Peer-støtte i Danmark: En mellemtid

I Peer Partnerskabet har vi tidligere været med til at introducere peer-støtte i en dansk kontekst i både kommuner og regioner. Hen ad vejen er det blevet tydeligt, at på grund af vores velfærdstradition, spiller peer-støtte en anden rolle i Danmark end i mange andre lande. Især én peer-rolle er utænkelig herhjemme, selvom denne rolle internationalt og historisk set er hele fundamentet for peer-støtte. Det er rollen, hvor peers er ansat til at repræsentere borgerne og ikke indsatserne.

At det er blevet som det er, er måske ikke så meget en historie om peer-støtte, men om hvad der sker, når vi i Danmark vil arbejde recoveryorienteret – uden at lave for meget om.

Af Klavs Serup Rasmussen, projektansvarlig i Peer Partnerskabet

I Peer Partnerskabet var vi med til at skrive de første anbefalinger til Regeringens Psykiatriudvalg i 2013, om at udvikle en model for peer-to-peer i dansk kontekst på baggrund af eksisterende nationale og internationale erfaringer.

Efterfølgende deltog vi i 2015-2018 i de tre partnerskabs-projekter, der introducerede peer-støtte i mange forskellige former i både kommuner og regioner. Sidenhen har peer-støtte bredt sig til alle regioner og mange kommuner. Derfor er det tid til en mellemtid, nu hvor peer-støtte er ved at finde sin form herhjemme.

For at kunne vurdere hvordan peer-støtte fungerer i en dansk kontekst, trækker vi især på vores samarbejde med andre peer-organisationer i udlandet, herunder især i Sverige og England. Og det er tydeligt at mange af de spændinger, der ligger i peer-støtten herhjemme også ses i udlandet.

Langt de fleste spændinger handler om, hvordan peer-støtten bedst kobles på den måde organisationer arbejder på. Skal man fx standardisere hvad peers er? Er bedre dokumentation af effekten vejen at gå? Og så videre.

Ingen af disse spændinger handler direkte om hvad der for alvor batter når man skal komme sig. Fx om hvordan man kan sikre at mennesker føler sig hørt eller hvordan man finder mening i hverdagen igen.

Det mest sigende ved introduktionen af peer-støtte i Danmark, er med andre ord ikke så meget peer-støtten selv, men mødet mellem mennesker – der i kraft af deres eget liv har erfaringer og viden om recovery – og de systemer, der er skabt for at støtte mennesker som oplever psykiske vanskeligheder. 

Det er der spændingerne typisk opstår.

En række workshops viste at der blandt peers er en række spændinger imellem at etablere sig i de konventionelle systemer og holde peer-støtte på det enkelte menneskes præmisser. Læs rapporten: Learning and insights on peer support

Er peer-støtte helt sin egen - eller et nyt lag?

For at kunne forholde sig til, hvad peer-støtte indtil videre er blevet til i Danmark, er det nødvendigt at se peer-støtte som et middel til et mål. Og målet er ganske enkelt at (flere) mennesker kommer sig efter psykiske kriser, og kan leve et godt liv efter ens eget hoved og hjerte.

For at lykkes med at flere kommer sig, er målet med peer-støtte også at skubbe til kulturen og fremme recovery-orienteringen de steder hvor man arbejder med at støtte eller behandle mennesker med psykiske vanskeligheder, dvs. i kommuner og regioner.

Men selvom udviklingen har vist at 99% af alle lønnede peers ender med at arbejde i en kommune eller region, er det forkert at tro, at recovery-orientering blot handler om at ansætte en peer eller to. Recovery-orientering er en langt mere gennemgribende proces.

