Corona skal ikke stå i vejen: Peer-Partnerskabet, Forskningsenheden og kommuner forlænger forskningsindsatsen

Vi kender det alle sammen: Nedlukninger, forsamlingsforbud og alt det andet som Corona førte med sig. For forskningsprojektet ‘Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet‘ har Corona skabt en forsinkelse på seks måneder i forhold til den oprindelige plan for at rekruttere deltagere til lodtrækningsforsøget.

Derfor har Peer-Partnerskabet, Forskningsenheden Psykiatrisk Center København og de kommuner, der sammen gennemfører forskningen, besluttet at forlænge perioden, hvor man kan melde sig til forsøget, med fire måneder, så det nu er muligt frem til april 2022.

Meget er anderledes, men udfordringen er den samme

Forskningsprojektet ‘Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet’ blev iværksat i 2019, hvor det stadig var nyt at kommunerne gennem den såkaldte §82, havde mulighed for at arbejde mere forebyggende i forhold de udfordringer det rejser, at flere danskere end nogensinde før har mentale sundhedsproblemer tæt inde på livet. Samarbejdet på tværs af kommune og civilsamfund var naturligt, da noget af det der gør den største forskel i fht. mental trivsel og et godt hverdagsliv er sociale relationer og netværk.

Men hvad så nu, her på den anden side af Corona? Er noget andet blevet mere vigtigt? I løbet af august har Peer-Partnerskabet, Forskningsenheden Psykiatrisk Center København og kommunerne København, Fredericia og Helsingør, der sammen styrer projektet, drøftet det spørgsmål.

På tværs er der fortsat en forståelse af, at peer-gruppeforløbene og forskning er en vigtigt komponent i en §82 indsats, da det ud fra de nuværende erfaringer supplerer den faglige indsats på en konstruktiv måde. Samtidig vil vi undersøge om projektets arbejde kan kobles til den kommende civilsamfunds-strategi, som et eksempel på et samarbejde, der er lykkes.

Konkret betyder det – som nævnt ovenfor – at perioden, hvor man kan melde sig til forsøget, er forlænget med fire måneder, så det nu er muligt at tilmelde sig frem til april 2022. Samtidig har Forskningsenheden Psykiatrisk Center København fundet ressourcer til at forlænge deres forskningsperiode, der rykkes som følge af forlængelsen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top