivillig

I projekt ‘Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet‘ drømmer vi om, at alle mennesker har muligheden for at være noget for andre – i stedet for at føle sig anderledes i kraft af fx. en diagnose eller et problem.

Derfor laver vi gruppe-forløb, hvor man kan møde andre som også har prøvet psykiske kriser og psykisk sårbarhed på egen krop. Og vi tilbyder følgeskab i de situationer i livet, hvor man er klar til noget nyt, men hvor de første skridt er svære at tage alene.

Vores drøm kan kun blive til virkelighed, hvis du og andre har lyst til være frivillige i projekt ‘Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet.’

Som frivillig vil du være med til at holde 10-ugers gruppeforløb, eller lave følgeskab, eller måske noget helt tredje. Du vil blive uddannet til dine opgaver og din koordinator, vil løbende tilbyde vejledning og sparring.

Fordi projektet er et metodeudviklings- og forskningsprojekt, vil dit bidrag som frivillig være med til at træde en helt nyt sti for psykisk sårbare, der har hverdagslivets fællesskaber som mål, og som kan komme tusindvis af mennesker til gavn i fremtiden.

Hvad er en 'frivillig peer' ?

Peer-støtte er gensidig støtte mellem menneske som i en eller anden grad deler erfaringer med psykiske vanskeligheder eller psykisk sårbarhed.

En frivillig peer har typisk fået de værste kriser lidt på afstand, og støtter andre, der stadig kan bruge en hjælpende hånd til at finde fodfæste og retning i hverdagen.

Som frivillig peer er man ikke ekspert. Man har ansvar for sine opgaver, men man deltager også i diskussioner, deler af egne erfaringer og lærer af andre.

Information om at være frivillig peer i projekt Håb og Selvbestemmelse

Mange, der har været frivillige peers, fortæller at de:

  • Begynder at se deres erfaringer med kriser og sårbarheder som en vigtig ressource i deres liv.
  • Tænker mindre negativt om sig selv, på grund af fx en diagnose.
  • Oplever et øget selvværd bl.a. fordi de har mulighed for at gøre noget meningsfuldt for andre.
  • Føler at de hører til et sted, sammen med andre mennesker, i modsætning til tidligere at have følt sig anderledes.
  • Har noget meningsfuldt at lave i hverdagen.
  • At det kan være en indgang til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet.
  • Opgaverne bidrager til kompetence- og netværksopbygning samt et styrket CV.

Generelt ser mange det at være frivillig peers, som en måde at prøve sig selv af på, og opbygge kompetencer, netværk og ressourcer.

Hvis du melder dig som frivillig peer i projekt ‘Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet‘ i enten København, Helsingør eller Fredericia, vil du være med til at varetage flere forskellige spændende opgaver. Opgaverne kan udvikle og ændre sig alt efter, hvad du som frivillig har lyst til og brug for.

Som udgangspunkt er der tre opgaver, du som frivillig kan være med til at løse. Det kan variere fra måned til måned, hvilke opgaver der er behov for, at du varetager og selvfølgelig også, hvad du selv har lyst til at bidrage med.

Uanset hvad du laver som frivillig peer sammen med os, vil vi altid sørge for, at du er godt klædt på til din opgave – og så er der en koordinator tilknyttet i din by, der altid står klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for det.

De tre opgaver du kan løse sammen med os er:

  • At lede gruppeforløb for mennesker, der lever med psykiske vanskeligheder. Gruppeforløbene er beskrevet i en grunding manual, som du vil få undervisning i at følge. Grupperne bliver afholdt én gang om ugen i 10 uger og varer to timer ad gangen. I vil altid være to frivillige tilknyttet en gruppe, og din koordinator står til rådighed gennem forløbet, hvis I har brug for hjælp eller støtte.
  • Individuelt følgeskab. Sideløbende med gruppeforløbene kan gruppernes deltagere få tilbudt individuelt følgeskab, hvor du som frivillig har til opgave at støtte deltageren i hverdagen. Det kan fx være ved at følge dem til og fra aftaler og aktiviteter som gruppeforløb, frivilligjobs, læge osv.
  • Afvikling af introworkshops sammen med din koordinator. Her vil du være gruppeforløbenes ansigt udadtil og hjælpe koordinator med at invitere folk med i grupperne.

Hvis du melder dig som frivillig peer her hos os, forventer vi, at du kan nikke genkendende til følgende:

  • At du har mod på aktivt at bruge dine egne erfaringer med at komme oven på efter en svær periode
  • Du er et sted i din egen proces, hvor du kan sætte andre i centrum og har en fornemmelse af,
    hvornår det giver mening at trække på dine erfaringer
  • Du kan binde dig til at lede 1-2 gruppeforløb á 10 uger over et halvt år
  • Du kan deltage i uddannelse
  • Du er over 18 år

Som frivillig peer er dine egne, levede erfaringer grundpillen i dit arbejde med deltagerne i gruppeforløb. Det er derfor en stor del af din rolle som frivillig, at du i gruppeforløbene er parat til at trække på din egen historie og dele relevante erfaringer inden for de tematikker, I kommer til at tale om. Du sætter selv din grænse for, hvor meget og hvad, du vil dele om dig selv. Det indgår i vores uddannelsesaktiviteter, at du bliver afklaret omkring det.