”Hvis recovery-orientering for alvor skal blive definerende for indsatser i forhold til mennesker med psykiske lidelser, er der behov for en grundlæggende ændring i kvaliteten af hverdagens møder og interaktioner. Hver eneste kontakt med hver eneste medarbejder må afspejle recovery-principper og fremme recovery-værdier. Hver eneste kontakt bør øge brugerens oplevelse af selvforvaltning, anerkende den ikke-professionelle ekspertise, mindske magtforskelle, fremme mulighederne for et liv ’ud over den psykiske lidelse’ og understøtte håbet.”
Anthony, 2003

Alle kommuner, regioner og styrelser arbejder i disse år med at styrke recovery-orienteringen på flere fronter, og det manglede bare. Fra at have skabt en faglig konsensus om ‘en gang syg, altid syg‘ er det på tide at indhente det tabte.

Det er næsten ikke til at holde ud, hvor meget vi kunne have lært, hvis nogen havde lagt nøjere mærke til at mennesker til alle tider er kommet sig. Men her er vi så, og virkelig mange strategipapirer indeholder ordet ‘recovery’ på den ene eller anden måde.

Det kan dog til tider være vanskeligt at vurdere om recovery-orienteringen mest sker på papiret eller om det kan mærkes helt ude i praksis, hvor der samarbejdes med borgerne.

Dette kan skyldes alt muligt, men især at radikale forandringer ofte smuldrer i mødet med praksis.

Enten fordi det i praksis ikke er tydeligt, hvordan man skal gøre det nye, eller fordi man ikke gider. Men mest af alt fordi rammerne sjældent forandrer sig lige så hurtigt som ønsket om forandring. Hvis man som medarbejder bliver målt & vejet som man plejer, er der ikke mange gode grunde til at gå en helt ny vej uden rygdækning.

Netop derfor er det så interessant, hvordan implementeringen af peer-støtte er faldet ud i Danmark, da hele intentionen med peer-støtte er at bringe noget anderledes og nyt ind i indsatserne.

Peer-støtte er radikalt anderledes på mindst tre måder:

  • Peer-tilgangen bygger på, at man deler fælles livserfaringer. Den faglige tilgang bygger på at anvende den bedste tilgængelige viden og metoder.
  • Peer-støtte er principielt magtfrit, hvorfor peer-støtte i sin reneste form ikke er foreneligt med at dokumentere og skrive journal.
  • Peer-støtte bygger på gensidighed, hvilket indebærer at man som peer ikke har en forforståelse af, hvad der er det rette svar eller den rette løsning for andre, men at man gerne er med til at undersøge og underbygge menneskers egne løsninger og svar.

Fordi peer-støtte skal være anderledes, er det interessante ved den form peer-støtte har fået i Danmark, at det siger noget om hvor anderledes det er muligt at være og samtidig kunne indgå i hverdagen i kommuner og regioner.

Dermed siger peer-støtten i Danmark i 2020 også noget vigtigt om, hvor langt man i kommuner og regioner er nået med den “grundlæggende ændring” af indsatserne som recovery-orientering fordrer.

Recovery er ikke

– et ”add on”
– noget vi gør udover det, der allerede gøres
– småændringer i indsatsernes periferi

Hvordan er det så gået?

Når det kommer til lønnede peers, har peer-støtte efterhånden bredt sig til alle regioner. Dertil er der også peers i mange kommuner, men dog ikke helt i samme omfang som i regionerne.

Det er uklart hvor mange former for frivillig peer-støtte der findes, men de spænder lige fra meget strukturerede forløb som vi har i Peer-Partnerskabet, til dynamiske fællesskaber hvor mange ting kan ske på basis af levede erfaringer.

Ser man på selve peer-støtten, er der efterhånden enighed om at det giver mening at gå den vej. Således viste Socialstyrelsens opsamling på det nationale peer-forsøg, at “peer-støtten for alle parter forbindes med øget håb om recovery.”

Så vidt så godt. Der er overordnet set enighed om, at peers er en vej at gå, og de færreste indsatser arbejder så intensivt med peer-støtte, at de når til at overveje variationer i roller og opgaver.

Men det er netop når man ser på, hvilken form peer-støtten har taget for at vinde fodfæste, at det bliver muligt at få øje på hvad vi er gode til i Danmark og hvilke blinde vinkler, der viser sig, som følge af, at vi allesammen – borgere, peers og indsatser – er indlejret i Velfærdssamfundet og dets logikker.

3 typer peer-støtte, ikke 4

Uanset om der er tale om  lønnet/ulønnet peer-støtte, og om det sker i regioner, kommuner eller i civilsamfundet, gives peer-støtte i Danmark stort set uden undtagelse som:

Individuel støtte

Også kaldet 1:1 støtte

Gruppeforløb

Ledet kun af peers eller af peer & andre

På recvovery-skoler

Både brugere, pårørende og medarbejdere deltager i den samme undervisning. Peers underviser sammen med forskellige faggrupper.

At det er disse tre roller vi har i Danmark er interessant, da den internationalt set mest fundamentale peer-rolle, slet ikke eksisterer i Danmark. Dette er rollen som peer-fortaler (peer-advocacy).

Peer-advocacy har til formål at styrke borgerens stemme og modvirke ulige magtforhold i møder, samtaler og beslutninger. Dertil har peer-advocacy til formål at sikre at indsatserne lever op til deres ansvar og at borgerne kender deres rettigheder.

Samlet skal peer-advocacy bidrage til, at man bliver hørt, og at de ting, der bliver sat i værk, bygger på ens egen aktive deltagelse, samt at man får den hjælp og støtte man har krav på.

Traditionen for peer-advocay hænger tæt sammen med hele peer-støttens udspring som en del af borgerrettigheds-bevægelser i udlandet. Men det er forkert at tro, at der eksisterer en konflikt mellem borgerrettigheder og fagligheder. Begge ønsker en øget grad af personcentrering, der bygger på den enkelte borgers mål og styrker. Og for at lykkes med personcentrering skal der ske en reorientering fra borger til person, forskellige former for værdifuld viden skal kunne tale sammen og beslutninger skal tages i fællesskab.

Af samme grund ses peer-advocacy i mange lande som forudsætningen for at kunne lykkes med en recovery-orienteret tilgang, og derfor er advocacy mange steder en væsentlig del af peer-rollen.

At der som udgangspunkt i Danmark kun tænkes i forskellige former for ’støtte,’ men ikke i det som peer-støtten egentlig handler om – at repræsentere borgernes behov og løsninger, og ikke indsatserne – tyder på, at peer-støtten herhjemme er blevet indlejret i samme logik som de traditionelle offentlige velfærdsydelser, hvor borgeren ses som et individ med rettigheder, men sjældent inddrages i det, man har ret til at modtage.

Umiddelbart virker det måske ikke som noget særligt. Vi har det jo godt i Danmark. Og det gør bestemt ikke det gode arbejde som mange peers og medarbejdere laver hver dag, mindre vigtigt.

Men hvis introduktionen af peer-støtte i Danmark har skullet fremme recovery-orientering, er det ærgerligt at peers ikke i højere grad er blevet brugt til at flytte rollerne mellem borgere og indsats.

Det skal tilføjes at spørgsmålet om tilpasning opstår alle steder hvor peers forsøges integreret i en indsats. Derfor drøftes det mange steder i verden, hvordan peers kan “remain true to themselves and not take on the characteristics of traditional mental health services.” (link)

Forskellen på Danmark og udlandet er, at man i udlandet ser advocacy-rollen som fundamental.

Pænt ærgergeligt

At peer-støtte har taget den form den har, har konsekvenser.

For borgerne bidrager det til at skabe ulighed. Det skyldes at den universelle velfærdsmodel vi bruger i Danmark, baserer sig på ligeret mellem alle. Men som Rockwool Fonden og mange andre har dokumenteret, er ligeret slet ikke det samme som lige muligheder. Ved at man i Danmark ikke systematisk arbejder med adovcacy, men fokuserer på at give støtte, er borgerne grundlæggende alene i mødet med indsatserne, hvilket uundgåeligt skaber uretfærdigheder i hvem der får hjælp og hvem der ikke får.