Når vi tidligere har uddannet peers, har spørgsmålet om hvor meget og hvordan man deler af sine erfaringer fyldt meget. Det har skyldtes, at mange ikke selv har følt sig mødt, da de havde det sværest. De fleste der har prøvet psykisk sårbarhed på egen krop, er derfor helt naturligt meget opmærksomme på at give andre plads og af at lytte uden at dømme. Det er noget vi taler videre om på uddannelsen – vi er spændte på at høre hvordan du gerne vil være peer!

I starten af din tid som frivillig peer, vil du komme igennem en uddannelse, der er tilpasset den opgave, du skal varetage og som er sammensat for at give dig de bedst mulige forudsætninger for at være frivillig i projektet.

Uddannelserne er:

1. Uddannelsesweekend og 2 x vejledning med fokus på at lede gruppeforløb.

Uddannelsesweekenden bliver afholdt i Det Sociale Netværks lokaler i København og er samlet for alle nye frivillige fra København, Helsingør og Fredericia. Du vil selvfølgelig få dækket transport, kost og logi i forbindelse med uddannelsesweekenden.

Efter uddannelsesweekenden kommer du til at:

  • Kende til projektets hvorfor, hvad og hvordan
  • Have mod på og lyst til at lave peer-gruppeforløb
  • Vide, hvordan du bruger projektets manual til at lave peer-gruppeforløb
  • Føle, at du er en del af et stærkt fællesskab af frivillige peer

I forbindelse med dit første gruppeforløb, vil du få vejledning og feedback efter to gruppegange, som din koordinator har observeret. Formålet med vejledningen er at give dig støtte den første tid og sikre, at kvaliteten af gruppeforløbene bliver holdt.

2. Workshop med fokus på individuelt følgeskab

Workshoppen om følgeskab bliver afholdt lokalt af din koordinator. Den skal klæde dig på til at være en løbende støtte til gruppeforløbenes deltagere, hvis de fx kan have svært ved at komme ud ad døren til deres aftaler.

Efter workshoppen om individuelt følgeskab kommer du til at:

  • Vide, hvad individuelt følgeskab er
  • Have idéer til, hvordan du vil udføre følgeskab
  • Have redskaber til, hvordan du skaber bæredygtige relationer til deltagere med psykisk sårbarhed
  • Vide, hvad du skal gøre, hvis relationen til deltagere bliver svær eller uholdbar

Projekt ‘Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet’ er udviklet i samarbejde med Forskningsenheden på Psykiatrisk Center København, der er ekstern evaluator og ansvarlig for forskningsdelen.

Som frivillig kommer du ikke selv til at forske, men din indsats er stadig afgørende for, at forskningen lykkedes. Det er nemlig de gruppeforløb og det følgeskab, du skal stå for, der bliver indsamlet viden om. Derfor er det vigtigt, at du følger din manual for gruppeforløbet nøje, så den viden, forskerne indsamler til sidst, bliver indsamlet på et ensartet grundlag.

Vi vil løbende hjælpe og guide dig til, hvornår noget er påkrævet af forskningskriterierne, og hvornår du som frivillig kan få lov at sætte dig eget præg på projektet. Det skal nemlig gerne være en blanding af begge ting, så det bliver sjovt for alle at være med. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt der er noget, der kan problematisere forskningsdelen af projektet, skal du kontakte din koordinator.

Projektet er et såkaldt interventionsstudie, der består af tre faser:

En pilotfase (1. halvår 2020)

  • Her afprøver vi sammen gruppeforløbet, manualen og alle de små detaljer i projektet. Du vil her have en aktiv rolle i at melde tilbage hvad der fungerer godt og mindre godt, og særligt hvis du har manglet noget.
  • Forskningsenheden vil sikre at du og de andre frivillige bliver spurgt gennem bl.a. fokusgrupper

Det randomiserede forsøg (2. halvår 2020 til september 2021)

  • Her er manualen ’låst’ så vi i princippet laver det samme i alle tre byer
  • Forskningsenheden følger op med fidelity-målinger, der skal støtte os i at lave gruppeforløbet på den måde I som frivillige har sagt giver bedst mening (og deltagerne)
  • I denne fase er der en kontrolgruppe, som forskerne følger samtidig med deltagerne i gruppeforløbet, men som ikke deltager i gruppeforløbet, da formålet er at måle forskellen på de to grupper – begge grupper er altså lige vigtige

Analysefase (oktober 2021 til juni 2022)

  • Her er evalueringen afsluttet.

Uddannelsesweekend for gruppeledere d. 4.-6. august 2020

Worskhop om følgeskab fastlægges løbende. Tjek med din koordinator.

Skriv til os, hvis du har lyst til at blive frivillig

Her kan du skrive til os, hvis du vil være frivillig i København, Helsingør eller Fredericia
– eller hvis du har brug for at høre mere, før du beslutter dig.

(Felterne med stjerne skal udfyldes for at vi kan vende tilbage til dig)

Scroll til toppen