For indsatserne har de indtil videre afskåret sig en mulighed for at træde et skridt tættere på at afinstitutionalisere borgerne, selvom netop det er den overordnede målsætning stort set alle vegne.

At organisationer forfalder til at reproducere sine egne logikker, er der skrevet mange bøger om, så det er der ingen grund til at komme ind på her.

“Den helt centrale udfordring er, at det oftest er dem med det stærkeste udgangspunkt, der er bedst til at gribe mulighederne. Altså er meget af det, som vi umiddelbart ser som frit og lige, faktisk det modsatte.” – (Rasmus Landersø, ROCKWOOL Fonden, i Berlingske Tidende d. 13. juli, 2018).

Hvad så nu?

I Peer Partnerskabet deltog vi som nævnt i at introducere peer-støtte i Danmark. Vi stod midt i alle spørgsmålene om opgaver, normeringer, forventninger og meget andet.

Derfor er det let for os at se, hvorfor peer-støtte har fået den form den har herhjemme. Ingen havde overblik nok til at afstikke en tydeligere kurs.

Det vigtige spørgsmål er derfor, om formerne for peer-støtte nu er stivnet, eller om der vil komme en række revisioner af hvad peer-støtte er og gør. Og hvor behovet for revisioner vil opstå.

Også her er Danmark meget anderledes end i udlandet.

Hvor anderledes kan måske bedst illustreres ved, at den primære diskussion herhjemme blandt peers handler om peer-faglighed, altså hvordan peers kan blive en anerkendt medarbejdergruppe i de nuværende indsatser. Imens Shery Mead, en Grand Old Lady på peer området opfordrer til at peers i højere grad starter hos dem selv.

Forskellen på Meads vision og den hjemlige behov for at definere en peer-faglighed, er næsten som en beskrivelse af to former for tyngdekraft, der trækker i hver sin retning:

We must ask ourselves, “What is it that we need to offer in order to help people begin to see things in a new way? What kinds of relationships really build community? How can we construct reciprocal help so that it is not attached to any particular role or interpretation of the problem?
Shery Mead – Link

Da vi udviklede og drev Peer-uddannelsen i Region Hovedstaden, fyldte det meget hos næsten alle peers, at de havde lyst til at sige mere til deres kollegaer, end de følte de kunne.

Med andre ord ligger advocacy-rollen i peer-støttens DNA, fordi man i sin krop kender det sted borgerne er. Ofte ved man meget mere, end der er plads til at sige i de nuværende strukturer.

Men én peer kan ikke gøre det alene. Især ikke når man er lønnet peer, hvor der er mange hensyn at tage i forhold til den indsats man skal fungere i.

Derfor er frivillighed og civilsamfundet i de kommende par år måske endnu vigtigere end før. I frivilligheden er der mere plads til at gå nye veje. Fx medtager vi i Peer Partnerskabet advocacy rollen, som en del af vores gruppeforløb.

Måske afspejler den offentlige interesse for frivillighed, ikke kun en nysgerrighed på muligheder, men også at bindingerne internt i de offentlige indsatser, er så stærke, at man har svært ved at gøre det man egentlig gerne vil: At arbejde recovery-orienteret.


Er det kun os?

Vi er ikke i tvivl om, at der er røre i andedammen. Samtidig er det tydeligt, at det ikke er en overligger, der mangler men en underligger. Hvornår er noget af det vi kalder recovery, egentligt ikke recovery? Kan man for eksempel kalde noget for recovery, hvis der ikke er en ændring i roller mellem borger og indsats?

I udlandet er det lidt mere tydeligt. Derfor slutter vi af med citater og slides fra Socialstyrelsens konference om Kvalitet i Socialpsykiatrien den 9. september 2020:

"It is important that we give you every opportunity to take back control in your life"

Note:
Denne artikel blev først udgivet den 29. juli. Den er efterfølgende redigeret den 9. september efter ImROCs oplæg til Socialstyrelsens konference om kvalitet i Socialpsykiatrien. Der er afsnittet ‘Er det kun os?” blevet tilføjet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top